Sony Xperia U – under Sony niveau (mobiltest)
Forventningerne til Xperia U fra Sony har været store – fordi både Xperia S og Xperia P er ganske gode telefoner. Men bestemt også fordi de tidligere mini-modeller fra Sony (dengang Sony Ericsson) virkelig var ’value for money’.
Forventningerne kommer også eftersom, at Xperia U har en lille wauw-faktor, som både Xperia P og S mangler. Men er det så nok?
– Testen af Xperia U er i gang – se lidt af dens wauw-faktor her
Wauw-effekten giver udslag ved, at den transparente linje nederst på telefonen kan lyse op i de farver der vises på telefonen. Eksempelvis hvis man bladrer fotoalbummet igennem, og der er billeder med orange farver, så lyser den orange – og hvis billedet er grønt, så lyser den grønt. Cool effekt, og noget af det, som i testperioden har vakt opsigt, når jeg har haft telefonen med rundt.
En anden ting, som har gjort folk har været opmærksomme på Xperia U er, at der i salgsæsken er en ekstra ”bund” – så man kan skifte det nederste stykke ud. Med i den pakke vi har modtaget på redaktionen var en pink farve – og den giver altså opmærksomhed.
Mange har set telefonen og spurgt hvad det er for en telefon. Bestemt en ting, som har manglet ved både Xperia S og Xperia P – da de er mere anonyme, selvom de stadigvæk er ganske stilfulde smartphones.
Generelt om Xperia U
Sony Xperia U kommer på markedet med Android 2.3 ligesom de to andre – i ”familien” – Xperia S og P. Den bliver dog opdateret til Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) i løbet af sommeren.
Telefonen er ganske let og vejer kun 110 gram – men byder alligevel på en række muligheder og 1 GHz dual-core processor. Telefonen har GPS-modtager, voice recorder, kamera på front og bag – samt kan laves til Wi-Fi hotspot. Telefonen har 512 MB RAM og 4 GB indbygget hukommelse.
Xperia U benytter det ”gamle” SIM-kort – og altså ikke microSIM, som både Xperia P og S gør.
Der er med de nye Xperia-modeller taget lidt af de idéer til hjemmeskærmen, som Sony Ericsson benyttede på mini-modellerne, hvor man kan lave genveje på forsiden, og endda i mapper.
En af de ting jeg har været rigtigt spændt på med Xperia U var, om den i dagligdagen fungerede ligeså godt som storebrødrene (P + S), samt hvordan det 1.320 mAh batteri ville gøre sig, når det blev testet i det almindelige hverdagsbrug.
Efter nogen tid med denne telefon, må jeg dog sige, at jeg er pænt træt af interfacet ikke er loadet HVER gang jeg tjekker. Iconer skal lige ”falde på plads” hvis der slides mellem siderne, specielt hvis det er noget tid siden man sidst har fået dem indlæst. Det er bare ikke godt nok Sony!
Designet med farver
Designet på Xperia U minder om både Xperia S og P – dog med et lidt mere ”sprælsk” udtryk. Det hjælper den transparente linje for alvor med til, når den lysende farve skifter alt efter hvad der ses på skærmen.
En anden ting, som også gør noget og giver designet sit eget udtryk er, hvis man eksempelvis skifter den sorte ”bund” ud. Med i den salgsæske, som har været forbi redaktionen på Mobilsiden.dk, var der en pink med – som klart giver opmærksomhed i offentligheden.
Ellers er designet fint og enkelt – materialevalget er ikke ligeså lækkert som på Xperia P, men det er så måske der man skal mærke en af de største forskelle ved at tage det billige valg. Telefonen er stadigvæk god at have i hånden, og ligger godt i hånden og føles som kvalitet – til trods for den er produceret i ren plastik. Bagsiden er dog rigtig god – og føles som meget god kvalitet.
Mail, SMS’er, tastatur og meget andet
Har du netop fået en SMS-besked, e-mail eller andet, så kan du fra låseskærmen åbne direkte ind i hændelsen. Du kan dog også benytte besked-funktionen.
Hvis du vil benytte genvejen fra låseskærmen, så kan du blot ved at trække en bar fra venstre og mod højre, åbne direkte en SMS eller ved et ubesvaret opkald. Låseskærmen kan også give besked om nye mails og Facebook-beskeder, og det fungerer på samme måde.
Tastaturet på Xperia U er i øvrigt godt at skrive på, og den buede bagside på telefonen gør at den ligger rigtigt godt i hånden, selvom den ellers er udformet ret firkantet. Selvom skærmen er mindre end på Xperia P, så er tastaturet stadigvæk rigtig godt at skrive på.
Skærmen på 3,5 tommer
På Xperia U sidder der en 3,5 tommer LCD-skærm, med en opløsning på 480 x 854 pixels og 16.7 millioner farver. Skærmen fejler ikke noget i det daglige og er bestemt godkendt.
Xperia U har ikke WhiteMagic-teknologien, som Sony havde smidt i skærmen på Xperia P. WhiteMagic gør skærmen bedre at se på i sollys, samt skulle give bedre batteritid.
Et kamera der skuffer
Xperia U har et 5 megapixels kamera, med en række forskellige indstillinger. Dog må jeg sige kameraet har skuffet mig. Det har svært ved at stille fokus på de ting man ønsker, selvom den blandt andet har funktionen ”berøringsfokus”.
Det med billeder er dog nogle gange en smagssag, så du kan jo have en anden mening end mig. Dog vil jeg sige, at den er bedst til billeder taget udendørs.
Holder du kameratasten nede mens mobiltelefonen er låst, så tages der hurtigt et billede – og der er et væld af indstillinger du kan vælge imellem.
Xperia U har funktionen Facebook inside Xperia, hvilket betyder du kan kommentere og ”synes godt om” på vennernes billeder, direkte inde fra galleriet. Det kræver blot du har aktiveret funktionen på din telefon.
Telefonen har selvfølgelig været med på en lille foto-tur, så du kan se nærmere og vurdereselv hvordan du synes Xperia U tager billeder.
Kameraet har en række funktioner – der iblandt geo-tagging, reduktion af røde øjne og meget andet, og kameraet kan optage video i en opløsning på 1280 x 720 (720p).
Underholdningsdelen
Xperia U kombinerer Sonys underholdningsdel i et lille og smart design, som brugeren kan personalisere indeni og udenpå.
Telefonen kan streame musik til trådløse højtalere via DLNA. Du har også mulighed for Sonys egen Music Unlimited streaming-tjeneste – og ellers kan du have indholdet lokalt på dit eksemplar af Xperia, hvilket dog kræver køb af et hukommelseskort.
Batteriet er håbløst
Der sidder et batteri på 1.320 mAh i Xperia U, hvilket er en lille smule større end Xperia P, som havde et på 1.305 mAh. Derfor drømte jeg også om længere batteri tid end jeg havde på Xperia P – da skærmen jo er mindre, og derfor skulle kræve en lille smule mindre strøm.
Men her kan det være WhiteMagic-teknologien der hjælper lidt på batteri-tiden på Xperia P.
Skuffende har batteritiden i hvert fald været på Xperia U – og den er heller ikke helt til at finde ud af. De første 20 procent af batteriet (fra 100 til 80 procent bliver brugt på ganske kort tid), derefter holder den ganske okay i den midterste del – men de sidste procenter sluges også i en hast, hvor man dårligt når at få opladeren i stikkontakten.
Jeg vil dog ikke afvise, at der i mit eksemplar har været en fejl eller noget – som måske kan fikses i en software-opdatering, da jeg har set tests på nettet, hvor batteriet har holdt længere end på Xperia P.
Personligt har jeg i testperioden ikke kunne få batteritiden op på mere end 12-15 timers drift – og det er altså bare for kort tid. Det er ved almindeligt brug og uden lange samtaler eller en masse video-kiggeri.
Internettet går ned
Internettet er noget af det, som får folk til at købe en smartphone. Men lad mig sige det sådan – at når det virker på Xperia U – så er det bestemt også en godkendt oplevelse, da det jo ikke er en high-end telefon.
Men jeg har også flere gange været ude for, at internetbrowseren lukkede sig selv ned. Og det er altså pænt irriterende. Så sidder man og læser nyheder, tænker…hmm..interessant artikel den vil jeg læse, men når man så klikker på den lukker browseren ned, i stedet for at åbne den aktuelle artikel. Grr…
Det er under al kritik – og så er det lige meget om en telefon koster 2.000 kroner eller den koster 4.500 kroner, sådan noget skal bare ikke ske. Køber man en smartphone forventer man jo, at man kan komme på internettet.
Spil og andet sjov…
Telefonen kan sagtens benyttes til spil som Cut the Rope, Angry Birds m.m. og har en ganske okay oplevelse.
Dette er nok også fornuftigt, da jeg forventer Sony har tiltænkt denne smartphone til den lidt yngre målgruppe. Det er i hvert fald dem jeg synes den henvender sig bedst til, med den transparente linje i bunden, og de udskiftelige farver til det allernederste stykke.
Men den yngre målgruppe kræver måske også lidt mere batteritid til, hvis der skal spilles, sms’es og der skal være lidt onlinetid på Facebook m.m.
Billeder taget med Xperia U
Video: Testen af Xperia U er i gang
Konklusion
Forventningerne til Xperia U var store, desværre måske også for store. Xperia U har i hvert fald svært ved at leve op til disse.
Alene det at interfacet ikke bare er loadet når den åbnes, og der slides imellem de forskellige sider, er bare ikke godt nok. At internetbrowseren så også har tendens til at lukke ned, når hjemmesider besøges – det er under al kritik.
Xperia U koster netop nu omkring 2.000 kroner ifølge Mobilpriser.dk – men derfor skal basale ting vel stadigvæk fungere? Specielt de første uger – der skal man vel ikke allerede forvente der er problemer?
Det er med sorg i sinde jeg skriver disse ord, specielt fordi Sony Ericsson på Xperia X10 mini og Xperia Mini bare havde fået det hele til at fungerer helt perfekt.
Derfor kan jeg ikke hive Xperia U op på mere end 3 ud af 6 stjerner, og batteriet har jeg egentlig ikke engang haft med i vurderingen.
Kort sagt synes jeg det er synd Sony har sendt denne Xperia telefon på gaden, da den slet ikke kan leve op til Xperia P og S – eller de gamle mini’er.
Har du derfor 2.000 kroner til en ny mobil – vil jeg i stedet for klart anbefale dig at det bliver Huawei Honor, som havner i din lomme.