Kun 0,1 % kan identificere deepfakes korrekt
En ny undersøgelse fra teknologivirksomheden iProov viser, at kun 2 ud af 2.000 deltagere fra Storbritannien og USA korrekt skelnede mellem ægte og AI-genererede billeder og videoer af personer – såkaldte deepfakes.
Ældre voksne havde særligt svært ved at spotte falske AI-genererede deepfakes: 39 procent af alle over 65 havde aldrig hørt om deepfakes. Det gør dem mere modtagelige over for at blive snydt af deepfakes.
Selvom yngre generationer havde større tro på egne evner, præsterede de ikke bedre.
Se også: Quiz: Kan du spotte de AI-genererede personer?
Deepfakes florerer på sociale medier
Det er særligt falske AI-genererede videoer, der volder deltagerne problemer. Deltagerne var 36 procent mindre tilbøjelige til at identificere en video korrekt frem for et billede.
Sociale medier er en central kilde til deepfake-indhold. 49 procent pegede på Facebook og Instagram fra Meta Platforms som de steder, hvor deepfakes forekommer mest, mens 47 pegede på TikTok.
”Kun 0,1 procent af befolkningen kunne identificere deepfakes præcist, hvilket understreger, hvor sårbare både organisationer og forbrugere er over for truslen om identitetssvindel i deepfakes’ tidsalder,” siger Andrew Bud, der er grundlægger af og administrerende direktør i iProov. Han tilføjer:
”Og selv når folk har mistanke om en deepfake, viser vores undersøgelser, at langt de fleste slet ikke gør noget. Kriminelle udnytter forbrugernes manglende evne til at skelne mellem ægte og falske billeder, hvilket bringer vores personlige oplysninger og økonomiske sikkerhed i fare.”
Se også: AI har gjort deepfake-porno til et gigantisk problem
Test dig selv: Kan du spotte deepfakes?
Det er velkendt, at det er svært at skelne deepfakes fra ægte billeder. I en quiz, som 24tech.dk har lavet, har mere end 1.100 deltagere prøvet at skelne AI-genererede billeder af personer fra ægte billeder af personer.
I gennemsnit gættede deltagerne kun 37 procent af billederne rigtigt, og 5 procent gættede maks. 10 procent af billederne korrekt. Kun 0,7 procent gættede alle 10 billeder korrekt, hvilket stemmer overens med resultaterne fra den nye undersøgelse.
Se også: Dumpede du også quizzen? Umuligt at spotte AI-genererede ansigter