Microsoft Surface Pro 4 – Første kig
Da Microsoft forrige år lancerede Surface Pro 3, så selskabet ud til at omsider at have fundet den rette opskrift på en hybrid mellem en tablet og en laptop.
Større skærm, tyndere og finere format, en vellykket kickstand og et kraftigt indre var ingredienserne – og det resulterede i et yderst vellykket produkt.
Med fjerde generation, døbt Surface Pro 4, synes Microsoft at ville forædle opskriften yderligere, ved at forbedre lidt hist og styrke lidt der. Mange bække små kan gøre end stor å, og allerede første møde ser Microsoft ud til, at have endnu et hybrid-hit ved hånden.
Se også: Surface Pro 3 anmeldelse – En kærlighedshistorie
Det starter med skærmen
Surface ligner egentlig det den er opkaldt efter – en overflade. Som i Pro 3 domineres den af en stor 12” skærm, men denne gang kryber den ud mod kanterne, ved at klemme et 0,3” større display i samme A4-lignende format.
Det levner ikke længere nogen plads til en dedikeret Windows-knap og mindsker pladsen til at holde om tabletten. Det er et kompromis jeg har det fint med at leve med, for det displaypanel der sidder i Pro 4, er bare det flottere.
Læs også: Sammenligning: Surface Pro 3 & 4, Surface Book og iPad Pro
Med en opløsning på 2736 x 1824 pixels er opløsningen nu 60% højere og mere end rigelig skarp til alt fra film, fotos og hvad Windows 10 apps ellers kan byde på.
Formatet er 3:2 hvilket fortsat gør den anvendelig i højkantsformat og giver mere benplads til hjemmesider og Word-dokumenter når den ligger vandret.
Skærmen leverer samtidig en dybere sort og øget kontrast, der sammen med en nøje afstemt farveprofil, får alt indhold til at stå nærmest perfekt. Det er ganske enkelt en af de bedste skærme i nogen tablet eller PC til dato. En fornøjelse.
Føles som en Surface
Når Surfacen er slukket, er det dog svært at spore nogen forskel mellem tredje og fjerde generation af Surface.
Du får fortsat samme nydelige, lysegrå magnesium-kabinet, der nemt kan placeres på de fleste overflader med sit indbyggede støtteben. Dimensionerne er uændrede, højtalere er fortsat frontvendt, og det er umiddelbart kun det nye Windows-logo på bagsiden, der røber at her er den nye Surface.
Stiller du Pro 3 og Pro 4 side om side, vil du kunne ane subtile forskelle. Der er barberet 0,7mm af profilen og 16 gram af vægten – altså ingen revolution, men stadigt en fin fremgang.
Mærkbart bedre input
En Surface er dog mere end bare en tablet. Slutter du det skræddersyede Type Cover 4 tastatur, kommer kunststykket: den er nu klar til at bruges som en regulær bærbar.
Den hæftes magnetisk, og et lille knæk lige under displayet gør, at Surface Pro 4 nu føles som en laptop, for coveret er nu stivere end nogensinde.
Kvaliteten af tastatur og trackpad er væsentlig for en bærbar, og det glæder mig derfor at se, at Microsoft vitterligt har bestræbt sig på at gøre Type Coveret endnu bedre end sin forgænger.
Læs også: Microsoft nye Surfaces – Dansk pris og tilgængelighed
Tasterne er nu spredt ud over hele coverets bredde og afgiver en bedre klikerespons end før. Det her opleves omsider som et tastatur der er en high-end laptop værdig.
Touchpad’en får samme gavnlige opmærksomhed, ved at inkorporere et større touch-felt og en glas overflade der igen giver et overbevisende indtryk.
Til sidst skal nævnes pennen, som ifølge Microsoft nu er fire gange mere følsom end tidligere. Under mit korte møde med enheden, var forskellene ikke synderligt store – men jeg er vild med, at den nu kan hæfte sig magnetisk til siden af Surfacen.
En interessant detalje ved det nye Type Cover er, at denne er bagudkompatibelt med Surface Pro 3. Har du sådan en i forvejen, bør du bestemt overveje en upgrade.
Springer en generation over
Pro 4 ligner en tablet, men bag det store skærmareal gemmer sig en vaskeægte laptop. Det er nu sjette generation af Intels Core m3, i5 og i7 processorer der driver Windows 10 frem – i modsætning til fjerde generation tidligere.
Med Surface Pro 4 introducerer Microsoft hybrid-køling, der bringer heatpipe-teknologi til tabletverdenen. De første tests er allerede lovende, blæseren sparkes nu sjældent i gang i forhold til sidste års Pro 3.
Samtidig er lageret opgraderet til Pci-e SSD, hvilket fjerner SATA-flaskehalsen når data skal hentes eller lagres på disken.
Hvor høj ydelsen bliver i praksis må dog komme an på en længere test. Men indmaden er lovende – og når der samtidig er mulighed for at konfigurere sin Surface med op til 16GB RAM og 1TB SSD, tør jeg godt spå, at den snildt vil håndtere alle kontoropgaver.
Se også: Surface Book – Her får MacBook Pro baghjul
Dyrere – men bedre
Surface Pro 4 lader allerede nu til at være bedre på alle tænkelige punkter – og det reflekteres i prisen.
Hvor Surface Pro 3 debuterede ved 6.399 kroner forrige år, skal du nu slippe 7.699 kroner for den mindste, men passivt kølede, Core m3 version. Lagerpladsen starter dog ved 128GB mod 64GB tidligere – hvilket er et passende minimum i 2015.
Hvad der dog hurtigt kan løbe op, er når du begynder at opgradere Pro 4. En upgrade fra i5 til i7-processoren lyder på 3.000 kroner, mens springet fra 256 til 512 GB lager krydrer regningen med yderlige 3.000 kroner. Tak for kaffe.
Det er desuden let at overse, at prisen er uden det nærmest nødvendige Type Cover 4. Den lægger til slut 1.199 kroner til indkøbskurven.
Når Surface Pro 4 får dansk debut den 19. november, ser det altså ud til, at Windows økosystemet får sig et yderst stærkt bud på en enhed, der kan brillere både som laptop og som tablet. Men det bliver altså med et prisskilt der kan skræmme, hvis du krydser for mange bokse af på udstyrslisten.
Surface Pro 4 kan forudbestilles nu på Microsofts hjemmeside. Er du studerende, kan du få 10 procents studierabat.
Læs også: Surface Pro 4 – med ny pen og nyt tastatur
Opdateringer i sagen
Her får du den kronologiske fortsættelse i sagen og anvisning til absolut seneste nyt om emnet. mobilsiden gik videre med historien. Efterfølgende d. 19/10/2015 bragte vi en artikel der omhandler Dells introducerer vilde skærme i efterårets laptops – Den kan læses her. Få også seneste nyt om sagen ved at trykke her..