Nu kan du slå automatisk afspilning fra på Netflix

Er du træt af, at Netflix automatisk afspiller indhold, når du leder efter nye serier eller film på forsiden? Nu kan du endelig slå funktionen fra!

Nu kan du slå automatisk afspilning fra på Netflix

Du kender det sikkert. Du besøger Netflix’ hjemmeside på computeren eller åbner Netflix-appen på dit smart-tv for at finde en god serie eller film – og straks afspiller Netflix forhåndsvisninger af det indhold, du scroller igennem. Videoerne forstyrrer dig ofte, når du allermindst har brug for det.

Læs også: Sådan kan du få billigere streamingtjenester

Netflix har derfor længe måttet høre for, at det ikke er muligt at slå denne forhåndvisning fra – men nu har streamingtjenesten lyttet til de mange fortvivlede Netflix-seere! Efter mange protester har Netflix nemlig nu gjort det muligt at slå automatisk forhåndsvisning af videoer fra, så du slipper for forstyrrende videoklip, når du leder efter film og serier. Det oplyser Netflix på dets hjemmeside.

For at deaktivere automatisk forhåndsvisning af indhold skal du:

  1. Log på Netflix fra en webbrowser og klik på din profil øverst til højre
  2. Vælg ”Administrer profiler” i menuen
  3. Vælg den profil, du vil opdatere
  4. Fjern flueben fra valgmuligheden ”Afspil automatisk previews, mens du søger, på alle enheder”

Når du fjerner flueben i denne valgmulighed, slipper du altså for, at Netflix automatisk afspiller forhåndsvisninger, når du bladrer igennem indhold på forsiden af Netflix – både på computeren og på smart-tv.

Læs også: De 10 meste sete serier og film på Netflix i 2019

Har du det med at binge lidt for mange afsnit af en serie på Netflix, fordi Netflix automatisk afspiller den næste episode? Så kan du nu også slå denne funktion fra. Det foregår inde på samme side som vist ovenfor, men her skal du i stedet fjerne flueben ved valgmuligheden ”Afspil automatisk næste episode i en serie på alle enheder”.

Læs også: De bedste enheder til streaming af film og serier