Opladning af elbilen med Clever eller Norlys: Hvem er billigst?

Hvem er billigst til opladning af elbilen? Clever eller Norlys? Se stor sammenligning af, hvem der har det billigste abonnement - og se det bedste alternativ til Clever og Norlys.

Opladning af elbilen med Clever eller Norlys: Hvem er billigst?

Mange danskere skaffer elbil i disse år. I den forbindelse skal der tages stilling til, hvilken ladeløsning man ønsker. Er du ny i elbilverdenen, så velkommen til gedemarkedet, for der er rigtigt mange ladeløsninger at vælge mellem.

To af de mere populære ladeløsninger er fra Clever og Norlys. Vi dykker her ned i, om Clever eller Norlys er billigst – både hvis du kan få ladeboks i hjemmet og hvis du ikke har mulighed for at få installeret en ladeboks i hjemmet.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Opladning fra Clever eller Norlys – hvad er forskellen?

Lad os først se nærmere på, hvad forskellen er på ladeabonnementerne fra Clever og Norlys.

Ubegrænset opladning til fast pris med Clever One

Clever har to abonnementer: Clever One til dig, der kun oplader på farten, og Clever One med ladeboks til dig, der kan få egen ladeboks i hjemmet.

Clever One koster 899 kr./md. og giver adgang til fri og ubegrænset opladning på Danmarks største ladenetværk, der består af 49.371 ladepunkter, herunder 1.467 lynladepunkter. Der er 2 måneders binding.

Clever One med ladeboks koster 799 kr./md. + evt. energitillæg. Standardinstallation med leje af en ladeboks koster 2.999 kr. Her får du fri opladning på både din hjemmelader og på Clevers ladenetværk. Der er 6 måneders binding.

Uanset om du bruger Clever One eller Clever One med ladeboks, får du adgang til andre ladeoperatører i Europa, som Clever samarbejder med. Her kan du enten lade gratis eller få rabat.

Norlys: To typer abonnementer til opladning af elbilen

Norlys har to forskellige ladeløsninger: Oplad Ude og Ladeboks med fastprisabonnement.

Oplad Ude er til dig, der ikke kan få egen ladeboks i hjemmet. Abonnementet giver 10 % rabat i Basis-abonnementet mod en månedlig abonnementspris på 19 kr. eller 20 % rabat i Plus-abonnementet mod en månedlig abonnementspris på 59 kr./md.

Hurtig- og lynladning koster dermed enten 3,14 kr./kWh eller 2,8 kr./kWh i stedet for normalprisen på 3,49 kr./kWh. Normalladning koster enten 2,7 kr./kWh eller 2,4 kr./kWh i stedet for 2,99 kr./kWh. Abonnementerne kan opsiges med et varsel på løbende måned + 30 dage.

Den anden ladeløsning fra Norlys er Ladeboks med fastprisabonnement, som inkluderer opladning i hjemmet og adgang til Norlys’ ladenetværk.

Installation af en ladeboks, som lejes, koster 499 kr. Fastprisabonnementet er modsat Clever One begrænset til en vis mængde strøm om måneden. Derefter betaler man for øvrigt forbrug efter de gældende priser på hjemmeladning og Norlys’ offentlige ladestandere.

Ladeboks med fastprisabonnement fås i to udgaver:

  • Oplad 15, som inkluderer 250 kWh/md. (svarer til cirka 15.000 km om året) for 449 kr./md.
  • Oplad 25, som inkluderer 400 kWh/md. (svarer til cirka 25.000 km om året) for 599 kr./md.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers opladning

Clever eller Norlys: Opladning hjemme og ude

Nedenfor har vi sammenlignet Clever One med ladeboks og Norlys Ladeboks med fastprisabonnement, hvor man i begge abonnementer kan oplade både ude og hjemme:

Af tabellen fremgår det, at Norlys er billigst, hvis du har et begrænset, et gennemsnitligt kørselsforbrug eller op til 30.000 km om året. En dansker kører ifølge Skatteministeriet i gennemsnit 15.000 km om året, og her koster Norlys’ ladeløsning med ladeboks i hjemmet næsten det halve af Clever One med ladeboks.

Det er værd at hæfte sig ved, at Norlys’ pris kan gøres billigere, hvis man anvender de lidt billigere normalladere i stedet for lynladere. Ofte har man brug for at komme hurtigt fra a til b, og derfor vil lynladere ofte være den type lader, som mange vælger på farten. Alternativt kan også vælges en anden ladeudbyder end Norlys til offentlig opladning for den mængde strøm, der overskrider det inkluderede forbrug i Oplad 15- og Oplad 25-abonnementerne.

Det er først, når man kører omkring 30.000 km om året, at den høje månedlige pris på Clever One kan svare sig. Jo mere du kører herefter, desto bedre kan Clever One med ladeboks svare sig i forhold til Norlys – eller nogen anden ladeløsning for den sags skyld.

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark

Clever eller Norlys: Opladning ude

Mange danskere kan ikke oplade elbilen derhjemme. Her kommer Clever One til 799 kr./md. og Norlys’ Oplad Ude-abonnementer ind i billedet.

Billedet er lidt det samme. Clever One er alt for dyrt til de danskere, der kører mindre end eller omkring gennemsnittet. Vi viser herunder en prissammenligning både ved lyn- og normalladning hos Norlys.

Kun ved lynladning

Ved lynladning er Norlys Oplad Ude Basis klart billigst, så længe du har et begrænset kørselsbehov. Norlys Oplad Ude Plus og Clever One koster næsten det samme med et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året.

Kører du 20.000 km om året eller endnu mere, kan Clever One dog sagtens svare sig i forhold til Norlys. Jo mere du kører, desto bedre kan Clever One svare sig.

Kun ved nomalladning

Vælger du kun at bruge normalladere hos Norlys, er prisen en smule lavere, og det kan derfor bedre svare sig i forhold til Clever One.

Ved et gennemsnitligt kørselsforbrug er Norlys Oplad Ude Plus cirka 142 kr. billigere per måned end Clever One, men allerede når du kører 20.000 km om måneden, er Clever One billigst. Og jo mere du kører, desto bedre kan Clever svare sig.

Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027

Overvej en anden ladeudbyder end Clever og Norlys

Konklusionen er altså klar. Norlys er billigst til dig, der kører meget lidt eller har et gennemsnitligt kørselsforbrug, mens Clever er billigere end Norlys, hvis du kører langt.

Men det store spørgsmål er, om du overhovedet bør vælge et ladeabonnement fra Clever eller Norlys. Kan du få en ladeboks installeret i din husstand, er vores klare anbefaling at vælge en ladeløsning, hvor du betaler for dit reelle forbrug frem for et fastprisprodukt.

Med en ladeløsning, hvor du betaler for dit forbrug, undgår du at betale for meget, hvilket du nemt kan komme til især med Clevers ladeløsning, men også med Norlys’ ladeløsning.

En undersøgelse fra Konkurrencerådet har nemlig vist, at halvdelen af elbilejerne ikke har valgt den billigste ladeløsning, og at de derfor i gennemsnit betaler 70 procent for meget for at få ladet deres elbil.

Har du solceller, elvarme og/eller varmepumpe i din husstand, er du i forvejen berettiget til reduceret elafgift, men hvis ikke, kan du vælge at købe et abonnement med serviceaftale, som giver dig mulighed for at få refunderet elafgiften. Dermed koster det kun omkring 418 kr./md. at oplade elbilen, hvis du har et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året – altså flere hundrede kroner billigere end Clever og Norlys’ ladeprodukter.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Perspektivering

Overvejer du at få en ladeboks installeret til opladning af elbilen i hjemmet? Så læs meget mere om installation, priser, ladeudbydere, typer af ladeløsninger og valg af ladeboks i Mobilsidens guide til opladning af elbilen i hjemmet.

Vi anbefaler:
Guide til opladning af elbil i hjemmet
Oplad elbilen på få minutter
Disse elbiler har længst rækkevidde i forhold til prisen