Telenettet sejler stadig lidt

OPDATERET: Efter weekendens massive regnskyld var flere teleselskaber ramt af problemer, men langt de fleste problemer er ved at være løst.

Telenettet sejler stadig lidt

Weekendens skybrud og massive mængder nedbør lagde flere af teleselskabernes netværk delvist ned i hovedstadsområdet.

Store oversvømmelser resulterede i strømsvigt og kortslutninger af de mobilmaster, der leverer dækning til københavnerne.

Men nu er de fleste af operatørerne ved at være på fode igen, dækningsmæssigt.

Der kan dog stadig være problemer for Telia- og 3-kunder omkring København.

Stadig problemer

Telia har i øjeblikket 8-9 mobilmaster, der er vandskadede, omkring Østerbro og Frederiksberg, mens teleselskabet 3 har problemer 20 steder i områderne omkring Østerbro, Hellerup og det sydlige Gentofte.

-”Problemet er hovedsageligt, at vi ikke kan komme til nogle af mobilmasterne, fordi bygningerne er spærret af. Vi står klar med nyt udstyr, men vi kan bare ikke få adgang til at sætte det op,” forklarer Hanne Damgaard, kommunikationskonsulent hos 3.

Hverken 3 eller Telia kan fortælle noget om, hvornår alle master igen kører normalt.

Telenor og TDC er oppe igen

Hos Telenor var hele 88 maste-positioner, spredt over hele København, berørt at regnen. Men alt kører igen normalt, melder Telenor mandag.

Hos TDC er alt også oppe at køre igen.

-”Taget i betragtning, hvor voldsomt uvejret var, er vi sluppet meget billigt,” siger pressemedarbejder Rasmus Avnskjold til Mobilsiden.dk.

Han forklarer, at der stadig er problemer pletvis, men at det ikke er nok til, at slutbrugerne mærker noget til det.

OPDATERET: 3 oplyser nu, at hovedparten af deres sites på Østerbro igen fungerer normalt.

Seneste nyt om emnet

Emnet er stadig relevant. mobilsiden fulgte op på sagen. 27/6/2011 gik vi videre med sagen; Teleselskaberne er klar til Roskilde Festival – Nyheden kan læses her. Redaktionen har fingeren på pulsen. Se seneste nyt her.