Resultat af kamerablindtest: Denne smartphone har det bedste kamera
En uge er gået, siden Mobilsiden offentliggjorde den store, årlige blindtest mellem de seneste topmodeller på markedet.
iPhone 11 Pro, Huawei P40 Pro, Samsung Galaxy S20+, OnePlus 8 Pro, Sony Xperia 1 II og Motorola edge+ blev stillet over for hinanden, og i otte forskellige afstemninger kunne I vælge, hvilke fotos og hvilken video I syntes bedst om.
Det har I i den grad gjort, for der er i alt afgivet mere end 12.000 stemmer og i snit 1.500 stemmer på afstemning. Mange tak for jeres deltagelse!
Inden længe vil vi analysere på de forskellige billeder og jeres besvarelser, men vi kan ikke vente med at præsentere resultaterne for jer, så lad os gå direkte til dem:
Læs også: Kamerablindtest: Hvilken smartphone har det bedste kamera?
1. Bybillede i dagslys
Samsung lagde stærkest ud i dagslys, hvor Galaxy S20+ fik 30,7 % af stemmerne efterfulgt af OnePlus 8 Pro, som fik en andenplads med 24,8 % af stemmerne. På tredjepladsen har vi Huawei P40 Pro med 22,1 % af stemmerne.
Læs også: Test: Samsung Galaxy S20+ – den S20 du skal købe
2. Ultravidvinkel i dagslys
Ved brug af ultravidvinkel var det igen Samsung, der trak flest stemmer til sig – nemlig 36,3 % eller lidt over hver tredje. Igen er det OnePlus 8 Pro, der ligger efter Samsung med 20,9 % af stemmerne, men denne gang er det Sony Xperia 1 II, der indtager tredjepladsen med en stemmeprocent på 17,8.
Læs også: Test: OnePlus 8 Pro – En af årets bedste
3. Bevægende objekt indendørs
Huawei sejrede stort i testen med bevægende objekter, hvor hele 49 % af Mobilsidens læsere valgte telefonen. Næstbedst var Samsung Galaxy S20+ med 21 % af stemmerne, og tredjepladsen gik til iPhone 11 Pro, som fik 18,3 % af stemmerne.
Test: De første test af Sony Xperia 1 II viser imponerende kamera
4. Portrætfoto af blomst i dagslys
iPhone 11 Pro fik sin første sejr i fjerde afstemning med 31,2 % af stemmerne, mens Samsung Galaxy S20+ igen fik en andenplads og 23,3 % af stemmerne. Motorola edge+ klarede sig godt i testen og fik en tredjeplads og 16,6 % af stemmerne.
Læs også: Test: Huawei P40 Pro – Et stort sats
5. Portrætfoto af Mobilsidens chefredaktør
I den anden portrættest – nu med Mobilsidens chefredaktør som motiv – er det igen Samsung, der klarede sig bedst. Denne gang fik Galaxy S20+ 37,5 % af stemmerne. Huawei P40 Pro fik en andenplads med 21,6 % af stemmerne, og på en tredjeplads med 14,1 % af stemmerne finder vi iPhone 11 Pro.
Læs også: De bedste kameramobiler lige nu – sommer 2020
6. Klassisk selfie af Mobilsidens chefredaktør
Ved normale selfies var det OnePlus 8 Pro, der vandt med 51,1 % af stemmerne – den højeste andel af stemmer ved nogen af afstemningerne. Det er OnePlus 8 Pro’s første sejr. Andenpladsen trak kun 23 % af stemmerne til sig, og det var Huawei P40 Pro. På tredjepladsen har vi Samsung Galaxy S20+ med 10 % af stemmerne.
Læs også: Kameraet i Samsung Galaxy S20+ slår Apples bedste
7. Bybillede i mørke
Huawei P40 Pro klarede sig bedst i mørke og fik 40,2 % af stemmerne tæt efterfulgt af Samsung Galaxy S20+ med en stemmeprocent på 34,9. Tredjepladsen gik til OnePlus 8 Pro, som fik 13,1 % af stemmerne.
Læs også: Topmodellen Motorola Edge Plus skuffer i kamera-test
8. 4K-videooptagelse
Sidste test var 4K-videooptagelse, hvor iPhone 11 Pro sejrede med 31,8 % af stemmerne. Tæt på finder vi OnePlus 8 Pro med 28,1 % af stemmerne, og tredjepladsen gik her til Samsung Galaxy S20+, som fik 13,4 % af stemmerne.
Læs også: 3 mobiler med gode kameraer til en fornuftig pris
Og vinderen er … Samsung Galaxy S20+!
Som du måske har kunnet fornemme gennem resultaterne fra de otte forskellige afstemninger, har særligt tre telefoner klaret sig godt: Samsung Galaxy S20+, Huawei P40+ og OnePlus 8 Pro. Den samlede vinder, det vil sige den telefon, som i gennemsnit har fået den højeste andel af stemmer, er Samsung Galaxy S20+. I snit har Samsung Galaxy S20+ nemlig fået 25,2 % af læsernes stemmer, og den er derfor vinder af årets blindtest!
Men sejren i år er slet ikke så suveræn, som den har været i vores blindtest de foregående år. Huawei P40 Pro er nemlig ikke langt fra Samsung. Den får en flot andenplads med 22,2 % af stemmerne. Heller ikke OnePlus 8 Pro ligger langt efter vinderen. OnePlus 8 Pro ender nemlig på en tredjeplads med 21,0 % af stemmerne.
På fjerdepladsen kommer iPhone 11 Pro med 16,8 % af stemmerne. Motorola må nøjes med en femteplads efter kun at have fået 8,1 % af stemmerne, men Motorola kan dog trøste sig med, at det er Sony, der indtager sjettepladsen med kun 6,8 % af stemmerne.