Facebook Messenger i strid modvind
Facebook er så småt begyndt at lukke ned for beskederne i hovedappen og dermed effektuere springet over til den separate Facebook Messenger-app. Der var en del modvilje mod dette, da Facebook annoncerede det, og den er ikke blevet mindre, nu hvor ændringen er i gang.
Lige nu får den seneste version af Facebook Messenger på Apples enheder kun en enkelt stjerne ud af fem, og på Android lyder langt størstedelen af de seneste vurderinger også kun på en stjerne.
Læs også: Facebook på arbejdet koster milliarder
Kritikken er massiv i kommentarerne til appen, og der er 3 primære grunde til utilfredsheden med appen, som går igen i Android-versionen.
For det første er folk meget utilfredse med, at det er tvang. Det er langt fra alle, der foretrækker at have beskederne i en app for sig, og det at Facebook har taget valgt for brugerne falder ikke i god jord.
Læs også: Nu kan du snart gemme nyheder med Facebook
Det andet punkt er, at appen står og bruger RAM og strøm i baggrunden, et forbrug af telefonens ressourcer, der langt fra er nødvendig i manges øjne.
Det tredje er, at appen skal have tilladelse til at kigge i en masse forskellige afdelinger af telefonen, som i manges øjne ikke er nødvendigt. Mange brugere kan ikke se, hvorfor appen eksempelvis skal have adgang til at kigge i telefonens sms’er.
Misforstået sikkerhedsrisiko
Facebook selv mener dog, at især det sidste punkt ikke holder vand. Det er Google, der formulerer de tilladelser, en app skal indhente for at blive installeret, og det svarer ikke nødvendigvis overens med den måde Facebook selv ville have formidlet dem.
Læs også: Internet.org – Internet til alle [BAGGRUND]
Desuden fortæller Facebook til Mashable, at det slet ikke er muligt for Facebook Messenger at blive udnyttet fuldt ud, hvis den ikke har de tilladelser, der bliver bedt om.
Facebook har selv lavet en side, der kaster lidt mere lys over de tilladelser, man giver på Android, og hvad de skal bruges til.
Læs også: Her er fem Facebook-alternativer til din Android mobil [TIP]
Eksempelvis nævner Facebook, at Messenger-appen skal have adgang til telefonens mikrofon, for ellers ville man ikke kunne sende talebeskeder over Facebook Messenger. Det er altså ikke for at spionere på brugerne.
Facebook fortæller desuden, at der ikke er noget nyt i de tilladelser, som Facebook Messenger beder om, hvis man tidligere har haft den eller Facebooks hovedapp installeret.
Læs også: Facebook Messenger klar til iPad
Tilbage i april fortalte Facebooks talskvinde til mobilsiden.dk, at ændringen er sket for at forbedre chat-oplevelsen på mobilen, da de oplevede, at man svarede 20 procent hurtigere i den separate app.
Desuden vil Facebook hurtigere kunne ændre i Messenger-appen, når de eksempelvis skal indføre nye funktioner, og derfor er Facebook Messenger nok kommet for at blive.