Apple-chef: Alternative appbutikker øger risikoen for iPhone-brugere

EU's nye regler, der tvinger Apple til at åbne op for hidtil meget lukkede iOS-styresystem, falder ikke god jord hos Apple, der nu forklarer, hvorfor ændringerne er problematiske.

Apple-chef: Alternative appbutikker øger risikoen for iPhone-brugere

For halvanden uges tid siden annoncerede Apple en række ændringer for iOS og App Store i EU-indbyggere, der bruger iPhone.

Apple indfører ændringerne, fordi selskabet er tvunget til at opfylde kravene i EU’s kommende forordning om digitale markeder (Digital Markets Act). I pressemeddelelsen, hvor Apples tiltag blev annonceret, skinnede it-gigantens modstand mod EU-reglerne ganske tydeligt igennem.

Nu forklarer en af Apples chefer, Phil Schiller, i et interview med mediet Fast Company, hvorfor Apple er meget bekymrede for disse ændringer.

Læs også: Til marts sker det: Apple åbner op for iOS efter pres fra EU

Nye muligheder – men det har en pris

Phil Schiller anerkender i interviewet, at ændringer som alternative butikker for apps og andre muligheder for køb i apps betyder nye muligheder for udviklerne. Men han slår fast, at disse muligheder, efter Apples opfattelse, har en pris.

”Disse nye regler giver ganske vist nye muligheder for udviklerne, men de giver også risici. Man kan ikke påstå andet. Så vi gør alt, vi kan for at minimere de risici for alle,” forklarer Phil Schiller.

Alternative appbutikker til Apples egen App Store åbner iOS-styresystemet op for indhold, som Apple ikke tidligere har tilladt. Apple skal dog stadig i en eller anden grad godkende indhold, som udgives via konkurrerende appbutikker – enten manuelt eller automatisk.

”Til syvende og sidst er der ting, vi ikke har tilladt i vores App Store – ting som vi ikke følte, ville være sikre eller passende. Det vil ikke være vores beslutning, om de andre appbutikker har de samme vilkår og begrænsninger.”

Læs også: Epic Games’ direktør raser over Apples nye iOS-regler i EU

Ikke samme høje standard i alternative appbutikker

Han fortsætter med at forklare, hvordan ændringerne ifølge selskabet øger risikoen for brugerne:

“I mere end 15 år har vi håndteret en masse input fra familier og myndigheder om, hvad vi skal gøre for enten ikke at tillade visse former for anstødeligt indhold i vores App Store eller give brugerne kontrol over oplevelsen, så de selv kan vælge, hvad der er bedst for dem – og det har vi regler for,” siger han og tilføjer:

“Disse regler vil ikke gælde for andre appbutikker, medmindre de vælger at lave deres egne regler med de kriterier, som de finder frem til. Øger det risikoen for, at brugere og familier støder på anstødeligt indhold eller andre oplevelser? Ja, det gør det.”

Schiller er særligt bekymret for apps, der kun vil være tilgængelige fra appbutikker fra tredjeparter.

”De situationer vil tvinge mange brugere til at sige ”okay” til appbutikker uden at vide ret meget om dem,” siger Phil Schiller.

Læs også: Microsoft: Apples nye regler i EU er “et skridt i den forkerte retning”

Er problemet så stort, som Apple gør det til?

I denne sag skal man ikke  glemme, at Phil Schiller og Apple har en naturlig interesse i at tale sikkerheden i App Store op og pointere de potentielle risici, der er ved at installere apps fra alternative appbutikker.

Apple har interesse i at holde distributionen af apps til App Store, og derfor ser man også, at ændringerne kun er begrænset til EU, hvor Apple er tvunget til at gennemføre ændringerne.

Man skal dog også blot huske på, at Apple allerede tillader fri distribution af apps via sine Mac-computere med macOS. Her kan brugere downloade og installere et hvilket som helst program, ligesom man kender fra Windows og Android – og her lader der altså ikke til at være nogle nævneværdige sikkerhedsproblemer.

Apples kritik af ændringerne handler altså mere om beskyttelse af sin kerneforretning end en reel bekymring for brugernes sikkerhed.

Læs også: Meta: Apple gør det “meget svært” at lave konkurrenter til App Store