Test af Mercedes-Benz GLC – komfort og teknik i topklasse

Den elektriske Mercedes-Benz GLC imponerer med fornem kørekomfort, støjsvag kabine og lynhurtig opladning, men ekstraudstyret koster kassen.

Test af Mercedes-Benz GLC – komfort og teknik i topklasse

Mercedes-Benz er klar med den fuldelektriske GLC, som bygger på mærkets nyeste 800 volt-batterisystem med overskud af teknik og luksus.

Læs vores test og bedømmelse af Mercedes-Benz GLC og se de bedste alternativer til den store SUV.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Mercedes-Benz GLC

Mercedes-Benz GLC: Luksuriøs SUV

Den nye Mercedes-Benz GLC er en mellemstor SUV i den store mellemklasse. Modellen adskiller sig markant fra mærkets tidligere elbiler ved at droppe det udskældte ultraglatte design til fordel for et mere selvsikkert og skarpt udtryk.

Foto: Mobilsiden.dk

Blandt de mest iøjnefaldende detaljer er den oplyste kølergrill med hele 942 oplyste stjerner, som ser særdeles fedt ud i mørke.

Den elektriske GLC placerer sig i det voksende felt af luksuriøse familiebiler og går direkte efter kunder, der overvejer konkurrenter som BMW iX3, Volvo EX60 og Audi Q6 e-tron.

Kabinen efterlader generelt et rigtig velbygget og eksklusivt helhedsindtryk. Dørene smækker med en tung, solid klang som på en kampvogn, og støjniveauet under kørsel er behageligt lavt.

Foto: Mobilsiden.dk

Byggekvaliteten er høj omkring instrumentbrættet og dørene, om end midterkonsollen føles en smule mere plastikagtig, end man burde forvente i denne prisklasse.

Højttalerne kan desuden rasle en smule i dørene ved kraftig musik, hvilket giver en lidt øv-følelse taget prisen i betragtning.

Se også: Alle elbiler fra Mercedes-Benz

Hvor stor er Mercedes-Benz GLC?

Mercedes-Benz GLC strækker sig over 4.845 millimeter i længden, 1.913 millimeter i bredden og 1.644 millimeter i højden med en lang akselafstand på 2.972 millimeter. Dermed er den en lille smule større end den direkte konkurrent BMW iX3.

Den køreklar vægt ligger mellem 2.370 og 2.535 kg alt efter variant.

Mercedes-Benz GLC er indrettet med fem gode siddepladser, hvoraf de yderste bagsæder har ISOFIX-beslag til børnesæder.

Bagagerummet rummer 570 liter med bagsæderne oprejst og op til 1.740 liter, når ryglænene lægges ned. Dertil kommer et usædvanligt rummeligt frunk under frontklappen på hele 128 liter, som kan rumme en kabinekuffert og ladekabel.

Frontklappen åbnes let og elegant via en tilgængelig knap i bunden af venstre fordør eller ved et tryk på Mercedes-logoet på bilens tud. Dejligt nemt!

Takket være den forlængede akselafstand er benpladsen på bagsædet glimrende. Selv høje passagerer på op mod 195 cm sidder med fin plads til både knæ og fødder under forsæderne.

Foto: Mobilsiden.dk

Førersædet kan rykkes ualmindeligt langt tilbage til gavn for langbenede førere. Loftshøjden er fin, om end den lave siderudehøjde gør følelsen af loftshøjde en smule mindre end i de største SUV-modeller i klassen.

Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads

Hvor lang rækkevidde har Mercedes-Benz GLC?

Mercedes-Benz GLC benytter den nye dedikerede elbilplatform MB.EA-M med NMC-batterier med en nettokapacitet på enten 85,0 kWh eller 94,0 kWh.

Den maksimale WLTP-rækkevidde nås i udgaven GLC 400 4MATIC med 94 kWh-batteriet, som er opgivet til op mod 673 kilometer på en opladning, mens basismodellen GLC 250 klarer op til 647 kilometer med sit 85 kWh batteri. Strømforbruget lyder på mellem 151 og 158 Wh/km alt efter variant.

Foto: Mobilsiden.dk

Rækkevidden er fuldt konkurrencedygtig, selvom konkurrenter som Volvo EX60 og BMW iX3 stiller op med større batterier . I praksis – alt efter kørestil og hastighed naturligvis – skal du forvente noget lavere rækkevidde end de lovede 673 kilometer i topudgaven.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Hvor hurtigt oplader Mercedes-Benz GLC?

Som standard må du nøjes med 11 kW AC-opladning, som tager mellem 9 og 10,5 timer alt efter variant. Ønsker du dobbelt så hurtig AC-opladning, kan det tilkøbes for 8.197 kroner.

Opladning på DC-lynladere er bilens store glansnummer. Takket være batterisystemet med en spænding på 800 volt topper DC-ladeeffekten på 320 kW for varianterne med 85 kWh batteri og 330 kW for varianten med 94 kWh batteri.

Foto: Mobilsiden.dk

På en 400 kW lynlader toppede ladeeffekten på hele 351 kW ved 10 procent, og ladekurven holdt sig stabilt over 200 kW helt op til 57 procent batterikapacitet. 10 til 60 procent var i øvrigt overstået på kun 12 minutter. Officielt tager 10 til 80 procent på blot 22 minutter, hvilket placerer GLC rigtigt flot taget batteristørrelserne i betragtning.

Se også: Disse elbiler oplader hurtigst

Hvordan kører Mercedes-Benz GLC? Og hvor hurtig er den?

Basismodellen GLC 250 drives af en enkelt elmotor på bagakslen med en ydeevne på 260 kW (354 hk), som sender den fra 0-100 km/t på 5,9 sekunder.

Trinnet over er den firehjulstrukne GLC 300 4MATIC med 310 kW (421 hk), og topmodellen GLC 400 4MATIC yder svimlende 360 kW (489 hk) og har et drejningsmoment på 800 Nm fra to elmotorer. Det giver en acceleration fra 0-100 km/t på blot 4,3 sekunder og en tophastighed på 210 km/t.

Foto: Mobilsiden.dk

Køreegenskaberne er stærkt præget af komfort og overskud. Undervognen er behagelig og blød og opsluger urenheder i asfalten uden besvær.

Elbilen har en skarp drejeradius på 12,1 meter trods sin størrelse, hvilket gør den ret nem at manøvrere.

Den intelligente rekuperation fungerer elegant og bremser automatisk ned mod rundkørsler og forankørende, og den stærke rekuperationsindstilling muliggør ægte one pedal drive.

Foto: Mobilsiden.dk

En mindre anke er dog, at den intelligente rekuperation ved trillekørsel ned ad bakke ikke selv formår at bremse bilen, hvis den maksimalt tilladte hastighed overskrides, hvorfor man manuelt må træde let på bremsen. Det havde da været lidt mere intelligent, hvis bilen selv gjorde det.

Mercedes-Benz GLC udmærker sig med en høj trækkapacitet, da varianten med firehjulstræk må trække op til 2.400 kg med bremser. Den tilladte lasteevne udgør mellem 505 og 454 kilo alt efter variant, hvilket matcher de bedste rivaler i klassen.

Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration

Hvordan er softwaren i Mercedes-Benz GLC?

Softwaren i GLC kører på det egenudviklede MB.OS-operativsystem. Førerpladsen domineres af skærme, hvor man enten får den gigantiske MBUX Hyperscreen på 39,1 tommer tværs over instrumentbrættet eller MBUX Superscreen.

Foto: Mobilsiden.dk

Førerskærmen bag rattet har en ideel størrelse og placering, så man har et godt udsyn, uden at rattet skygger.

Foto: Mobilsiden.dk

Infotainmentsystemet er lynhurtigt og er blevet meget bedre end tidligere. Softwaren opleves dog visse steder en smule for grafiktungt og uoverskueligt. Det er ligeledes en skam, at betjening af klimaanlæg, lændestøtte og massagesæder er rykket ind på touchskærmen. Dertil har stemmeassistenten en utiltalende og udpræget robotstemme.

Navigationen, som bruger Google Maps bag overfladen, er derimod utrolig præcis til at beregne forventet batteriniveau ved ankomst.

Foto: Mobilsiden.dk

Rullehjulet på rattet til fartpiloten reagerer langsomt og tøvende ved manuel justering af hastigheden, hvilket konstant irriterer. Skiltekendelsen kan desuden ikke indstilles med en fast forskydning på eksempelvis +5 km/t.

Ydermere er det skuffende, at trådløs Apple CarPlay og Android Auto er et tilkøb – især i denne prisklasse.

Mercedes-appen leverer til gengæld en af markedets bedste mobiloplevelser. Og går du op i, om hastighedsadvarslen ved overskridelse er til at holde ud at høre på, så er den dejlig mild i Mercedes-Benz’ biler.

Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer

Udstyr i Mercedes-Benz GLC

Standardudstyret indeholder vigtige elementer som LED-forlygter, panoramatag, digital førerskærm, bakkamera, trådløs mobilopladning og el-justerbare komfortsæder.

Foto: Mobilsiden.dk

I sædvanlig Mercedes-stil er du dog nødt til at tilkøbe dyre ekstraudstyrspakker for at opnå et anstændigt udstyrsniveau.

Foto: Mobilsiden.dk

Ønsker man MBUX Superscreen, oplyst stjerne og udvidet ambiente-belysning, skal man op i Advancepakke Plus til 33.526 kroner.

Foto: Mobilsiden.dk

Premiumpakke koster 82.696 kroner og tilføjer Burmester 3D-lydanlæg, Digital Light og Keyless-Go, mens Premiumpakke PLUS forlanger 130.376 kroner for Hyperscreen og massagesæder.

Foto: Mobilsiden.dk

Avantgarde-designlinjen er gratis, men du kan købe dig fattig i enten en AMG-designlinje til 32.408 kroner, en AMG designlinje PLUS til 83.813 kroner eller interiør- og eksteriørudvidelser.

Foto: Mobilsiden.dk

Sammenlignet med kinesiske rivaler som Xpeng G9 og Zeekr 7X, hvor næsten alt udstyr er standard, er Mercedes-Benz’ betaling for udstyr nærmest pinlig. Det burde de ikke være bekendt.

Se også: Elbiler med mest udstyr

Mercedes-Benz GLC: Pris, leasing og garanti

Prismæssigt starter Mercedes-Benz GLC 250 ved 522.900 kroner, mens GLC 300 4MATIC koster fra 565.900 kroner, og topmodellen GLC 400 4MATIC begynder ved 619.900 kroner.

Topmodellen, som Mercedes-Benz hævder er den mest solgte, kan altså lynhurtigt bevæge sig op i et prisleje, der hedder 800.000-900.000 kroner. Selv om bilens startpris er tæt på BMW iX3 og Audi Q6 e-tron, bliver Mercedes-Benz GLC hurtigt dyrere, hvis du ikke er bange for at krydse ekstra udstyr af i konfiguratoren.

Foto: Mobilsiden.dk

Ønsker du at privatlease Mercedes-Benz GLC, findes det billigste tilbud ved en 36 måneders aftale med en udbetaling på 45.000 kr. og en månedlig ydelse på 7.695 kroner inklusive 15.000 kilometer om året.

De samlede leasingudgifter udgør efter 36 måneder 322.020 kroner, hvilket svarer til 61,5 procent af kontantprisen. Du får dog en bilforsikring med i prisen, hvilket gør tallet kunstigt højt.

Mekanisk fabriksgaranti på Mercedes-Benz GLC gælder i 5 år eller 200.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først, mens batterigarantien dækker i 8 år eller 160.000 kilometer.

Hermed placerer Mercedes-Benz sig meget fordelagtigt over for sine konkurrenter.

Se også: Garantier på elbiler

Fordele og ulemper ved Mercedes-Benz GLC

Der er mange fordele og ulemper ved Mercedes-Benz GLC. Her er de vigtigste:

Fordele ved Mercedes-Benz GLC

  • Glimrende kørekomfort med en behagelig, blød undervogn og lavt støjniveau.
  • Lynhurtig 800 volt-opladning med op til 351 kW ladeeffekt i praksis.
  • Rummeligt bagagerum på 570 liter suppleret af et usædvanligt stort 128 liters frunk.
  • Lynhurtig software med yderst præcis rækkeviddeberegning i navigationen.
  • Høj trækkapacitet på op til 2.400 kg for modellen med firehjulstræk.

Ulemper ved Mercedes-Benz GLC

  • Komfortudstyr kræver dyre ekstraudstyrspakker.
  • Betjening af klimaanlæg, lændestøtte og massage er rykket ind i skærmen.
  • Apple CarPlay og Android Auto er tilkøb i en bil til mere end en halv million!
  • Rullehjulet på rattet til fartpiloten reagerer langsomt og upræcist ved justeringer.
  • Stemmeassistenten har en robotagtig udtale.

Mercedes-Benz GLC: Luksuriøs SUV med sublime køreegenskaber

Mercedes-Benz GLC viser sig som en overordentlig vellykket og højteknologisk elektrisk SUV. Den dedikerede platform sikrer fremragende pladsudnyttelse, lynhurtige DC-opladning og en køreoplevelse præget af ro og velbalanceret affjedring.

Batteriet og rækkevidden rækker til meget lange motorvejsstræk, og kabinen føles eksklusiv og solid. Den store SUV rammes dog af mærkets velkendte prispolitik, hvor udstyr kræver dyre pakker.

Foto: Mobilsiden.dk

Manglen på fysiske knapper til visse funktioner irriterer ligeledes i hverdagen. GLC er en fremragende elbil, men det koster kassen at få det hele med.

Mercedes-Benz GLC får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 83/100 i test.

Bedste alternativer til Mercedes-Benz GLC

Blandt de bedste alternativer til Mercedes-Benz GLC er:

  • BMW iX3
    Bedømmelse: 86/100
    Pris: Fra 519.000 kr.
  • Volvo EX60
    Bedømmelse: 85/100
    Pris: Fra 579.900 kr.

Se også: Sammenlign alle elbiler i den store mellemklasse

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed