Kan det betale sig at købe mobil med mobilrabat?
Mobilrabat på 1.799, 2.499 eller 3.199 kroner – sådanne rabatter støder vi fra tid til anden på hos særligt de store teleselskaber som YouSee, Telia, Telenor og 3. Også lavprisselskaber som CBB Mobil og Call me giver ofte gode rabatter på telefoner.
Spørgsmålet er, om det kan betale sig at købe en mobil med mobilrabat. Det hurtige svar er nej, særligt ikke på telefoner, der har været på markedet 6-12 måneder eller mere. Det er nemlig således, at teleselskaberne tager udgangspunkt i den vejledende udsalgspris, som den lød ved lanceringen.
Se også: Test og anmeldelser af de bedste telefoner
Mobilrabat med udgangspunkt i gammel pris
Sælges en mobil, der ved lanceringen kostede 7.999 kroner med 2.000 kroners mobilrabat, lyder det besnærende at lade kreditkortet køre eller at swipe i MobilePay. Faktum er bare, at telefonen med stor sandsynlighed er faldet med det samme i pris, som man kan få i mobilrabat, hos andre forhandlere.
Det, der altså umiddelbart lyder som et godt tilbud, vil i mange tilfælde være samme pris som alle mulige andre webshops sælger den til. Teleselskaberne holder nemlig fast i den oprindelige og for længst forældede vejledende pris i stedet for at lægge sig op af markedsprisen, som den er her og nu.
Det eneste, man får med i købet, ved at købe mobil med mobilrabat hos et teleselskab, er et for dyrt abonnement, der ikke passer til ens behov.
Eksempel: Galaxy S21 kan købes med rabat hos YouSee og seks måneders abonnement til samlet pris på cirka 7.300 kroner, mens man kan købe telefonen i webshops uden abonnement og binding for 5.000 kroner.
Se også: Find de bedste priser på smartphones
Kig på mindsteprisen over seks måneder
Det er vigtigt, at du kigger på den samlede mindstepris over seks måneder, inden du lader dig friste til at købe mobil med mobilrabat hos de store teleselskaber. Selskaber som YouSee, Telenor, Telia og 3 binder typisk deres kunder i seks måneder ved køb af mobil med abonnement og mobilrabat.
Derimod er der ingen bindingsperiode hos selskaber som CBB Og Call me, så her kan man hurtigere komme ud af kundeforholdet og samtidig beholde mobilen.
De teleselskaber, der sælger telefoner med mobilrabat og med bindingsperiode, kalkulerer også med, at kunderne glemmer at skifte deres dyre abonnement ud med et billigere, der passer til ens forbrug. Besparelsen kan altså hurtigt blive ædt op, hvis du er den glemsomme type.
Som udgangspunkt bør man købe ny mobil uden om de dyre teleselskaber og så vælge det abonnement, der passer bedst til ens forbrug, hos lige præcis det lavpristeleselskab, man har lyst til at blive kunde hos.
Se også: Find de billigste abonnementer