Telenors ansatte udfører hemmelig markedsføring

Hemmelige markedsføringstricks promoverer nyt abonnement hos Telenor.

Telenors ansatte udfører hemmelig markedsføring

Telenor har lanceret et nyt abonnement med navnet “DobbeltDeal”.

Modsat tidligere introduktioner af nye abonnementer, så har Telenor denne gang ikke lavet en kæmpe reklamekampagne, men har derimod valgt at lade selskabets ansatte reklamere og sælge abonnementet ved hjælp af guerilla-markedsføring.

Både på Facebook og Mobildebat.dk har Telenors ansatte udført guerilla-marketing for det nye abonnement, med direkte links til Telenors hjemmeside.

Guerilla-marketing kan bedst beskrives som markedsføring, der er usædvanlig, bryder regler, er markant og i de bedste tilfælde noget, man aldrig har set før. Guerilla-markedsføring kan godt være et selskabs eneste markedsføring, men det ses ofte i samspil med andre medier.

Det anses ofte for at være en billig form for markedsføring.

Telenor guerilla marketing facebook
Guerilla markedsføring på Facebook. Personlig detaljer er slettet af redaktionen (Foto Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Referencenumre og skjult provision?

Det er ikke noget nyt, at teleselskabernes ansatte reklamerer for egne produkter, men denne markedsføringskampagne er dog i en noget anden kaliber end tidligere set; ikke alle teleselskabets ansatte fortæller nemlig, at de rent faktisk arbejder for Telenor, og ingen fortæller, at de deltager i en intern konkurrence ved at promovere det nye abonnement.

I et konkret tilfælde, har Mobilsiden.dk bemærket, at en Telenor-ansat i privat regi er gået ind på vores søsterside Mobildebat.dk, og som almindelig bruger har skrevet et indlæg omkring Telenors nye abonnement og linket til Telenors hjemmeside.

Hvad den Telenor-ansatte dog glemmer at fortælle er, at vedkommende rent faktisk er ansat ved det teleselskab der reklameres for, og at linket til websitet er forsynet med et referencenummer, så alle kliks på linket kan spores tilbage til  Telenor-medarbejderen.

Ifølge Telenor pressechef Peter Glüsing er dette dog en klar fejl, da Telenor specifik beder de ansatte om ikke at poste indlæg i offentlige foraer, men derimod kun poste indlæg på deres private Facebook-profil.

Flere Telenor ansatte har dog fulgt Telenors opfording og postet indlæg på deres private Facebook-profiler. Det fremgår dog ikke i Facebook-annoncen, at personen, der poster indlægget, er ansat i Telenor, og at vedkommende kan få økonomisk udbytte af reklamen.

Er skjult markedsføring det nye sort?

Den skjulte markedsføring er uden konkrete informationer omkring bindingsperiode, mindstepris samt andre relevante oplysninger, som normalt altid skal fremgå af en reklame.

Telenors pressechef, Peter Glüsing, understreger, at der er tale om en frivillig konkurrence internt blandt teleselskabets ansatte.

Konkurrencen går ud på at få så mange kliks som muligt, og præmien er et gavekort på 1.000 kroner. Der er således ikke tale om provision ved henvisning af folk til Telenors hjemmeside.

Til spørgsmålet om de Telenor-ansatte reklamerer på Facebook uden at gøre opmærksom på, at de er ansat hos Telenor, svarer Peter Glúsing, at de fleste vel som udgangspunkt ved hvor deres Facebook-venner arbejder.

Telenor vil løbende evaluere denne nye form for markedsføring.

Det nye abonnement bliver også markedsført med andre og mere traditionelle metoder.

Den videre fortælling

Siden redaktionen publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fortsatte historien. Allerede d. 28/10/2011 bragte vi nyt i sagen med en nyhedsartikel med fokus på Nu er Telenor også klar med priser på iPhone 4S – Artiklen finder du her. De sidste nyheder om temaet finder du her.