Huawei sendte ”desperate” breve til Mette Frederiksen
Det er ikke ualmindeligt, at virksomheder og andre interessenter sender breve, orienteringer og invitationer til den siddende regering, men Huawei har sendt to breve, som ikke er ligesom de fleste andre breve. Det kan Berlingske afsløre, efter mediet har fået aktindsigt i en række dokumenter sendt over tre år.
I brevene appellerer Huawei til statsministeren om, at techvirksomheden bliver taget i betragtning som leverandør til Danmarks 5G-infrastruktur. Det skete oven på længere tids anklager og beskyldninger fra USA om, at Huawei overvågede og spionerede på vegne af den kinesiske stat.
I et brev sendt i marts 2019 – to uger før Ericsson vandt en milliardkontrakt som leverandør af TDC Groups 5G-net foran Huawei – skrev Huawei et brev til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Her kom Huaweis direktør i Danmark, Lan Yang, med en advarsel:
”Huaweis succesrige lokale investeringer og handel vil uden tvivl opmuntre andre kinesiske virksomheder til at følge. I modsat fald vil Huaweis mulige knibe i Danmark alvorligt påvirke andre kinesiske virksomheders investeringstillid i Danmark,” lød det i brevet.
Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ekspert i lobbyisme, understreger over for Berlingske, at ”dette her er usædvanligt, fordi det får karakter af en trussel.”
”Det antyder, at de kunne finde på at gøre noget aktivt for at påvirke andre kinesiske virksomheders omgang med Danmark. Det, synes jeg, er bemærkelsesværdigt,« tilføjer han.
Læs også: Huawei gjorde det godt i 2019 – fremviser solidt årsregnskab
”Desperate” breve til Mette Frederiksen
Også til den siddende statsminister Mette Frederiksen har Huawei sendt et brev. Det skete ifølge Berlingske 17. december 2019.
”En perfekt storm har på det seneste omsluttet Huawei 5G i det danske kongerige. Den meget diplomatiske og politiske bølge har næsten kæntret en lille båd ved navn Huawei Danmark”, indleder Huawei brevet.
”Det er ingen overdrivelse at sige, at vi står over for udfordringer, herunder misforståelser, misinformation og endda grundløse beskyldninger og disinformation, der har til formål at så frygt og bekymring,” skriver Jiang Lichao, direktør i Huawei i Danmark, som også spørger, hvornår Mette Frederiksen har mulighed for at mødes.
Ifølge Kresten Schultz Jørgensen, talsmand for PR i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation, har meget af korrespondancen karakter af klassisk lobbyarbejde. Men alligevel er ordlyden i brevet usædvanlig, mener ham.
”Det er ikke noget forkert og forbudt, men der er noget udansk og desperat i det, når man tror, at den meget voldsomme, malende sorte pensel skulle få statsministeren til at gøre noget,” siger Kresten Schultz Jørgensen til Berlingske.
Læs også: Test: Huawei P40 Pro; Et stort sats
Huawei afviser, at brevene har en truende tone
Over for Berlingske afviser Huawei, at brevene har en truende tone.
”Huawei har hverken intention om eller evnerne til at ‘true’ en regering. Faktisk ønsker vi ikke at blive involveret i politiske diskussioner eller dertil relateret mediedækning. Vi ønsker bare at passe vores forretning som normalt,” skriver Huaweis presseafdeling til Berlingske.
På møder, som Statsministeriet har holdt med Huawei på embedsmandsniveau ”for at redegøre for regeringens politik”, har ministeriet ”understreget, at man i Danmark ikke forskelsbehandler enkeltvirksomheder eller virksomheder fra bestemte lande,” oplyser ministeriet til Berlingske.
Læs også: Huawei har vokseværk: Er snart den næststørste producent
Videre nyt om Huawei
Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek absolut seneste nyt om emnet. Daniel Søgaard Hald fulgte op på historien. 12/5/2020 gik vi videre med en ny vinkel på Huawei P30 Pro New Edition klar til forudbestilling i Tyskland – Klik her for den påfølgende artikel.. Seneste nyt om emnet kan du finde her.