Store problemer med at opdatere Volkswagen ID.4 og ID.5

Opdateringskaos hos Volkswagen: Mange ældre udgaver af ID.4 og ID.5, der opdateres fra 3.2 til 3.7, går i baglås, mens alarmen går amok i nye 2024-modeller.

Store problemer med at opdatere Volkswagen ID.4 og ID.5

Det er ikke kun manglende efterspørgsel på elbiler og udsigt til fyringer, fabrikslukninger og lønnedskæringer, der giver Volkswagen hovedpine for tiden.

Volkswagen må også ærgre sig gevaldigt over ikke bare én, men to uheldige episoder i Danmark omhandlende over the air-opdatering af SUV’erne ID.4 og ID.5 – eller måske snarere et forsøg på at opdatere dem.

Et stort antal danskere har nemlig oplevet gevaldige problemer i forbindelse med opdatering af deres elbiler. Der er tale om to separate hændelser, og det er næsten svært at sige, hvilken af de to fejlramte opdateringer der er mest ubelejlig.

Se også: Se priser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID.4

ID.4 og ID.5 går i baglås efter opdatering fra 3.2 til 3.7

Det første problem har stået på, siden Volkswagen siden september – men først for alvor i november i Danmark – begyndte at udrulle en opdatering fra version 3.2 til 3.7 til 2021- og 2022-udgaver af ID.4 og ID.5.

Opdateringen har dog fået softwaren i et stort antal danske ejeres biler til at bukke fuldstændig under. I sig selv er det voldsomt, at Volkswagens biler – på papiret – er 210 minutter om at gennemføre opdateringen. Det er lang tid.

Virkeligheden er dog endnu værre for mange, som oplever, at bilerne slet ikke gennemfører opdateringen, og at de derfor kommer ud til en ID.4 eller ID.5, der er gået fuldstændig i baglås. Fjernbetjeningen kan ikke låse bilen op, men man kan komme ind i bilen via nødnøglen. Dog virker softwaren ikke, og det er ikke muligt at køre i bilen eller interagere med noget som helst.

Eneste løsning herfra er at ringe til vejhjælp, som kan bugsere bilen til nærmeste Volkswagen-værksted.

En bruger i en dansk VW ID.4-gruppe på Facebook opdaterede i slutningen af november sin Volkswagen ID.4 1st fra 2021. Efter de 210 minutter, som opdateringen stod til at tage, var bilen stadig ureponsiv, og morgenen efter endte han med at tilkalde vejhjælp, som transporterede bilen til det lokale Volkswagen-værksted.

Det skulle være bilens styreboks, der er blevet ødelagt af opdateringen, har han fået at vide. Da komponenten er i restordre, er ventetiden to uger, lyder det.

En anden ejer af en ID.4 1st fra 2021 skulle have fået at vide af Volkswagen, at årsagen er, at bilen har anhængertræk monteret.

Det skal retfærdigvis siges, at mange danskere har kunnet installere over the air-opdateringen fra version 3.2 og 3.7 uden problemer, men flere danske Volkswagen-grupper på Facebook svømmer i opslag fra folk, som oplever, at opdateringen får bilen til at gå i baglås.

Se også: Se alle elbiler fra Volkswagen i Danmark

Alarm går umotiveret i gang

Cirkusset med uheldige opdateringer fortsætter, for 3. december udsendte Volkswagen en lille opdatering til 2024-udgaver af ID.4 og ID.5.

Også denne opdatering er fejlramt, for den har fået et stort antal ID.4 og ID.5 til at aktivere alarmen helt umotiveret i løbet af tirsdag eftermiddag og natten til onsdag – ikke bare én gang, men ofte flere gange.

Politikredsene har fået mange opkald fra mange danskere, der har været genereret af alarmerne. Det har nemlig ikke været muligt for ejerne af ID.4 og ID.5 at slukke alarmerne, fordi det sker under opdateringen, hvor bilerne er uresponsive.

Den eneste løsning på dette problem skulle være at frakoble 12 volt-batteriet.

Mobilsiden.dk har kontaktet Volkswagen for at få en kommentar på begge fejlramte opdateringer, men har endnu ikke hørt fra bilgiganten. Vi opdaterer artiklen, så snart vi hører fra Volkswagen.

Perspektivering

De to hændelser viser, at Volkswagen har et stort arbejde foran sig, når det gælder softwareopdateringer. Man kan retfærdigvis kritisere Tesla for, at de lader deres bilister være en form for betatestere, men til gengæld kommer opdateringerne regelmæssigt, går lynhurtigt og skaber ikke samme problemer, som dem Volkswagen-ejere i disse dage oplever.

Volkswagen er ikke ene om at kæmpe med over the air-opdateringer til biler. Generelt hænger mange af bilproducenterne gevaldigt i bremsen, når det kommer til opdateringer. Der kan gå mange, mange måneder mellem opdateringer, og selv for biler, som bør kunne opdateres “over the air”, kan det være nødvendigt at skulle forbi et værksted for at gennemføre opdateringer.

Der er med andre ord fortsat lang vej, til opdateringer af biler fungerer lige så gnidningsfrit, som vi er vant til på vores smartphones.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbilers software
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Hvilke elbiler kommer i 2024, 2025 og 2025?