Ny Skoda Enyaq lanceret: Specifikationer, billeder og pris

Skoda har præsenteret ny 2025-model af Enyaq, der byder på nyt design og tekniske opgraderinger. Se specifikationer, billeder og pris i Danmark.

Ny Skoda Enyaq lanceret: Specifikationer, billeder og pris

Skoda har i dag præsenteret en helt ny Enyaq med op til 585 km rækkevidde og nyt Modern Solid-design. Se specifikationer, billeder og pris på ny Skoda Enyaq herunder.

Se også: Alle elbiler fra Skoda i Danmark

Ny Skoda Enyaq koster fra 299.995 kr.

Med de seneste prisfald på nogle af de mest populære elektriske SUV’er på markedet, havde vi forventet, at Skoda ville være skarpe på prisen med den nye Enyaq – og dét er de.

Den nye Skoda Enyaq har nemlig fået en pris lige under 300.000 kr. Vi havde gættet på en pris fra 275.000 kr., hvis altså de introducerede den med et 52 kWh batteri.

De 299.995 kr. for 2025-modellen af Skoda Enyaq er dog med et større 59 kWh batteri, som giver den en rækkevidde på 430 km. Den er altså 35.000 kr. dyrere end den mindre Skoda Elroq med samme batteri.

Design, indmad og udstyr som Elroq

Det er netop søsterbilen Elroq, som den nye Enyaq deler design, indmad og udstyrspakker med. Den nye Skoda Enyaq har samme Modern Solid-Design med Tech-Dech Face og identisk kabine. Den er naturligvis længere end Elroq, da den byder på et større bagagerum.

Størrelsesmæssigt er den nye Enyaq 9 millimeter længere og har en 1 millimeter længere akselafstand end dens forgænger. Dimensionerne hedder 4.658 x 1.879 x 1.622 mm og akselafstand på 2.766 mm.

Det nye Modern Solid-design pryder ikke kun Enyaq, men gør den også mere aerodynamisk. Luftmodstandskoefficienten er faldet fra 0.256 til 0.245 cd, og ned til 0.225 i Enyaq Coupé.

I basismodellen får man derfor specifikationer som 63 kWh-batteri, lynopladning fra 10-80 procent på 24 minutter, 150 kW (204 hk) motor på bagakslen, og en topfart på 160 km/t.

Er der brug for længere rækkevidde, er der Enyaq 85 med 77 kWh batteri, som giver en rækkevidde på op til 575 km. I denne variant får man også den kraftigere APP550-motor med 210 kW (286 hk). Skoda Enyaq 85 koster fra 349.995 kr.

Enyaq 85x byder på firehjulstræk og samme ydeevne som Enyaq 85 til en pris fra 369.995 kr.

2025-Enyaq har et bagagerum på 585 liter – samme størrelse som nuværende Enyaq. Den trækker op til 1.200 kg på krogen i Enyaq 85x og 1.000 kg i Enyaq 60 og 85. Der er tre ISOFIX-beslag som standard.

I basismodellen accelererer den nye Enyaq fra 0-100 km/t på 8,1 sekunder. Enyaq 85 og 85x klarer 0-100 km/t på 6,7 sekunder.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Skoda Enyaq

Også i en coupé-variant

Skoda har også introduceret den nye Enyaq i en coupé-variant, hvor man får en anelse længere rækkevidde på op til 585 km med 77 kWh batteri. Coupé’en byder på et mere sporty design, et lidt mindre bagagerum på 570 liter og en anelse bedre aerodynamik.

Merprisen for Skoda Enyaq Coupé er 15.000 kr. i forhold til den almindelig Enyaq. Prisen på Enyaq Coupé starter dermed ved 314.995 kr.

Udstyr og Skoda Enyaq Sportline-varianter

Enyaq byder på standardudstyr som Travel Assist adaptiv fartpilot, el-bagklap med virtuel pedal, 3-zonet klimaanlæg, varme i rattet, Kessy Advanced nøglefri betjening, Phonebox med trådløs opladning, alarm, mørktonede ruder bag, anhængertrækforberedelse og varmepumpe.

Der er også introduceret Sportline-varianter af Enyaq, som byder på en mere sporty køreoplevelse og mere udstyr.

Alle Enyaq Sportline har som standard fuld LED Matrix-forlygter, LED High-baglygter, el-førersæde med memory og massage, sideairbags bag (i alt 9 airbags) og solgardiner i bagdørene.

Dertil kommer sportsforsæder, indtræk af Suedia/leatherette, pedalkapper i aludesign, ambiente-belysning og sportsmultifunktionslæderrat med varme og paddles for rekuperation.

Sportline-modellerne har desuden 20” alufælge, ligesom tagrælingen, frontspoileren og sidespejlene – med velkomstlys – er blank sorte.

Dette udstyr kan tilkøbes til de øvrige Enyaq-modeller i form af en Premium-pakke til 19.995 kr.

Senere i 2025 kommer også en ny Skoda Enyaq RS.

Priser på alle varianter af Skoda Enyaq og Enyaq Coupé

Herunder kan du se samtlige danske priser på alle varianter af den nye Skoda Enyaq og Enyaq Coupé.

Variant Motor, batteri og rækkevidde Pris
Enyaq 60 204 hk, 59 kWh  og 430 km 299.995 kr.
Enyaq 60 Sportline 204 hk, 59 kWh  og 428 km 339.995 kr.
Enyaq 85 286 hk, 77 kWh og 575 km 349.995 kr.
Enyaq 85 Sportline 286 hk, 77 kWh og 572 km 389.995 kr.
Enyaq 85x 286 hk (4×4), 77 kWh og 539 km 369.995 kr.
Enyaq 85x Sportline 286 hk (4×4), 77 kWh og 536 km 409.995 kr.
Variant Motor, batteri og rækkevidde Pris
Enyaq Coupé 60 204 hk, 59 kWh  og 439 km 314.995 kr.
Enyaq Coupé 60 Sportline 204 hk, 59 kWh  og 434 km 354.995 kr.
Enyaq Coupé 85 286 hk, 77 kWh og 585 km 364.995 kr.
Enyaq Coupé 85 Sportline 286 hk, 77 kWh og 575 km 404.995 kr
Enyaq Coupé 85x 286 hk (4×4), 77 kWh og 547 km 384.995 kr.
Enyaq Coupé 85x Sportline 286 hk (4×4), 77 kWh og 539 km 424.995 kr

Forudbestilling af ny Skoda Enyaq

Kan man bestille den nye Skoda Enyaq nu? Der åbnes for forudbestillinger den 9. januar. De første eksemplarer lander hos de danske forhandlere i april.

Se også: Test af de nyeste elbiler i Danmark

Billeder af Skoda Enyaq (2025)

Det nye design på Skoda Enyaq og Enyaq Coupé i detaljer.

Alternativer til Skoda Enyaq

Den nuværende Skoda Enyaq er blandt de mest populære elbiler i 2024. Det er samtidig tydeligt, at Skoda har ramt rigtigt med designet på den nye Elroq. Er prisen rigtig, så er derfor gode muligheder for, at Enyaq endnu engang kan blive et hit herhjemme.

Det er dog et segment, hvor der er intens konkurrence. Blandt alternativerne er der et stort udvalg af SUV’er i mellemklassen, som for eksempel Hyundai Ioniq 5, Renault Scenic E-Tech Electric og Volkswagen ID.4, som alle nu koster under 300.000 kr. Den nye Enyaq skal også konkurrere mod en ny Tesla Model Y, som lanceres i starten af 2025.

Se også: Se priser, leasingpriser og specifikationer på elbiler

Vi anbefaler:
Stor guide til opladning af elbil hjemme
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den