Så lang tid er Android-producenterne om at opdatere deres mobiler
Det har været historien hver gang Google udgiver nye tal over fordelingen af de forskellige softwareopdateringer: ”Udrulningen går langsomt”, og ”kun x procent har den nyeste softwareopdateringer efter så og så lang tid”.
Læs også: 1 % af alle Android-enheder har Oreo efter fem måneder
Men hvor slemt er problemet rent faktisk, hvis man zoomer lidt ud og kigger på smartphoneproducenternes udrulning af Android-softwareopdateringer i løbet af de seneste år? Ret slemt, hvis man spørger JR Raphael, som er klummeskribent på flere udenlandske techmedier, heriblandt Computerworld.
Han har i flere år sat fokus på Android-opdateringer – eller manglen på samme, og nu har han taget endnu et kig på, hvordan det står til.
Producenterne bliver langsommere og langsommere
På det første billede, som han har produceret, ses fem smartphoneproducenter, som sælger smartphones i USA. Det skal bemærkes, at disse tal er baseret på, hvornår telefonerne modtager nye opdateringer i USA, hvilket oftest sker før Europa.
På grafen har han vist, hvor hurtige de forskellige producenter er til at rulle ny software ud til deres flagskibe de seneste fire år. De blå søjler er udrulning af Lollipop, rød er Marshmallow, orange er Nougat og grøn er Oreo.
Langs y-aksen ses en pointscore fra 0 til 100, hvor 100 er bedst. Jo flere point producenten opnår, desto hurtigere har producenten været til at udrulle den pågældende opdatering. En producent tildeles eksempelvis 100 point for en udrulning inden for 1-14 dage, 96 point inden for 15-30 dage, 92 point inden for 31-45 dage og så fremdeles. Se udregningen her.
I udregningen har han gjort brug af en formel, hvor 60 % af scoren er ud fra hvor hurtig udrulningen har været til producentens seneste flagskib det gældende år. 30 % af vurderingen er ud fra hvor hurtigt en opdatering rulles til sidste års topmodel, og de sidste 10 % vurderes ud fra producentens kommunikation af softwareopdateringen.
Læs også: Sony: Sådan er vores Android-opdateringspolitik
Som det ses på grafen, scorer Google klart højest blandt de fem producenter og ligger ret stabilt de seneste fire år med 95, 95, 93 og 94 point. Herefter følger HTC, som fik rullet Lollipop (85 point) og Marshmallow (86 point) ret hurtigt ud, men sidenhen er udrulningen sket markant langsommere. Nougat-udrulningen har kun fået tildelt 77 point og Oreo blot 49 point.
Også de tre øvrige producenter, LG, Motorola og Samsung, er dalet markant i ”kvalitet”, når det kommer til udrulning af opdateringer til deres flagskibe. LG er faldet fra 68 til 47 point og har endnu ikke rullet Oreo ud, og meget bedre ser det ikke ud hos Motorola. Så er der til sidst Samsung, hvor Oreo heller ikke indgår i undersøgelsen. Samme tendens gør sig dog gældende: For få år siden gik udrulningen hurtigere, end den gør nu.
Så mange dage tager det at rulle nye versioner ud
Netop hvor langsomme producenterne er til at rulle deres opdateringer ud er illustreret mere simpelt på et andet billede, som du kan se ovenfor. Grafen her viser de samme fem producenter samt antallet af dage, indtil topmodellen det pågældende år modtog opdateringen i USA.
Her ses det tydeligt, at Google klarer sig klart bedst, men at der faktisk gik nogle dage, før udrulningen af Oreo begyndte. HTC har brugt under 100 dage på udrulningen til det nuværende flagskib de seneste år, men det har taget længere og længere tid år for år.
Med Lollipop var Motorola også næsten lige så hurtig som Google, men nu har udrulningen af Oreo taget over 100 dage. Og så er der Samsung og LG, som på undersøgelsestidspunktet endnu ikke havde udrullet Oreo og derfor har brugt meget mere end 200 dage på det.
Så lang er ventetiden til sidste års flagskibe
Hvor gode er producenterne så til at udrulle software til sidste års flagskibe? Det viser ovenstående billede. Her tegner samme billede sig med Google, som kun skal bruge hvad der ser ud til typisk at være en uges tid. Nougat tog dog markant længere, og Marshmallow rullede ud til sidste års modeller med det samme.
HTC ser ud til i gennemsnit at have brugt omkring 100 dage på at opdatere forrige års topmodeller de seneste år, men har også brugt markant længere tid på Oreo end tidligere Android-versioner. Hos LG ser det ikke særligt godt ud. Nougat blev aldrig sendt ud til sidste års topmodel i USA, og Oreo er endnu ikke ankommet til hvad der må være LG G5. De foregående år holdt LG sig ellers på omkring 125 dage.
Til sidst er der Samsung, som lå under 200 dage med udrulningen af Lollipop og Marshmallow til sidste års topmodeller. Nougat tog dog over 200 dage, og Oreo er stadig ikke ankommet til Galaxy S7 og S7+.
Læs også: Google: Snart er det slut med langsomme Android-opdateringer
Konklusionen må altså være, at Android-producenterne i høj grad er på vej den forkerte vej med opdateringer, der år for år tager længere og længere tid – bortset fra Google selv, som ligger stabilt og reelt er den eneste producent, der kommer i nærheden af Apples lynhurtige udrulninger af iOS. Derfor er det også tiltrængt, at flere producenter såsom Nokia ser en fidus i at gøre brug af Googles rene Android-version kaldet ”Android One”. Det gør udrulningen af softwareopdateringer noget hurtigere og simplere for producenterne.
Et andet tiltag, som vi i de kommende år også kommer til at se resultatet af, er det såkaldte Project Treble. Det er en større ændring af Android-kildekoden, som forsimpler opdateringsproceduren for producenter markant. Det er først i Android 8.0 Oreo, at telefoner ud af boksen ankommer med Treble, så måske får vi allerede en hurtigere udrulning af Android P at se til vinter.
Redaktionen har mere i sagen
Redaktionens interesse for emnet fortsatte. mobilsiden gik videre med sagen. Allerede d. 28/2/2018 publicerede vi en opfølgning med et indlæg om De måske første billeder af OnePlus 6 er lækket – Artiklen kan læses her. Det sidste ord er ikke skrevet. Tjek seneste nyt her.