Svindel-alarm: SMS lover gratis iPhone 5
Det lyder næsten for godt til at være sandt. En SMS-besked er netop tikket ind med ordlyden: “Få en gratis Apple iPhone 5! Dit teleselskab har valgt dig til en iPhone 5!”
Og det er det også. I virkeligheden er der nemlig tale om et svindelnummer, hvor der bliver trukket 150 kroner via mobilregningen til at begynde med, hvis man går i fælden.
Derudover er man blevet viklet ind i en abonnementservice til 175 kr. om måneden. Telefonen ser man aldrig.
– “Der er naturligvis tale om svindel, og man bør slette den slags SMS’er,” siger Peter Kruse, sikkerhedsekspert i CSIS, ifølge politiken.dk.
Giver et abonnement – ikke en iPhone
Svindel-SMS’en indeholder et link, der fører videre til http://apple.dk.vc5.cc/?p=0114531106584.
Her bliver brugeren bedt om at indtaste en talkode, der kan blive opfattet som en form for godkendelse i forbindelse med den lovede iPhone 5.
Herefter går vejen imidlertid til supersmsoffers.com og nordquiz.com, som ifølge brugerbetingelserne opererer fra Riga i Letland.
– “På Nordquiz.com skal man besvare en stribe spørgsmål, der vil binde ofret ind i en abonnementsløkke, der månedligt vil opkræve 30 dollars (cirka 175 kroner) i fast abonnement,” fortæller Peter Kruse.
Brugerbetingelserne på sitet fortæller ligeledes, at en enkelt deltagelse i NordQuiz-konkurrencen koster 150 kroner, som opkræves via telefonregningen.