Test: 3 gode PlayStation 4-controllere
Gaming er mere populært end nogensinde før, og den udvikling har medført, som nogle af jer nok allerede har opdaget, at vi her på Mobilsiden.dk også fået et større fokus på det. Gaming på mobilen, gaming på konsollen, gaming på PC’en eller spilstreaming på alle tænkelige platforme, der er mange muligheder – der er virkelig gang i udviklingen i denne kategori. I denne omgang tager vi et kig på tre af de allerbedste controllere på markedet til PlayStation 4, som forhåbentlig kan give lidt inspiration op til julen.
PlayStation 4, og Pro-modellen, er ikke ligefrem nogen ny spillekonsol, men alligevel ser vi flere og flere producenter begynde at tilbyde “Pro”-tilbehør, der giver bedre mulighed for tilpasning. Et godt bud på dette er controlleren, der er den direkte kobling mellem konsollen og spillerens input.
De nye og dyrere specialudviklede controllere tilbyder mange former for tilpasninger, udskiftning, finjustering, bedre design og komfort og meget andet. De kommer dog også ofte med et højere prisskilt, end Sonys mere basale og traditionelle PlayStation 4-controller. Er det nødvendigt, at bruge tre gange så meget på en controller? Det forsøger vi at svare på i denne test af Astro C40 TR, ThrustMaster eSwap Pro og Sony DualShock 4.
Test: Astro C40 TR
Astro Gaming er nogle af verdens førende indenfor kvalitetsudstyr til gaming, og et af deres nyeste produkter er PlayStation 4-controlleren Astro C40 TR. TR står for Tournament Ready og betyder, at controlleren er et produkt udviklet af og primært rettet mod den profesionelle spiller. Det betyder dermed ikke, at alle os andre normale spillere ikke har noget at vinde ved at benytte den. Med en vejledende pris på 1.490 kroner er C40 TR lidt af en investering, men man får også mere end i Sonys klassiske DualShock 4-controller.
C40 TR tilbyder udskiftelige analoge sticks og d-pad moduler, udskiftelige analoge stick og d-pad positioner, stick tops med variable længde, programmerbare bagknapper, brugerdefineret software komplet med stick- og triggerfølsomhedskontrol, on-board knap remapping, tilpassede profiler og mere, så der er rig mulighed for at tilpasse layoutet til en behov og ønsker.
Det gode ved Astro C40 TR
Astro C40 TR er utroligt solidt bygget og kommer, som den eneste af de tre, med en etui med hård skal, som passer godt på controlleren under transport. Knapperne har generelt set samme layout som Sonys DualShock 4, men den er større og tungere. Har du meget små hænder, så er det ikke sikkert C40 TR er noget for dig.
Det er en kæmpe fordel, at kunne flytte rundt og placere modulerne, som det passer den enkelte spiller. Men det bedste ved Astro C40 TR er dens analog stick-præcision, for den er ultra smooth og gør det nemt at styre meget præcist. Jeg har tydeligt kunne mærke denne forskel i spil som Battlefield V og Call of Cuty: Modern Warfare. Samtidig har jeg nydt godt at de såkaldte “trigger stops”, der giver mindre vandring på L2 og R2.
Bagsidens to knapper, UL og UR, kan tilpasses med Astros Configuration Software, og remappes med controllerens normale knapper. Det betyder helt grundlæggende, at jeg har kunnet spille uden at skulle fjerne tommeltotter fra de analoge sticks, og dermed altid været klar til at forsvare mig selv. Det kræver tilvænning, men det har reddet mig utallige gange.
Astro C40 TR er ikke den letteste PS4-controller, men til gengæld tilbyder den helt op til 12 timers batteritid, hvilket er op til dobbelt så lang tid som Sonys DualShock 4. Den virker desuden med PC.
Det knap så gode ved Astro C40 TR
Der er ikke mange ulemper ved Astro C40 TR, lige udover den høje pris og en enkelt anden ting. Dens største ulempe er nemlig firkant, cirkel, kryds og trekant-knapperne, der har for meget vandring og føles for sløve – selv sammenlignet med dem på Sonys DualShock 4.
Alt i alt er Astro C40 TR min favorit af de tre controllere, og den som jeg dagligt sværger til.
Astro C40 TR får 5,5 ud af 6 stjerner.
Test: ThrustMaster eSwap Pro
Næste controller er ThrustMasters nye eSwap-controller, der ligesom Astro Gamings er bygget op af moduler, så den kan tilpasses den enkelte. eSwap Pro er ThrustMasters første forsøg med en PlayStation 4-controller, og det må siges at være lykkedes rigtig godt. Den vejledende pris på controlleren er 1.899 kroner
Udskiftningen af modulerne er på eSwap smartere konstrueret. Hvor man på Astro C40 skal bruge en lille medfølgende skruetrækker, så sidder de i eSwap fast med magnet og kan udskiftes helt uden værktøj. Ifølge producenten er eSwap Pro utroligt holdbar og knapper klarer op mod 5 milioner tryk, og de kan iøvrigt udskiftet med nye på TrustMasters hjemmeside, hvor der både er andre farver og typer. På bagsiden af controlleren finder man fire knapper, der med ThrustMasters software kan remappes. Derudover kan man med softwaren finjustere controllerens indstillinger, så man ender med det optimale våben.
Modsat de to andre controllere i testen, så kræver ThrustMaster eSwap Pro en kablet forbindelse.
Det gode ved ThrustMaster eSwap Pro
Man er ikke i tvivl om, at controlleren fra ThrustMaster er et kvalitetsprodukt. Den føles solid og hårdfør og har samtidig en rigtig god ergonomi, og er lidt mindre end Astro C40, så den passer bedre til mindre hænder. Vægten er i den højere ende, men med det blødere gummi på siderne, har man et rigtig godt greb om den, der derudover bruger et traditionelt Sony DualShock 4-layout.
Det er utroligt lækkert at kunne tilpasse controlleren til ens behov, og jeg har fx sat en lidt længere analog stick i højre side, for at opnå en større nøjagtighed.
Pile-knapper og firkant, cirkel, kryds og trekant-knapperne er noget af det bedste ved TrustMaster eSwap Pro, da de aktiveres ved et let klik og nærmest ingen vandring har. De analoge sticks er, ligesom på Astro C40, utroligt smooth og gør det let at være præcis, når der fx skal sigtes. Udover PS4, så virker denne controller også til PC.
Det knap så gode ved TrustMaster eSwap Pro
Selvom eSwap Pro er en fremragende og gennemført controller, så er der nogle ting der kunne være bedre – specielt når prisen er tæt på 2.000 kroner. Den største ulempe er, at controlleren ikke har indbygget batteri og bluetooth, hvilket betyder den kræver en kablet forbindelse. Godt nok er kablet langt og i en lækker kvalitet, men det er bare lettere med en trådløs forbindelse. TrustMaster skriver, at det er for at opnå en mere stabil forbindelse, hvilket jeg aldrig har oplevet problemer med. Der virker heller ikke til at være mindre forsinkelse, kablet kontra trådløs.
Den næste ulempe finder vi på controllerens bagside. Her er der placeret fire genvejs-knapper, der kan remappes til andre knapper. Problemet er at knapper er alt for små, er svært at ramme og ikke afgiver et ordentligt klik. Jeg endte med ikke at benytte disse, da de var mere til besvær end gavn.
TrustMaster eSwap Pro er en god controller, men til 1.899 kroner forventer vi endnu bedre.
ThrustMaster eSwap Pro lander på 4,5 ud af 6 stjerner.
Test: Sony DualShock 4
Controlleren, der er en ægte klassiker, og som der følger med til PlayStation 4. Når den gamle DualShock er slidt op, skal man så erstatte den med en ny DualShock eller skal man investere i en anden? DualShock 4 er Sonys mest behagelige og intuitive controller nogensinde, der kan fås en et bredt udvalg af farver og mønstre. Den kan bruges både kablet og trådløst, og har samtidig en noget mere spiselig pris på 400-500 kroner.
Her er der ikke mulighed for at tilpasse controllers knapper, som man kan ved ThrustMaster eSwap Pro og Astro C40 TR, og der er heller ikke genvejs-knapper på bagsiden. En noget mere simpel controller til færre penge.
Det gode ved Sony DualShock 4
Man skal bestemt ikke kimse af Sonys DualShock 4, tværtimod. Det er en rigtig god controller, der opfylder langt de flestes behov, og til en lavere pris. Det kan sagtens af alt fra begynderen til elite-spilleren – hvis man ikke føler man har brug for ekstra tilpasning og fancy software.
DualShock 4 ligger godt i de fleste hænder, men passer bedst til mindre hænder, hvor man samtidig kan nyde godt af den lavere vægt. Man får noget ekstra i de dyrere controllere, men Sonys DualShock 4 “gets the job done”.
Det knap så gode ved Sony DualShock 4
I forhold til de dyre controllere, så er knapperne på Sonys blødere, de analoge sticks ikke lige så smooth, og den virker mere plastik-agtig. Derudover er batteritiden noget kortere end på Astro C40 TR. Modsat de to andre controllere i testen, så virker DualShock 4 ikke officielt med PC’er, men kan derimod bruges sammen med Android- og Apple-mobiler.
Sony DualShock 4 ender på 5 ud af 6 stjerner.
Er en dyrere controller det værd?
Ja og nej. Det kommer an på dit behov og hvad du gerne vil opnå. Vil du bare gerne spille nogle spil på din konsol, så klarer den traditionelle Sony-controller dette helt fint. Men vil du gerne blive endnu bedre, være mere præcis og sætter måske pris på kvalitet, så er det værd, at overveje en dyrere controller. Jeg oplever selv, efter nogle timers træning og tilvænning, at jeg bliver mere præcis og generelt spiller bedre og reagerer hurtigere med en Pro-controller.
Der er uden tvivl masser at hente ved en Pro-controller, men overvej først og fremmest om du har brug for det, for de er ikke billige.