Vivo X Fold er en foldbar high-end Android-telefon

Samsungs foldbare telefoner får nu konkurrence fra kinesiske Vivo, der netop har lanceret flagskibstelefonen X Fold med vilde specifikationer.

Vivo X Fold er en foldbar high-end Android-telefon

Større satsninger på foldbare telefoner fra Android-producenter signalerer, at foldbare telefoner bliver mere og mere almindelige på markedet. Forbrugerne har taget konceptet til sig, og teknologien bag de foldbare skærme er nu så udviklet, at flere producenter har mulighed for at benytte den. Nyeste skud på stammen er en foldbar smartphone fra vivi, der med X Fold har bygget en flagskibstelefon, der kan foldes på midten.

Læs også: Interessen for foldbare telefoner er hurtigt stigende

Vild hardware for en foldbar

Telefonens store foldbare 2K OLED-skærm på otte tommer benytter LTPO 3.0 teknologi, der gør det muligt at have en 1-120 Hz variable refresh rate. OLED-skærmen på ydersiden er 6,43 tommer og dermed ret stor. Begge skærmene er større end dem, vi finder på Samsungs nyeste Galaxy Z Fold 3, hvilket gør Vivo X Fold til en reel konkurrent til Samsungs bedste foldbare enhed.

Læs også: Test af Galaxy Z Fold 3 – den bedste foldbare mobil

Vivo X Fold har desuden fordelen af at have den nyeste generation af Qualcomms high-end chip, nemlig Snapdragon 8 Gen 1-chipsettet, som giver bedre ydelse og mindre strømforbrug. Med en så kraftfuld platform har man de bedste forudsætninger for grafik i topklasse, bedre end med Snapdragon 888, der sidder i Z Fold 3.

Hurtigste opladning i en foldbar telefon

Et batteri på 4600 mAh skal holde den store skærm på X Fold kørende. Her er også lynopladning på 66W, hvilket er den hurtigste opladning i en foldbar telefon.

Endelig er der kameraet i telefonen. Her finder vi en hovedsensor på 50 megapixel, en lang zoomlinse på otte megapixel, en kort zoom-linse på 12 megapixel samt en ultra vidvinkel på 48 megapixel. Det giver tilsammen et komplet kamerasystem, der er fuld af funktioner og muligvis det mest kraftfulde, vi endnu har set i en foldbar telefon. Vivo har samarbejdet med Zeiss om kameraet.

Se også: De tre bedste foldbare telefoner falder nu i pris

Hvornår kommer Vivo X Fold?

Generelt set er dette en spændende telefon og en seriøs konkurrent til Samsung, i hvert fad på papiret. Vi må vente og se, hvordan den klarer sig i virkeligheden. Desværre er telefonen indtil videre kun lanceret i Kina, og vi ved endnu ikke, hvornår den kommer ud på markedet i resten af verden.

Se også: Nyheder om telefoner med 5G