Mobilsiden kårer: Årets nye feature 2017

Hvilken feature i en smartphone er den bedste i 2017?

Mobilsiden kårer: Årets nye feature 2017

Hvert år forsøger de fleste smartphoneproducenter at differentiere sig fra hinanden ved at lancere en eller flere unikke features. Nogle features slår igennem, og andre bliver hurtigt droppet igen. I hvert fald bliver der eksperimenteret med mange forskellige features i smartphoneverdenen.

Vi har derfor samlet en liste af nævneværdige features, som er blevet introduceret eller genintroduceret i 2017. Men hvilken feature er den bedste i 2017? Det skal vi bruge din hjælp til at finde ud af. Nedenfor følger derfor 14 nye features. I afstemningen nederst kan du vælge en af disse som den bedste feature i 2017.

Skærme med 120 Hz opdateringshastighed
En relativ ny feature er en højere opdateringshastighed af skærme – altså hvor mange gange billedet opdaterer på et sekund. Standarden har i mange år været 60 Hz – altså 60 billeder i sekundet, men det er langt fra flydende nok i forhold til hvordan menneskets øje ser. Derfor bevæger indhold på 120 Hz skærme sig meget mere flydende, og det er noget, som Apple har implementeret i iPad Pro. Også Razer lancerede for nyligt sin første mobil, som kommer med en 120 Hz skærm.

3D-ansigtsgenkendelse

Apple har også trukket overskrifter med Face ID-funktionen, som virker takket være 3D-ansigtsgenkendelse i iPhone X. Der er nemlig en infrarød sender og et infrarødt kamera, der aflæser brugerens ansigt ned til mindste detalje. Som det er set så mange gange før, følger mange andre producenter trop, når Apple lancerer en ny feature. I 2018 ventes flere producenter at lancere smartphones med lignende 3D-ansigtsgenkendelse.

eSIM
En feature, som ikke har fået meget opmærksomhed, er eSIM – fremtidens SIM-’kort’. Der er tale om digitale eller online SIM-profiler, som man downloader via Wi-Fi under opsætningen af en ny mobil, og straks kan man få adgang til sit mobilnet og bruge sit telefonnummer som havde man et helt normalt SIM-kort i mobilen. eSIM findes også i Apple Watch Series 3 og Samsung Gear S3, men der er endnu ikke mange teleselskaber på verdensplan, der understøtter standarden.

3D-scanning af objekter med kameraet
En anden ny feature er 3D-scanningsfunktionen via kameraet i Sony Xperia XZ1 og XZ1 Compact. Det fungerer via det normale bagkamera og anvender AR (Augmented Reality). Du kan eksempelvis tage 3D-billeder af et ansigt, en persons overkrop eller et hvilket som helst objekt. 3D-scanningerne kan ses på mobilen eller printes på 3D-printere.

AR (Augmented Reality)
Helt generelt har AR (Augmented Reality) for alvor vundet indpas i de to største mobilstyresystemer, Android og iOS. Apple har lanceret sin standard, ARKit, som udviklere af apps kan benytte, og det samme har Google. Googles løsning hedder bare ARCore. Resultatet er, at vi vil få mange, mange flere apps og spil at se, som anvender AR.

Edge Sense
Med forårets flagskib U11 lancerede HTC en unik feature: Edge Sense eller trykfølsomme rammer langs siderne. Man kan nemlig give telefonens sider et klem med hånden, og alt efter hvor hårdt man klemmer, eller hvor mange gange man gør det, kan der åbnes forskelligt indhold og apps på mobilen. Funktionen blev videreført i Google Pixel 2 og Pixel 2 XL og ikke mindst i HTC U11+.

Større skærm i mindre plads
En feature, der er at finde alle vegne efterhånden, er de store og ekstra aflange skærme, hvor der næsten ingen kant er rundt om. Målet er altså at få mest mulig skærm ind på så lidt plads som overhovedet mulig. Det giver dermed mere plads at arbejde på. Til gengæld forsvinder fysiske home-knapper og fingeraftrykslæsere, som får plads på bagsiden eller helt forsvinder.

Trådløs opladning
Det er ikke ligefrem nyt med trådløs opladning. Det har været at finde i smartphones i en del år, men i de senere år har teknologien ikke været at finde i særlig mange smartphones. I år valgte Apple dog at implementere det i sine iPhones, og når Apple gør noget, gør andre det typisk også. Trådløs opladning er altså i færd med at gøre lidt af et comeback.

Apple Pay
Som den første store it-gigant gjorde Apple det muligt for danskere at benytte sin betalingsløsning, Apple Pay, i Danmark. Dermed er der nu kommet udenlandsk konkurrence til MobilePay og Dankortet. Det baner vejen for, at andre betalingsløsninger også vil have en bid af kagen, nærmere bestemt Google med Android Pay og Samsung med Samsung Pay.

Project Treble
Det er ikke umiddelbart til at spotte ud fra navnet, hvad Project Treble er, og det er måske også gået din næse forbi. Det er dog en feature, som regnes for at have enorm betydning for fremtidens Android-versioner og enhederne med softwaren.

Project Treble består af en masse større ændringer af arkitekturen i Android-kildekoden, som på sigt vil gøre det meget nemmere for producenter at opdatere Android-enheder og installere ny software på dem. Der er en længere teknisk forklaring på, hvad Project Treble er. Den kan du læse her. Det vigtigste, som det giver, er hurtigere softwareopdateringer og flere års understøttelse af disse. Google sigter f.eks. efter at indføre 4 års softwareopdateringer takket være Project Treble.

ARM-baserede Windows-enheder
En feature, der ikke direkte omhandler smartphones, men som er relateret til dem, er Microsofts nylige understøttelse af ARM-arkitekturen. Det muliggør, at Windows 10 kan drives af eksempelvis Qualcomms Snapdragon-processorer. Inden længe får vi Windows-enheder med både Snapdragon 835 og 845 at se på markedet.

Portrætfotos med kun et kamera
Portrætfoto-funktionen i smartphones er ikke ny. Nyt er det til gengæld, at det nu også er muligt ved brug af kun en enkelt kamerasensor. Det demonstrerede Google med Pixel 2 og Pixel 2 XL. I stedet for et dualkamera bruger Google ‘dual pixel’-teknologien i sensoren, som er i stand til at ane små forskelle i dybden på motiver og derigennem skelne forgrund fra baggrund. Dertil afhænger Pixel 2 og Pixel 2 XL også i høj grad af kunstig intelligens til at skelne forgrund fra baggrund og dermed sløre sidstnævnte.

Processorer med kunstig intelligens (NPU)
En såkaldt SoC i mobiler er hele hjernen og består blandt andet af processoren (CPU) og grafikchippen (GPU). En ny tilføjelse til denne i 2017 er den såkaldte NPU (Neural Processing Unit), som er en mikroprocessor, der er designet specifikt til at lave neurale udregninger – altså kunstig intelligens. Denne teknologi benytter både Apple i sin Apple A11 Bionic-processor i de seneste iPhones og Huawei i Mate 10 og Mate 10 Pro.

Smartphones med desktop-tilstand
Sidste feature på listen er muligheden for at omdanne sin smartphone til en desktop-pc. Funktionen er, ligesom trådløs opladning, før set, men nu er brugeroplevelsen forbedret markant. Det er Samsung, der lagde ud med produktet DeX Station, hvor man kan indsætte Galaxy S8 eller Galaxy S8+. DeX Station er koblet til en ekstern skærm, en mus og et tastatur, og så driver telefonen en pc-tilpasset udgave af Android, som vises på den eksterne skærm. Dermed har man noget, der minder om en normal pc-oplevelse.

Huawei har også sin egen løsning kaldet EMUI Desktop, som ikke kræver nogen særlig dockingstation, men derimod bare et kabel med en adapter.

Afstemning

Indlæser ... Indlæser ...

Historien er ikke slut

Meget er sket siden vi kørte artiklen. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. d. 22/11/2017 fulgte vi historien op med historien om Analytiker: Næste års iPhones understøtter dual-SIM – Den videre fortælling finde om emnet finder du her. Seneste nyt om emnet finder du her.