Spar op til 37.000 kr. på privatleasing af VW ID.7 og ID.7 Tourer
Volkswagen er klar med nye, lavere priser på privatleasing af sedanen ID.7 og stationcaren ID.7 Tourer. Udbetalingen er ændret fra 15.000 kr. til 45.000 kr., og det betyder, at du nu kan spare op til 37.200 kr. i forhold til de gamle leasingpriser.
Se også: Alle elbiler fra Volkswagen
Spar 22.800 kr. på privatleasing af VW ID.7
Volkswagen ID.7 i Style+-udstyrsudgaven kan nu privatleases med en udbetaling på 45.000 kr. og en månedlig ydelse på 4.495 kr. Efter 48 måneder giver det en samlet pris på 261.360 kr.
Det er 22.800 kr. billigere end forrige tilbud, hvor udbetalingen var nede i 15.000 kr. og ydelsen hed 5.595 kr./md.

En tommelfingerregel lyder, at et godt leasingtilbud bør ligge på 40-45 procent af bilens nypris efter 36 måneder. Leasingtilbuddet på Volkswagen ID.7 ligger på 45 procent af nyprisen på ID.7 Style S+, som er 459.995 kr.
Style+-udstyrsvarianten byder på udstyr som 360 graders kamera, parkeringsassistent, varmepumpe, Matrix LED-forlygter, el-bagklap, ErgoActive-komfortforsæder med massage, 3-zonet klimaanlæg og trådløs opladning af mobil.
Varianten yder 210 kW (286 hk), har et 86 kWh NMC-batteri med en rækkevidde på 699 km og kan DC-oplade med en effekt på op til 200 kW (10-80 % på 26 min.).
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID.7
Spar 37.200 kr. på privatleasing af VW ID.7 Tourer
Er du mere til stationcar-udgaven af den populære ID.7, kan du nu spare hele 37.200 kr. på at privatlease Volkswagen ID.7 Tourer.

Også her er udbetalingen 45.000 kr., mens den månedlige ydelse er 4.695 kr. Det giver en samlet pris efter 48 måneder på 270.960 kr. Efter 36 måneder udgør leasingomkostningerne 46 procent af bilens nypris – altså lige på vippen til at kunne siges at være et godt tilbud.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID.7 Tourer
Billigere leasing med høj udbetaling – og større risiko
De to nye priser på privatleasing følger en tendens, vi har set det seneste stykke tid, hvor bilproducenterne og leasingselskaberne tilbyder mere attraktive priser mod, at kunderne lægger en højere udbetaling på op mod 50.000 kr.
Det gør leasingaftalen samlet set billigere, fordi leasingselskabet bærer en mindre risiko. Til gengæld bærer leasingtager en større økonomisk risiko og kan miste hele førstegangsydelsen, hvis bilen totalskades eller bliver stjålet.
Når man lægger en høj udbetaling, forsvinder incitamentet også til at skifte leasingaftale ved eksempel ændret kørselsbehov, pladsbehov eller ændrede ønsker til elbil, fordi udbetalingen går tabt ved tidlig opsigelse af aftalen. Derfor bør man beholde en leasingbil i hele leasingperioden, når man lægger en høj udbetaling.
Da et bilmærke som Volkswagen har 48 måneders leasingaftaler, nærmer aftalerne sig en længde, hvor man også kan begynde at overveje, om det giver mening at købe bilen brugt – især hvis man har planer om at beholde elbilen i mange år.
Når det er sagt, er det bestemt værd at overveje leasingtilbuddet på Volkswagen ID.7 og ID.7 Tourer. De to elbiler får bedømmelsen 78/100 (god) og er begge gode bud på rummelige familiebiler og pendlerbiler med god komfort og lang rækkevidde.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Vil du se flere gode leasingtilbud? På Mobilsiden.dk får du det bedste og hurtigste overblik over alle de bedste leasingtilbud på elbiler. I vores oversigt kan du se de bedste aktuelle og tidligere tilbud i 2025, så du kan sammenholde nye tilbud med tidligere gode leasingtilbud.
Overvejer du at lease en elbil til familien? Se de fem bedste tilbud på leasing af familiebiler.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på Danmarks billigste elbiler
Kommende elbiler 2025, 2026 og 2027