Fysiske knapper vender tilbage i Volkswagens elbiler

Volkswagens irriterende touchknapper rundt omkring i kabinen er snart fortid. I 2026 vender fysiske knapper tilbage, og Volkswagen lover aldrig begå samme fejl igen.

Fysiske knapper vender tilbage i Volkswagens elbiler

Volkswagen erkender, at det var en fejl at bruge berøringsskærme og touchknapper til alle betjeningsfunktioner i hidtidige elbiler. Derfor bringer Volkswagen de fysiske knapper tilbage gældende fra den kommende bybil ID. 2all, som kommer i 2026.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Volkswagen: Vil aldrig begå denne fejl igen

Volkswagens designchef Andreas Mindt oplyser til Autocar, at essentielle funktioner såsom indstilling af lydstyrke, sædevarme, ventilation og aktivering af havariblink vil have dedikerede knapper under infotainmentskærmen.

I dag anvender Volkswagen touchknapper til betjening af disse ting under infotainmentskærmen, og for at gøre ondt værre benytter Volkswagen også nogle stærkt kritiserede touchknapper på rattet.

På touchknapperne på rattet kan man trykke både blødt og hårdt, og en forstyrrende haptisk feedback giver en samlet dårlig oplevelse ved betjening af knapperne.

”Vi vil aldrig nogensinde begå denne fejl igen. På rattet vil vi have fysiske knapper. Ikke noget med at gætte mere. Der er feedback, det er ægte, og folk elsker det. Helt ærligt, det er en bil. Det er ikke en telefon, det er en bil,” erkender Andreas Mindt.

Både Volkswagen ID. 2all og ID. EVERY1 kommer til at få helt nye knapper på rattet, hvor brugeren rent faktisk kan fornemme knapperne uden at skulle kigge på rattet – og ikke mindst mærke, at knappen bliver trykket på.

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark

Perspektivering

Det er næppe helt tilfældigt, at Volkswagen først nu ændrer kurs i forhold til berøringsknapper. Fra 2026 begynder EuroNCAP nemlig at belønne biler, som har fysiske knapper. Det er nemlig bevist, at skærme og touchknapper distraherer under kørslen, og at helt simple ting tager meget længere tid at betjene på en touchskærm.

Hvis der er noget, der kan motivere bilproducenterne, er det formentlig at følge EuroNCAPs anbefalinger til at opnå en topkarakter i sikkerhedstest.

Volkswagen har aktuelt et bredt udvalg af elbiler: Lige fra bybilen ID.3 og SUV’erne ID.4 og ID.5 til sedanen ID.7, stationcaren ID.7 Tourer og minibusserne ID.Buzz Kort, ID. Buzz Lang og e-Caravelle.

Næste elbiler i rækken fra Volkswagen bliver som bekendt den lille bybil ID.2all i 2026, som kommer til at koste omkring 200.000 kr.. Derefter følger Volkswagens mindste og billigste elbil, den endnu mindre bybil ID.EVERY1, som kommer i 2027.

Vi ser frem til nye elbiler fra Volkswagen med flere rigtige knapper og færre ting, som betjenes via touch, da vi – som mange andre – har haft det som et gennemgående kritikpunkt i Volkswagens elbiler.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den
Bliv klogere på hjemmeopladning af elbil