For meget skærmtid kan skade børns øjensundhed
Ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Profil Optik viser, at skærmtiden hos børn er stigende i perioden 2020 til 2023. Profil Optik mener, at tallene er bekymrende og minder om at huske den såkaldte 20-20-20-huskeregel.
Læs også: Sundhedsstyrelsen er klar med nye anbefalinger til skærmbrug
Børns skærmforbrug stiger voldsomt
Telefon, tablet, tv og smartwatch. Skærmene er alle vegne, og den tid, som vi bruger på dem, er stigende. I perioden 2020 til 2023 steg skærmtiden blandt børn med en halv time i hverdagen og næsten en hel time i weekenden.
I 2020 brugte børn 3,32 timer foran skærmen i hverdagene – et tal der nu er steget til 3,8 timer. I weekenderne er skærmtiden steget fra 3,91 timer i 2020 til 4,69 timer i 2023.
Undersøgelsen viser også, at 37 procent af børn bruger mindst 4 timer foran skærmen dagligt i hverdagene. I 2020 var tallet 33 procent.
Mange er allerede opmærksomme på, at for meget skærmtid kan påvirke børns mentale trivsel og søvn. Knap så mange er dog opmærksomme, hvad brug af skærme betyder for øjensundheden hos børn. For meget skærmtid kan give øjentræthed, øjenproblemer og hovedpine.
Flere børn klager nemlig over hovedpine eller øjenproblemer relateret til skærmforbrug. I 2020 klagede 12 procent, og i 2023 klager 15 procent. Det skyldes flere tilfælde af hovedpine, som er steget fra 6 til 9 procent.
Husk 20-20-20-reglen
Hele 80 procent af forældrene ved ikke, at øjet har brug for en pause fra skærmen hvert 20. minut. Derfor minder Profil Optik om, at børn såvel som voksne bør bruge den såkaldte 20-20-20-huskeregel.
Den går kort fortalt ud på at holde en pause fra skærmen hvert 20. minut og kigge på noget 20 fod (cirka seks meter) væk i 20 sekunder.
Ved at huske 20-20-20-reglen giver man nemlig øjnene en pause fra at fokusere på noget tæt på, lyder det fra optikerkæden.
“Det er vigtigt at holde pauser fra skærmen. For når vi sidder foran skærmen, anstrenger vi vores øjne ved at fokusere på noget tæt på, og det kan give øjentræthed, øjenproblemer og hovedpine. For at mindske disse gener er det vigtigt at holde regelmæssige pauser, hvor vi kigger på noget længere væk for at give øjet ro,” siger Gitte Søren, der er optisk ansvarlig hos Profil Optik.
Dagslys gavner børns øjensundhed
Gitte Sørensen understreger samtidig vigtigheden af dagslys, som kan forebygge de negative konsekvenser af for meget skærmtid. For eksempel kan dagslys forebygge nærsynethed (nærsynethed):
”Det er vigtigt, at børn bliver udsat for dagslys, for når deres øjne eksponeres for det, begrænses risikoen for at udvikle myopi. Myopi er en tilstand, hvor øjet vokser sig for langt, som gør det svært at fokusere på ting længere væk. Men når øjet rammes af dagslys, frigives signalstoffet dopamin, der reducerer øjets vækstlængde og dermed mindsker risikoen for nærsynethed,” siger Gitte Sørensen.
Tallene fra YouGov viser, at 40 procent af børn bruger i gennemsnit højest en time udenfor på en gennemsnitlig ugedag.
Læs også: Skærmtid påvirker børns neurale netværk i hjernen negativt