Flere elbiler på vejene giver kø ved ladestandere

Der er i dag flere elbiler på de danske veje end nogensinde før. Der er samtidig kommet flere offentlige ladestandere til, men det er ikke nok.

Flere elbiler på vejene giver kø ved ladestandere

Antallet af elbiler på de danske veje er hurtigt stigende, men det bliver samtidig sværere at få dem ladet op. Der er godt nok flere ladestandere på vej, men det går ikke hurtigt nok.

August måned bød på 12.756 nyregistreringer af personbiler på de danske veje, hvilket er et fald på 19,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Bilindustrien har stadig store udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med chips og delkomponenter, hvilket er en af grundene til det faldende bilsalg. For elbilerne går det dog stadig strygende, hvor der i august kom 2.446 nye elbiler på vejene, svarende til 19,1 procent af det samlede bilsalg.

Læs også: Danmarks største ladestation får plads til 30 elbiler

Antallet af elbiler fordoblet

I dag kører der samlet set 95.288 elbiler rundt på de danske veje, hvilket er en fordobling i forhold til sidste år. I samme periode sidste år var dette tal på 47.629 elbiler.

Der er samtidig kommet flere offentlige ladestandere til. I slutningen af sommeren sidste år var der 3.720 offentlige ladepunkter i Danmark, hvilket nu er steget til 6.779. Ved motorvejsstrækninger er der også kommet flere lynladestationer. Men det er ikke nok, informerer De Danske Bilimportører:

“Det går den rigtige vej med opsætningen af ladestandere til elbiler, men der er over 730.000 danske familier med bil, der bor i enten etagebolig, rækkehus eller lign, der ikke nødvendigvis har mulighed for egen ladeboks. Disse familier er afhængige af offentlige “kantstens-ladere” og opladning på arbejdspladsen. Her skal der for alvor turbo på!” lyder det fra Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Mangel på ladestandere er problematisk

Manglen på opladere betyder, at det kan være svært at få elbilen opladt. Særligt familier med bil i etageejendomme uden parkeringsmulighed er udfordret. Samtidig kan de flere elbiler skabe kø ved ladestandere og dermed længere ventetid på at kunne komme videre. Den mangelfulde infrastruktur er problematisk og en hindring for at købe elbil.

Se også: Nyheder om elbiler