HTC One M8s – Metalmobil med nye kræfter [TEST]

Anmeldelse: HTC’s 2014-stjerne får en 2015-opdatering til samme pris. Giver den mere eller mindre for pengene?

HTC One M8s – Metalmobil med nye kræfter [TEST]

HTC er øjensynligt ret vilde med deres One (M8), så den kom i flere afskygninger: en mini og en dual-SIM variant, mens afløseren, One M9, lænte sig meget tæt op af originalen. Og nu slutter endnu en variant sig til den taiwanesiske ener-familie: One M8s.

Men HTC har nu god grund til at være stolte. Med en stærk, men raffineret, aluminiumsfinish taler HTC’s til hjertet og man forføres let af den betryggende tyngde og det kølige touch som kun veldrejet metal kan have.

Læs også: HTC One M8s lander i Danmark – større tal, på nær prisen

Når design, skærm og software samtidig er nydelige at se på, lyden er sprød og ydelsen er i top, undrer det ikke, at den blev en favorit hos de fleste anmeldere.

I 2015-versionen ændrer HTC dog lidt på opskriften. Mobilen er næsten 100 procent identisk med forgængeren, men der både gives, og tages, under den lækre metaloverflade.

HTC One M8s

Specifikationer HTC One M8s

Mål: 146,4 x 70,6 x 9,6 mm, 160 gram
Display: 5 tommer, Full HD-opløsning, 441 PPI
Kamera: 13 MP BSI-sensor f/2.0 optik, 5 MP frontkamera
Ydelse: Snapdragon 615 octa-core 4×1,7 + 4×1,0 Ghz, Adreno 405 grafik, 2GB RAM
Lagerplads: 16GB + op til 128GB micro-SD
Batteri: 2840 mAh
Software: HTC Sense 6.0 og Android Lollipop 5.0.2
Øvrigt: alu-kabinet, fås i guld, sølv eller mørkegrå
Pris: 3.799,- kroner

HTC One M8s

Tjaeh, den er jo set før, HTC. Som hos Apples iPhones, betyder det lille ’s’ bag modelnummeret at der ude fra set er tale om den samme mobil, mens mekanikken er opgraderet.

Den nomenklatur tager HTC tilsyneladende til sig, og du skal være ualmindeligt skarpsynet for at spotte nogen forskel mellem M8s og M8. Eneste subtile forskel jeg kunne spore er en marginalt mørkere finish.

Læs også test af originalen: HTC One (M8) – Velkommen til første klasse [TEST]

Men det er også helt OK. Sidste år faldt jeg pladask for det overlegne studie i børstet metal – og et år senere er den fortsat en fornøjelse at røre ved og se på.

Det betyder dog, at nogle af HTC’s mindre gennemtænkte idéer lever videre. Jeg kan fortsat ikke se fidussen i at placere power-knappen oppe på allerøverste hylde nord for selfie-kameraet – især på så velvoksen en mobil som M8s. En lille omrokering, som i One M9, havde næppe skadet.

Bittesmå ændringer i målene gør samtidig at er Dot View-coveret nu vil gabe lidt. Er du vild med 8-bit notifikationerne fra det særlige cover vil forgængeren være bedst.

HTC One M8s

Skarp skærm og boom-lyd

Når One M8s snurres i gang og skærmen blusser op, vil du igen mødes af samme flotte display som sidste år. Du får igen knivskarp tekst og fotos i form af 5 tommers Full HD, mens farver og kontrast overbeviser.

Når det er sagt så har resten af markedet ikke stået stille på skærmfronten. Både Apple, Samsung og LG har siden foråret 2014 bevist, at skærme kan være endnu skarpere, farverige og lysstærke.

Hvor One M8s altid vil være en ener er på lydsiden. Det ses allerede på designet, hvor to højtalere flankerer skærmens top og bund. Det her er ikke den sædvanlige undermålerlyd som kendetegner mobilbranchen.

De to boomsound-højtalere spiller dog ikke højst, men de spiller bedst. Punktum. Video, spil og film får en ekstra dimension af den gode lydside og jeg tager mig selv adskillige gange i at benytte One M8s som en lille lommetransistorradio derhjemme.

Men selvom lyden relativt er god, vilde to boom-højtalere næppe tilfredsstille feinschmeckerne. Heldigvis kan disse ty til jack-stikket hvor One M8s pumper tilstrækkeligt godt og højt til at drive selv kræsne Hi-Fi hovedtelefoner.

Læs også: HTC One M8 Dual sim: Businessmobil i alu-jakkesæt [TEST]

HTC One M8s

Bag metalkappen

Indtil videre har der intet nævneværdigt været at spore mellem M8s og M8. Men det slutter her. Går du teknikbladet igennem vil et par tal røbe at M8s tilhører en nyere generation.

Maskinrummet regeres nemlig af en 8-kernet processor fra Qualcomm – en 64-bit Snapdragon 615 på 1,7 GHz. Den afløser en 32-bit Snapdragon 801 quad-core processor der snurrer ved 2,3 GHz. Begge har 2GB RAM.

Uden at dykke alt for dybt ned i de tekniske detaljer betyder det, at One M8s har altså flere, men mindre, cylindre at fyre af.

I praksis opleves det som om, at HTC M8s altid er et halvt beat efter sin forgænger. Den føles ingenlunde sløv, for M8 var, og er, en yderst snappy sag, men er ydelsen en topprioritet, vil du nok være bedst tjent med sidste års topscorer.

Indtrykket bekræftes også af testapps som Antutu eller GeekBench, hvor M8s placerer sig godt 20 procent under M8.

Det er altså et skridt tilbage for One M8s, HTC giver dog igen i form af et 10% større batteri, en velset udvikling. I praksis oplever jeg dog ikke den store forskel mellem M8 og M8s, begge leverer en solid dags brug, som kan strækkes til halvandet eller to døgn ved hjælp af behersket brug og strømsparefunktionen. En genopladningen tager godt 2½ time.

Antennen fortsætter det gode arbejde som den præsterede i One M8. Den er ferm til at koble sig på de hurtige 4G-bølger og falder sjældent ud. Det er stadig en bedrift, når det massive metalkabinet tages i mente.

Næsten nyeste software

Køber du en HTC One vil det taiwanesiske selskab gerne sikre dig en optimal brugeroplevelse igennem deres hjemmedyrkede variant af Android, døbt HTC Sense.
Det er Android 5.0.2 Lollipop der køres, og det er dermed ikke allernyeste software. HTC lover dog, at 5.1 allernyeste Lollipop 5.1 vil debutere i løbet af august.

M8s er heller ikke født med allersidste variant af Sense (7.0), men lever i stedet med Sense 6.0 krydret med mange af nyhederne fra blandt andre HTC One M9 og HTC Desire Eye. Visuelt er der dog meget lidt der adskiller de to.

Se også: HTC: One M8 får Android 5.1 Lollipop til august

Du får altså glæde af HTC’s enkle og minimalistiske interface med brugbare features som den sociale nyhedstjeneste Blinkfeed og Zoé kamera-appen der sammenstykker dine film og fotos til delevenlige videoklip.

M8s inkluderer desuden M9’erens yderst vellykkede tema-app, som genererer et helt unikt look til din mobil ud fra et foto fra dit galleri eller på nettet. Eneste savn fra den nyere M9 er den kontekstafhængige widget der foreslår apps ud fra din placering derhjemme, på kontoret eller andetsteds.

HTC One M8s

Et kamera med sidestykke

Hvor HTC (fortjent) har høstet ros og anerkendelse for One-seriens ambitiøse design har selskabet også mødt hård kritik for deres såkaldte ’UltraPixels’.

Idéen bag de alternative megapixels var ellers ikke helt i skoven. HTC ræsonnerede at eftersom vi sjældent betragter fotos på andet end skærme bør pixel ræset stoppes. Så hellere færre, men større, pixels og i et kamera der reagerer hurtigere og rummer mere avancerede funktioner.

Den satsning har dog ikke givet potte hos alle forbrugere og anmeldere. 4 Megapixels lyder bare af for lidt i en tid hvor både 13, 16, 20 megapixels og 4K begynder at gøre indpas. Derfor er M8s tildelt et tiltrængt løft til 13 megapixels.

Og det er både godt og skidt.

Den gode nyhed er, at der nu er langt flere detaljer at arbejde med. En tredobling af opløsningen gør at M8s omsider kreerer skarpe resultater, men den mangler fortsat dynamik og en bedre stabilisering for at kun måle sig med mobiler i samme prisklasse som Motorola Moto X, LG G3 og Huawei P8.

De mange yderlige pixels giver processoren 3 gange flere informationer at arbejde med, og det tager tid. Dermed foregår fokusering og lagring mærkbart langsommere, og når der bliver mørkt er forgængeren M8 klart hurtigere i brug. Samtidig er resultaterne ofte for mørke og lider under støj og lange eksponeringstider uden stabilisering gør.

Se også: Kameraduel – Samsung Galaxy S5 mod HTC One (M8)

M8s byder som M8 på et ekstra kamera til Duo Focus-funktionen. Den registrerer hvor dit motiv er på billedet og giver dig derefter mulighed for at sløre baggrunden. Det giver dine fotos et look som minder om spejlreflekskameraer, men funktionen genkender ikke altid hvor for og baggrund starter – og er begrænset til 4 megapixels fotos.

På videofronten overbeviser One M8s ikke synderligt. Mens konkurrerende flagskibe fra 2014 alle kunne trække 4K-video ud af kamerachippen er max-opløsningen begrænset til Full HD. Hvad værre er, er at resultaterne ikke er synderligt skarpe, mangler stabilisering mens højlys brænder ud.

Frontkameraet er fortsat på 5 megapixel og leverer, som i One M8, gode resultater. Desuden er live-retouchering igen til stede, til at glæde ens indre narcissist.

Et svært valg

Igennem hele denne anmeldelse har jeg haft lidt svært ved at forstå HTC’s hensigt med M8s. Men et er sikkert: der er ikke tale om nogen supertunet version af anmelderdarlingen One M8.

På papiret lader den til at være en ’sidegrade’ altså hverken en op- eller nedgradering men et chassé til siden. Den er ikke nær så kvik som tidligere, men den har flere megapixels og batteriet holder en smule længere. Selv prisen er nær den samme i dag.

Fremgangen i batteriet er altid velkomment, men jeg har haft svært ved at notere nogen mærkbar forbedring. Kameraet ser jeg dog ikke som nogen opgradering. Jeg hører desuden til dem, der fortsat tror på HTC Ultrapixels-idé. Hellere færre, men bedre pixels. Sløvere fokusering, flere ventetider og dårlige nattefotos beviser at et kamera skal vurderes på andet end bare antallet af pixels.

Se også: 

HTC One M8 vs One M8s (nederst) – et svært valg

Fordele:

  • Luksiriøst metalkabinet
  • Godt batteri
  • Lækkert design
  • Sprød Boom-lyd

Ulemper:

  • Sløjt kamera
  • En tand langsommere end One (M8)