WhatsApp vil snart fungere sammen med andre beskedapps

EU's forordning om digitale markeder tvinger Meta, der ejer WhatsApp, til at gøre det muligt for brugere at skrive til WhatsApp-brugere fra andre beskedtjenester.

WhatsApp vil snart fungere sammen med andre beskedapps

WhatsApp må på lige fod med så mange andre store tech-platforme foretage nogle markante ændringer for at kunne leve op til EU’s forordning om digitale markeder (DMA).

En af ændringerne handler om interoperabilitet – altså det at en tjeneste fungerer sammen med andre tjenester. EU har besluttet, at WhatsApp skal være kompatibel med andre beskedapps. Hvordan WhatsApp vil bære sig ad med det, forklarer selskabets tekniske direktør Dick Brouwer i et interview med WIRED.

Læs også: EU tvinger Meta til at adskille Messenger og Marketplace fra Facebook

WhatsApp kan måske virke med iMessage, Telegram og Messenger

Skiftet mod interoperabilitet begynder med tekstbeskeder, billeder, talebeskeder, videoer og filer sendt fra en person til en anden. I teorien vil det gøre det muligt for brugere at chatte med personer på WhatsApp via tredjepartsapps som iMessage, Messenger, Telegram, Google Beskeder eller Signal – og vice versa.

Det hele kommer dog an på, om andre selskaber vil være med. Der er stadig usikkerhed om, hvordan Metas app vil holde beskederne sikre og krypterede, når den skal fungere sammen med andre tjenester.

Som WIRED nævner, vil WhatsApp have de andre beskedtjenester, som WhatsApp skal fungerer sammen med, til at bruge samme Signal-protokol til at kryptere beskederne.

Meta er også åbne for at bruge andre krypteringsprotokoller, så længe de andre selskaber kan bevise, at ”de lever op til samme sikkerhedsstandard, som WhatsApp beskriver i vores retningslinjer.” Det vil dog være nærliggende for Meta at gøre WhatsApp og Messenger kompatible med hinanden.

Tredjepartstjenesterne skal også indgå en aftale med Meta, inden de bliver koblet sammen med WhatsApp. Flere detaljer om den aftale får vi i marts måned.

”Der er en reel udfordring i at finde en enkel måde at tilbyde interoperabilitet til tredjeparter på og samtidig bibeholde ribben for WhatsApps privatliv, sikkerhed og integritet,” siger Dick Brouwer og tilføjer:

”Jeg tror, vi er ret tilfredse med det, vi er landet på.”

Læs også: Apple-chef: Alternative appbutikker øger risikoen for iPhone-brugere

Nye EU-regler gælder fra marts

WhatsApp skal foretage ændringerne, fordi Meta ifølge kriterierne i EU’s forordning om digitale markeder er defineret som en ”digital gatekeeper”. Det betyder, at Meta er nødt til at overholde en række strenge regler, der skal øge konkurrencen mellem forskellige tjenester.

Selvom forordningen officielt trådte i kraft sidste år, har gatekeepere som Meta frem til marts måned at sørge for at leve op til de nye krav.

Vi ved stadig ikke, om ændringerne kun kommer til at gælde inden for EU, eller om de også bliver bredt ud til resten af verden.

Vi så sidste år et glimt af, hvordan tredjepartschat kan se ud i WhatsApp, da hjemmesiden WABetaInfo opdagede en ny ”Third-party chats”-sektion i version 2.23.19.8 af Android-appen.

De ting, der sidste år dukkede op, stemmer godt overens med det, som Dick Brouwer fortæller i det nye interview. Her lyder det, at de brugere, der slår funktionen til, får beskeder fra andre platforme i en ny sektion i indbakken.

WhatsApp har planer om at fortælle mere om sine planer en gang i næste måned og har ”flere måneder” til at rulle ændringen ud.

Læs også: Nu er WhatsApp endnu sikrere – skjuler din IP-adresse under opkald