Ny Hyundai Ioniq 6 (2026) – kontroversiel spoiler forsvinder
Hyundai har givet sedanen Ioniq 6 et større facelift med opdateret design og teknologi. Ændringerne inkluderer en højere motorhjelm, kofangere med skarpere kanter, nye LED-forlygter og – til stor glæde for mange – en redesignet bagende.
Interiøret har fået Hyundais nyeste ccNC-infotainmentsoftware, som understøtter trådløs Apple CarPlay og Android Auto. Der er også kommet en opgraderet midterkonsol og bedre materialer.
Det er sandsynligt, at den nye Ioniq 6 får samme 84 kWh NMC-batteri som i Ioniq 5, hvilket kan øge WLTP-rækkevidden til noget, der minder om 690 km. I dag har Ioniq 6 Long Range et 77,4 kWh batteri med en rækkevidde på 614 km. Det er uvist, om Standard Range beholder den nuværende 53 kWh batteripakke, eller om den opgraderes til 63 kWh ligesom i Ioniq 5.
Den nye Ioniq 6 beholder samme motorvarianter og ydeevne, hvilket vil sige 111 kW (151 hk) i Standard Range og 168 kW (228 hk) i Long Range. Hyundai har endnu ikke offentliggjort priser på den nye Ioniq 6, men vi forventer, at de bliver uændrede. Det vil sige fra 289.995 kr. for Standard Range og fra 314.995 kr. for Long Range.
Som noget nyt introducerer Hyundai også en sportslig N Line-variant af Ioniq 6 med unikt ydre og detaljer fra konceptbilen RN22e, herunder sporty sideskørter, et andet fælgdesign, sorte highlights bagpå og et ”todimensionelt Parametric Pixel-lygtedesign”.
På billederne ses også en Hyundai 6 N i blå bemaling. Den skulle komme i løbet af sommeren og være udstyret med firehjulstræk og en høj ydeevne på 478 kW (650 hk) ligesom Ioniq 5 N.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Hyundai Ioniq 6
Fjerner kontroversiel ducktail-spoiler
Hyundai Ioniq 6 er en interessant elbil, fordi de sydkoreanske designere er gået all-in på at opnå et så energieffektivt design som overhovedet muligt. Med et lille batteri på blot 53 kWh kan elbilen køre 429 km, hvilket giver et meget lavt forbrug på 13,9 kWh/100 km.
Desværre for Hyundai har Ioniq 6 dog slet ikke vist sig at være samme succes som SUV’en Ioniq 5, og det er i høj grad på grund af designet – især bagenden, der deler vandene. For mange fremstår bagenden uharmonisk på grund af dens dobbelte bagspoiler, som mindsker luftmodstanden.
I den nye Ioniq 6 er bagenden ændret markant, så der kun er én bagspoiler, der skaber et noget mere tillokkende udseende.
I 2024 blev Hyundai Ioniq 6 kun solgt i beskedne 476 eksemplarer svarende til en markedsandel på kun 0,5 procent. Ikke meget bedre ser det ud i 2025, hvor modellen foreløbig står for 0,3 procent af salget.
Hyundai har større succes med Ioniq 5 og Kona Electric, og samlet set var den sydkoreanske producent i 2024 Danmarks 13. største elbilproducent med en markedsandel på 2,7 procent. I 2025 ligger Hyundai foreløbig på 8. pladsen med 5,6 procent af salget. En opdateret Ioniq 6, der beholder samme attraktive pris som i dag, samt den nye bybil Inster kan spille en vigtig rolle i at bevare Hyundais markedsandel.
Se også: Sammenlign alle elbiler fra Hyundai
Alternativer til Hyundai Ioniq 6
Hyundai Ioniq 6 er en sedan i mellemklassen, der får bedømmelsen x/100 (xx) i test. Der er flere andre gode alternativer i samme prisklasse, herunder:
- Tesla Model 3: Pris fra 299.990 kr. Bedømmelse: 81/100 (virkelig god)
- BYD Seal: Pris fra 349.995 kr. Bedømmelse: 77/100 (god)
- Xpeng P7: Pris fra 399.900 kr. Bedømmelse: 76/100 (god)
Vi har også store forhåbninger til den kommende Mazda 6e, som endnu ikke er blevet bedømt.
Vi anbefaler:
Se alle sedaner i Danmark
Kør længere – vælg en elbil med hurtig ladning
Test og anmeldelser af elbiler
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Priser på Danmarks billigste elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027