Farvel til Nexus – Udviklernes legeplads, der blev mainstream [BAGGRUND]
Googles Nexus-linje af produkter nåede fire år, inden amerikanerne valgte at slukke lyset for en populær serie, som måtte så grueligt meget igennem, inden den fik fast grund under fødderne i den brede befolkning.
En ting, der gør Nexus-serien speciel, er, at det er forskellige producenter af hardware, der står bag de komponenter, der udgør en Nexus-enhed, om det så er en tablet eller en smartphone. LG, Samsung og HTC har alle lavet udgaver af smartphone-versionerne, mens der både kan stå ASUS og Samsung på Nexus tablets. Fælles for Nexus-produkterne er nemlig, at softwaren er i fokus. Nexus står for den rene Android-oplevelse, og det har Google stået fast på gennem årene.
Læs også: LG skal producere første Android Silver mobil
At Nexus har stået for det rene Android har givet dem den fordel, at de har fået opdateringerne til styresystemet med det samme. Det er et stort plus for mange, at de ikke skal vente på, at den nyeste version af Android skal versioneres til deres model og teleudbyder, men i stedet får de opdateringen, så snart Google selv er klar med den.
Herunder kan du se en kort gennemgang af den udvikling, som Nexus-serien har været igennem i dens fire år i denne verden.
Telefonerne
Nexus One var den første i serien, og den var henvendt til udviklere. Alle kunne købe telefonen, og faktisk ville Google gerne sætte gang i den bølge af online-køb, der ruller i dag med Nexus One, men Nexus One var lavet for at vise Android frem fra sine bedste sider. Nexus One havde også ganske gode specifikationer for den tid, blandt andet 512MB RAM, 1GHz processor og en skærmopløsning på 480×800 pixels fordelt på 3.7”. Nexus One blev lavet af HTC, og stilen bærer også tydeligt præg af oprindelsen.
Læs også: Google Nexus One forhandles nu i Danmark
Næste udgave blev lavet af Samsung og bærer navnet Nexus S. Samsung havde stor succes med sin Galaxy S-serie, og stilen minder da også meget om Samsungs egen.
Læs også: Google Nexus S – den bedste Android-mobil (mobiltest)
Specifikationsmæssigt ligger Nexus S og Nexus One ret tæt på hinanden, men skærmen blev større fra 3.7” til 4”, og udseendet fik sig også en overhaling, så det minder lidt mere om det, vi kender fra i sag. Telefonen blev ikke udstyret med 4G fra start, men det blev der rettet op på i en senere, opdateret udgave, og det var en af de bedste telefoner på markedet på det tidspunkt.
Den grafiske overhaling var dog intet i forhold til Galaxy Nexus, der fik Android 4.0. Det var den største og mest gennemgribende modernisering og optimering af Android-styresystemet til dato. Endnu en gang kunne både forbrugere, men også udviklere se, hvad der var muligt med Android under hjelmen i en smartphone.
Læs også: Galaxy Nexus – Google gør Android bedst (mobiltest)
Kigger man på navnet, er det til at gætte, at det endnu en gang var Samsung, der fremstillede Galaxy Nexus, og den ydre formfaktor lignede også den fra Nexus S. Skærmens størrelse tog et stort spring opad til 4.65” med en 720×1280 opløsning. Galaxy Nexus kunne også prale med 1GB RAM, 1.2 Ghz dual-core processor og et kamera på fronten.
LG tog over og gjorde navnet lidt mere overskueligt igen med Nexus 4. At det var LG, der tog over i produktionen kunne vi også se et markant anderledes design med glas på bagsiden. Prisen på Nexus 4 var noget af det bedste ved telefonen for den almindelige forbruger.
Læs også: Nexus 4 – bare ikke god nok (mobiltest)
Prisen lå på 299 dollars, som er omkring 1500 danske kroner, og med specifikationer på linje med de bedste, kunne Google appellere til det brede publikum sammen med udviklerne, som fik 1.5GHz quad-core processor, 2GB RAM og et 2100mAh batteri.
Det er også koreanske LG, der står bag Nexus 5, som er den nyeste og sidste smartphone i Nexus-serien. Igen fik skærmen et skub opad, både i opløsning og størrelse, så telefonen nu var udstyret med 4.95” full HD skærm i 1080×1920, en 2.26GHz quad-core processor og 2GB RAM.
Læs også: LG Nexus 5 anmeldelse: Den venligste Android [MOBILTEST]
Endnu en gang prøver Google at ramme bredt med en lav pris, når man sammenholder tager specifikationerne med i regnestykket, men Google lancerede også deres egen launcher, som kun kunne fås til Nexus 5.
Nexus får vokseværk
I sommeren 2012 fik Nexus telefonerne også en storebror, nemlig Nexus 7. En 7” tablet produceret af ASUS. Google gik ind i tablet-markedet med øje for den gennemsnitlige forbruger, og det var cirka fem måneder før Nexus 4, som også ville kapre gennemsnitsborgeren. 1.2GHz quad-core processor og 1GB RAM ligger og styrer løjerne under en 1280x800pixel skærm og et 4325mAh batteri gjorde Nexus 7 til en populær tablet i 2012.
Læs også: Google Nexus 7 – din næste tablet? (produkttest)
Efteråret i samme år bød også en tablet, denne gang dog produceret af Samsung, som dermed er den eneste producent, der har lavet både smartphone og tablet til Google. Denne gang var størrelsen dog 10” i stedet for de 7” fra ASUS, og den udmærkede sig blandt andet ved en 2560×1600 opløsning, ligesom den kunne prale med en 1.7GHz dual-core processor, 2GB RAM og hele 9000mAh batteri. Fælles for både Nexus 7 og Nexus 10 var, at der til Android ikke var det store udvalg i apps, som var dedikerede og udviklet til tablets.
Et år efter den første Nexus 7 kom så Nexus 7 (2013), også fra ASUS. De småting, der kunne gøre livet surt for den oprindelige Nexus 7 fik forbedringer, mindre ramme om skærmen, bedre skærm og bedre højtalere.
Læs også: Nexus 7 – 2013-udgaven er ret cool (produkttest)
Opløsningen når nu op på 1920×1200 pixels, og 2GB RAM og 1.5GHz processor står nu for hestekræfterne i Googles seneste tablet, som også er den sidste enhed i Googles Nexus-serie.
Google til masserne
Android og Google hænger sammen, det var Google, der udbredte styresystemet, og selvom det i princippet ikke hænger sammen med søgegiganten, så er det svært at holde de to navne adskilt.
Med Nexus-serien fik Google også mulighed for at udbrede alle deres egne apps og services for alvor. GMail, Google Drive, Google Chrome, Google Now, Google Play, Google+ og alle de andre ting har Google haft mulighed for at presse ned over forbrugerne med deres Nexus-serie, da der ikke har været andre inde over, som har haft deres egen mail-løsning, egen browser og lignende.
Læs også: Farvel til Nexus – goddag Silver
Helt præcis hvordan det skal gå med Google-enheder fremover er svært at sige, men det er værd at holde øje med Android Silver, der ser ud til at overtage meget af det Nexus-serien gjorde.
Lytter man til jungletrommerne, vil Android Silver være nogle udvalgte modeller, som Google vælger, eller som Google får lavet til sig selv af hardwareproducenter, og som Google vil have stor kontrol over. Amerikanerne vil have kontrol over software og til dels også hardware, men til gengæld vil det også være Google, der betaler for markedsføringen af disse produkter, selvom producenten også kommer til at lægge navn til det.
Historiens videre forløb
Næste fortælling om sagen kan også være interessant. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 20/5/2014 gik redaktionen videre og fulgte op med historien om Hvor gamle skal børn være for at få en smartphone? – Næste artikel om temaet finder du her. Vi følger op på temaet. Læs de seneste nyheder her.