”Vind en iPhone”-konkurrence endte i fængselsstraf
Med et øget fokus på abonnementsfælder har Forbrugerombudsmanden politianmeldt en række sager som bedrageri. Det er endt med, at Østre Landret har idømt en direktør ubetinget fængselsstraf.
Direktør har fået to år og tre måneders ubetinget fængsel for bedrageri. Direktøren blev også fundet skyldig ved Retten i Roskilde, men ankede dommen til landsretten. Det er første gang, at en direktør er idømt fængsel for en abonnementsfælde. Grundlaget for politianmeldelsen var omfattende bedrageri og abonnementsfælder, hvor forbrugere blev lokket med uimodståelige tilbud på nettet, som de kunne få ved at betale et lille beløb, ofte mellem 1-50 kroner. Enten fremgik det slet ikke, eller kun med småt, at forbrugeren med betalingen samtidig bliver tilmeldt et abonnement. Formålet var selvfølgelig at misbruge forbrugernes kortoplysninger til at trække månedlige beløb skjult i et abonnement.
Læs også: Forbrugerombudsmanden politianmelder teleselskaber for ulovligt telefonsalg – igen
Vind en iPhone-kampagne var snyd
Direktøren lavede blandt andet en ”Vind en iPhone”- kampagne i 2015 for at tiltrække kunder til en abonnementshjemmeside. I kampagnen, der kørte via Facebook, mails og andre medier, blev forbrugerne lovet, at de kunne vinde en iPhone mod at betale fem kroner i levering. Når forbrugerne kom ind på kampagnesiden, fremgik det med småt nederst på siden, at forbrugerne med betalingen af de fem kroner også blev tilmeldt et abonnement til hjemmesiden. Forbrugerens betalingskortoplysninger blev efterfølgende brugt til at trække 499 kroner hver måned for abonnementet. For at skaffe kunder til abonnementshjemmesiden havde direktøren også indgået aftaler om markedsføring med et antal såkaldte affiliate netværker, der indgik aftaler med affiliate publishere, som skulle skaffe kunder til iPhone-kampagnen på hjemmesiden.
Kampagnen, der tydeligvis var en abonnementsfælde, blev der klaget over, hvorefter Forbrugerombudsmanden politianmeldte selskabet og dets direktør i 2016.
I sin strafudmåling har Østre Landsret blandt andet lagt vægt på:
- at ca. 8.000 forbrugere var blevet påført et tab, efter at de var blevet lokket i abonnementsfælden.
- at der blev bedraget for 3,7 mio. kroner.
- at kriminaliteten foregik over en periode på syv måneder.
- at kriminaliteten havde et organiseret og professionelt præg.
Se også: Nyt fra telebranchen