Huawei Ascend P6 – en designlækker sag (mobiltest)
Hvis du tror at kinesiske firmaer kun producerer dårlige plastikkopier af etablerede brands, så skal den opfattelse på om-rokering, efter du har mødt Huawei Ascend P6.
Når først P6 ligger i hånden (og den behøver ikke være tændt) går der et ”Wow! Hold da op!” gennem hovedet, for denne Android smartphone er noget ganske særligt – og den er i hvert fald med til at bringe Huawei op blandt de store spillere på Android-platformen. Både LG, Sony og HTC har det seneste år, leveret nogle temmelig lækre designs.
Det er ikke kun os dersynes godt om P6. Således der den blevet tildelt den præstigefyldte EISA Award – godt nok ikke for designet, men i kategorien ”European Consumer Smartphone 2013-2014”.
Så ingen tvivl om, at testen af Ascend P6 er kommet godt fra start.
Virkelig tynd og lækker
Vi kommer ikke uden om, at tale mere om designet. Der er tale om en af de tyndeste smartphones på markedet, men selvom den kun måler 6,18 mm. er det ikke gået ud over stabiliteten. Man har ikke på fornemmelsen, at denne telefon er skrøbelig. Tværtimod.
Materialevalget med mørk børstet aluminium på bagsiden og ren klar aluminium på siden, får P6 til at fremgå eksklusiv såvel som robust.
Desværre er bagsiden af medaljen, at alu-materialet lettere bliver ridset og grimt, trods forskellige behandlinger i fremstillingsprocessen. Men passer du på den, har du virkelig en flot telefon. Det er dog helt normalt med aluminiums-materialet.
Målene er 132.65 mm x 65.5 mm x 6.5 mm og vægten er helt nede på 120 gram inklusive batteriet på 2.000 mAh.
SIM-kortet er af typen micro-SIM. Det sidder i en lille slæde i mobilen venstre side, hvor vi også finder power og volumen tasterne. En spændende detalje er, at den lille spidse pind til at få slæden ud med, diskret sidder i headset indgangen. Genialt altid at have den ved hånden, knapt så genialt er det, at der ikke er noget sted at opbevare dimsen, når der skal benyttes headset på farten.
Headset-stikket sidder i mobilens nederste venstre side, mens ladestikket er placeret i toppen. For begges vedkommende er det helt utroligt irriterede placeringer.
Et kompromis på specifikationer
Vil du have det supertynde layout på en telefon, må der spares et sted – desværre. Det er så gået ud over den tekniske hardware, der på nogle punkter ikke er helt up-to-date.
På den positive kan jeg nævne 1,5 GHz quad-core processor, GPS, Glonass, FM Radio, 8 megapixels kamera, 5 megapixels frontkamera, 2 GB RAM og 4,7 tommer IPS+ LCD skærm. Opløsningen er dog kun 720 x 1280 pixels (312 PPI).
Begrænsningerne ligger i blandt andet hukommelse, der kun er på 8 GB – men denne kan udvides med et microSD kort.
På kommunikationssiden er Wi-Fi understøttet med standarderne 802.11b/g/n, men du skal undvære en helt nye AC-funktion. Almindelige 3G-netværksforbindelser er indbygget i P6, men 4G LTE er ikke en del af udstyrspakken.
Går du op i Bluetooth, skal du her kunne nøjes med version 3.0.
Selv om der er hugget hæl og klippet en tå, synes jeg Huawei er sluppet godt fra besparelserne, uden det alt for meget, har påvirket den samlede performance på telefonen.
Når ydelsen måles råt i Antutu Benchmark ligger P6 på 11.657 point hvilket er et pænt stykke under markedets højt profilerede topmodeller. Kort fortalt er Ascend P6 hurtigere end Samsung Galaxy S II og langsommere end Galaxy S III.
Android uden menu
I Huaweis nyeste telefoner er den traditionelle Android-programmenu fjernet. Som på iPhone ligger alle ikonerne nu på forsiden, og kan her organiseres i mapper.
Det virker umiddelbart som et sats at fjerne noget, at så mange kender og er trygge ved, men tro mig, det virker og fungerer glimrende.
P6 har Android 4.2.2 med Emotion UI 1.6.
For dem som vil have valgfrihed, har Huawei virkelig lagt en godtepose af lir ind i deres Emotion UI. Der er forskellige overgange til forsideskærmene, ikoner og baggrunde – ja hele temaopsætninger af forskellig karakter, kan du udforske selv.
Her skal det bemærkes, at brugerfladen er smidig og hurtig, uden en hel masse ventetider.
Under indstillinger finder vi også små overraskelser. Handsketilstand gør, som navnet antyder, betjening med handsker muligt. Der er også forskellige bevægelsesindstillinger, hvor ringetonen sættes på lydløs når telefonen vendes om, og som på nogle af Samsungs telefoner kan der ringes op til den kontakt, der er åben, ved at løfte telefonen op til øren.
Det er rart at teste og ikke mindst købe en telefon, hvor der medfølger features, man ikke havde forventet.
Fokus på sikkerheden
Sikkerhedsspørgsmålet tages tilsyneladende ganske alvorligt hos Huawei, der introducerer mulighed for at styre tilladelser for nogle af telefonens funktioner.
Du kan nu se hvilke applikationer, der har adgang til f.eks. kalenderoplysning, og fjerne adgangen ved et enkelt klik.
Det er også muligt at bestemme hvilke applikationer, der har adgang til ens telefonnummer, samt forhindre applikationer i at lave opkald, overvåge beskeder eller benytte kameraet. Push-notifikationer kan også deaktiveres for den enkelte programmer.
Dertil kommer de mere almindelige grundlæggende sikkerhedsindstillinger i Android, der fortsat er tilstede.
Rimeligt tastatur og ordbog
Kontakter og kalender er rimelig standard i forhold til Androids grundlæggende form, og den gode nyhed er, at der både er ugenummer og -visning i kalenderen.
Huawei har gennem tiden haft deres udfordringer med tastatur og ordbog i deres telefoner, men i P6 er det lykkedes, at nå i mål. Tastaturet og ordbogen fungerer som sådan fint, men lider dog under de sædvanlige Android-problemer med at nederste linje er broderet med knapper, ud over mellemrumstasten.
Det betyder, at man ofte kommer til at lave punktum i stedet for mellemrum. Faktisk er det sådan, at man ofte kan detektere om en besked er sendt fra en Android-mobil, ved at se efter uhensigtsmæssige punktummer i teksten.
Forbedret på MMS
Da jeg testede Ascend P2 bemærkede jeg hvordan MMS-beskeder var en håbløs oplevelse. Billeder var små frimærker, der ikke kunne zoomes i, uden de først blev gemt i galleriet – virkelig ikke lækkert at arbejde med.
Dette har Huawei da heldigvis fået rettet i P6, der på både MMS og SMS-delen, er et velfungerede værktøj i ens dagligdag.
Holder du af små grafiske smileys, er der let adgang til dem fra tastaturet.
Bliv skønnere med kameraet
Hovedkameraet på 8 megapixels tager ganske gode billeder, og det rammer fokuspunktet rimeligt præcist, hvilket gør en i stand til at tage fine kreative fotos. Der ligger et lille udpluk af små billedjusteringsmuligheder, hvilket kan være fint for den lille hobbyfotograf.
En sjov funktion i frontkameraet er ”forskønnelse” der kan gøre ansigter kønnere, ved at ”spartle” ujævnheder ud. Så portrætfotos kan dermed få et semiprofessionelt touch af retouchering uden det kræver efterbehandling.
Helt generelt gør kameraet det, man forventer, og som en bonus er det da rimelig cool at frontkameraet er hele 5 megapixels. Videooptageren er med det kamera 720p i opløsning, mens det almindelige kamera leverer Fuld HD 1080p kvalitet.
En god netmobil trods 4G mangel
Huawei Ascend P6 er ikke en arbejdshest i forhold til virksomhedsmail. Mailprogrammet understøtter godt nok Microsoft Exchange og andre gængse mailsystemer, men umiddelbart har vi ikke kunne finde frem til, at vise mails som tråde i stedet for enkelt mails, og generelt opleves e-mail som en skrabet oplevelse, om end det der er og virker fint.
Det går bedre på nettet, hvor internet-browseren er ganske fremragende. Siderne indlæses lynhurtigt, navigationen rundt i artikler og billedtunge oversigter, klares uden problemer.
P6 er ikke en 4G LTE mobil, så du skal nøjes med de ”gamle” 3G-forbindelsestyper. Det interessante er, at det ikke er noget som ødelægger brugen af mobilen. 4G er ikke noget man savner, andet end når der laves hastighedsmålinger.
Den maksimalt understøttede forbindelseshastighed på mobilnettet er HSPA+, populært kaldet Turbo 3G, hvor den teoretiske hastighed er op til 21 mbit/s. På Telias netværk har vi målt fra 3 til 11 mbit/s, mens den maksimale hastighed via Wi-Fi typisk varierer mellem 20 og 30 mbit/s.
Konklusion: Android-telefonen til den designbevidste
Hvis du ikke er til klodsede plastikmobiler og telefoner med glas på for- og bagsiden ikke er noget for dig, er det værd at se nærmere på Huawei Ascend P6.
Dens bløde afrundede kant i bunden og hjørnerne, samt dens yderst begrænsede størrelsen og tykkelse, gør positivt indtryk på de fleste.
Det er ikke verdens bedste skærmkvalitet, rå ydelse er begrænset og den har ikke 4G LTE – plus de andre kompromiser vi her i testen har nævnt. Men til den helt almindelige, ikke tekniske forbruger, der vil have en lækker mobil, der bare virker, og som leverer en fin lydkvalitet, er Ascend P6 et godt bud på den næste mobil.
P6 kommer fint gennem arbejdsdagen trods sit ikke-udskiftelige batteri på 2.000 mAh.
Prisen ligger, ifølge Mobilpriser.dk, lige under 3.000 kroner uden abonnement. Umiddelbart synes jeg det er en lidt for høj pris, specielt set i lyset af, at Huawei og andre producenter, er prisaggressive på deres topmodeller – men okay, naturligvis skal der gives lidt for de fede design.
Jeg håber virkelig, at Huawei kommer med en rigtig topmodel, der har samme lækre design som denne, for de har virkelig skabt noget, at de godt kan være bekendt.
P6 fortjener fuldt ud 4 ud af 6 stjerner.
Plus / minus
PLUS
– State of the art, verdensklasse design
– God til SMS og MMS
– Logisk menuopbygning og flydende betjening
MINUS
– Halvdårlig højtaler på bagsiden – speakerphone og musik er no go
– Dårlig placering af headset- og opladestik
Mere nyt om Headset
Siden redaktionen kørte denne fortælling er der kommet nyt i sagen. mobilsiden har holdt fast i temaet. 26/7/2013 bragte vi en artikel omkring emnet Voicebird – optag mobilsamtalen (produkttest) – Historien kan læses her. Redaktionen har fortsat interesse for emnet. Læs seneste nyt om Headset..