Test: Samsung Galaxy A9 (2018)

Anmeldelse: Samsung Galaxy A9 (2018) byder på hele fire kameralinser på bagsiden, flot design og masser af lagerplads.

Test: Samsung Galaxy A9 (2018)

Tilbage i oktober sidste år, lancerede Samsung verdens første mobiltelefon med hele fire kameraer på bagsiden. Her, tre måneder senere, er samme telefon stadig indehaver af denne verdensrekord. Telefonen hedder Samsung Galaxy A9 (2018) og vi har haft den til test på Mobilsiden.dk.

Samsung Galaxy A9 (2018) byder på, udover sammenlagt fem kameralinser, et nyt flot glasdesign med farveovergang på bagsiden, en stor 6,3 tommer AMOLED skærm, 128GB lagerplads med MicroSD udvidelse op til 512GB og 6GB RAM. Dens vejledende pris på 4.499 kroner placerer den i samme kategori som OnePlus 6T. Lad os se hvordan den klarer sig mod konkurrenterne. Her er vores test af Samsung Galaxy A9 (2018).

Test: Samsung Galaxy A7 (2018) – Vild med vidvinkel

Fordele:

  • Flot design og farver
  • Stor flot farvefyldt skærm
  • Lang batteritid
  • Hurtigopladning
  • Masser af lagerplads
  • 3,5mm jackstik

Ulemper:

  • Langsom i forhold til andre i prisklassen
  • Kameraet skuffer
  • Raslende fysiske knapper
  • Ikke den bedste fingeraftrykslæser
  • Kommer med ældre Android udgave
  • Højtaleren lyder ikke godt
  • Ingen IP certificering
 
samsung galaxy a9 2018
Vi elsker farven på den blå Samsung Galaxy A9 (2018). Foto: Mobilsiden.dk

Glas og vilde farver

Samsung Galaxy A9 (2018) minder utroligt meget om A7-modellen. Der er dog lige en ekstra kameralinse på bagsiden og så farverne på A9 er utroligt lækre. Den fås i tre forskellige farver: Lemonade Blue, Caviar Black og Bubblegum Pink, hvor vi har fået den blå udgave til test. Farven på bagsiden går fra mørkeblå og over i en grønlig farve. 

Både bagside og forside er i glas, men hvilken type er ukendt. Vi har dog ingen problemer haft med holdbarheden i testperioden. På forsiden finder man lidt større kanter end på Samsung dyrere telefoner, men der er til gengæld ingen notch at finde.

På bagsiden ser vi det voldsomme kamera med hele fire linser, samt en LED blitz, som sidder ude i venstre side. I midten finder vi en fingeraftrykslæser, som til tider kan drille. Rammer du den ikke perfekt eller er fingrene bare en anelse fugtige, så nægter den at låse op. Godkender den fingeraftrykket, så går oplåsningen dog rimeligt tjept. 

Der er både USB-C, og ikke forældet MicroUSB som på dens lillebror, og 3,5mm jackstik. Der sidder en tænd/sluk knap, lydstyrkeknapper og så er den desværre ikke sluppet for Samsungs Bixby assistent knap. Knapperne er udmærkede at trykke på, men de sidder i anelse løst. Man kan høre det og mærke det når man fx lægger telefonen fra sig. Det synes vi er under Samsungs sædvanlige standard.

samsung galaxy a9 2018
Hele fire kameralinser praler Samsung Galaxy A9 (2018) med. Her er både ultra vidvinkel, 2x optisk zoom og dybdesensor. Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer på Samsung Galaxy A9 (2018)

Samsung Galaxy A9 (2018) specifikationer
Mål og vægt 162,5 x 77 x 7,8 mm , 183 gram
Skærm 6,3 tommer Super AMOLED, 1080 x 2220 pixel, 18,5:9
Processor Snapdragon 660
Batteri 3.800 mAh med hurtigopladning
RAM / Internt Lager 128GB / 6GB med plads til MicroSD op til 512GB
Kamera Bagkamera 24MP f/1,7 og 8MP f/2,4 ultra vidvinkel, 10MP telefoto og 5MP dybdesensor, frontkamera 24MP f/2
Software Samsung Experience 9.0 med Android 8.0 
Andet Plads til 2 simkort + MicroSD, Bluetooth 5.0, Dolby Atmos, USB-C indgang, FM Radio
Vejledende pris 4.499 kroner
Samsung Galaxy A9 2018
USB-C med hurtigopladning, FM Radio, 3,5mm jackstik, 128GB lager med MicroSD udvidelse. Men hvor er IP certificeringen?. Foto: Mobilsiden.dk

Skærmen imponerer, ydelsen gør ikke

Samsung Galaxy A9 (2018) kommer med en 6,3 tommer AMOLED skærm. Her er der ingen fine buede kanter, som på de dyrere modeller, men skærmen fejler intet, tværimod. Det er en fremragende skærm med masser af lys, farve, og gode betragtningsvinkler. Derudver er der ingen skærmnotch. Det er en fornøjelsen at se film og spille spil på den. Altså de spil som chipsættet kan trække.

Ydelsen er på ingen måde dårlig, men den er heller ikke voldsomt god. Generel brug med navigation rundt i telefonen, brug af browseren og åbning af apps gør den rigtig fint. Her er ingen hakken er det foregår flydende. Men til mere krævende ting, så kan man godt mærke hjertet i den består af et mellemklasse chipsæt, nemlig Snapdragon 660. Også i kameraet kan man til tider mærke de manglende kræfter. Det er prismæssigt oplagt at sammenligne med OnePlus 6T, som i stedet kommer med Qualcomms nuværende topmodel, Snapdragon 845. Der er en verden til forskel på den to chipsæt. Mange vil dog være fint tilfredse med ydelsen på A9 (2018), så længe man ved der er begrænsninger.

Der er ingen stereo højtalere i A9 (2018), men en enkelt enhed i bunden af telefonen. Den spiller højt nok, men imporerer ikke lydmæssigt. Højtaleren på OnePlus 6T er betydeligt bedre.

Galaxy A9 (2018) kommer med Samsung Experience, version 9.0. Den har desværre ikke fået Samsungs nye brugerflade endnu, men det får den forhåbentlig på et tidspunkt. Den bygger på Android 8 Oreo, som efterhånden er en gammel sag. Android 9 Pie er ved at blive rullet ud til dyrere Samsung telefoner, men hvornår den lander på A-serien er endnu uvidst.

Læs også: Android Pie og OneUI kommer også til Samsung Galaxy S8 og S8+

Samsung Galaxy A9 2018
Samsung Galaxy A9 (2018) har Samsungs snart forældede brugerflade og en ældre Android udgave. Foto: Mobilsiden.dk

Der mangler hverken batteri eller lagerplads

Galaxy A9 (2018) kommer med 128GB lagerplads, hvor man endda kan smide op til 512GB MicroSD i. Der er desuden også både 3,5mm jackstik og FM Radio. Der er 6GB RAM og dermed ingen problemer med at holde apps åbne og klar til brug. Det er ikke mange telefoner man finder med så meget lagerplads og tilslutninger til prisen.

Den indeholder også et 3.800 mAh stort batteri, som holder den kørende i overraskende lang tid. Her får jeg let en hel aktiv dag, og lidt til, med omkring 6 timers skærmtid. 

Når det er tid til at lade den op, så er det dejligt at hurtigopladning er ombord. Her får den ladet omkring 40 procent af batteriet op på en halv time. Det kan ikke matche OnePlus’ Fast Charge, men det er udmærket.

Test af OnePlus 6T – Mindre notch, større skærm

Samsung Galaxy A9 2018
Batteritiden på Galaxy A9 (2018) er god. Den har heldigvis også hurtigopladning. Foto: Mobilsiden.dk

Det er en fornøjelse at snakke i A9

En sjælden gang i mellem bruger vi også vores mobiltelefoner til opkald. Her kan vi rapportere at Galaxy A9 (2018) gør det absolut fremragende. Stemmer lyder klare og lyden er rigeligt høj. 

Lyden er også rigtig god når man smider et par hovedtelefoner i, men først når man får aktiveret Dolby Atmos. En funktion som underligt nok er deaktiveret som standard. Hvorfor dog det Samsung?

Datadækningen har i testperioden også været rigtig fin. Vi har ikke oplevet situationer, hvor vi har stået uden dækning eller hvor data har drillet.

Fire kameralinser på bagsiden. Hvorfor?

Hvorfor er der hele fire kameralinser på bagsiden af Samsung Galaxy A9 (2018)? Det er et godt spørgsmål, men det giver faktisk ret god mening. De fire linser har hver deres kerneområde, som giver kameraet i A9 bedre fleksibilitet. 

Der er et primært kamera med 24 megapixel, blænde f/1,7, en ultra vidvinkel på 8 megapixel med blænde f/2,4, en telefoto på 10 megapixel med blænde f/2,4 og til sidst en 5 megapixel dybdesensor. Med vidvinkel får man mere med på billedet, fra samme afstand som den det primære kamera, med telefoto får man optisk 2x zoom og med dybdesensor kan man lave billeder med bokeh effekt, altså en sløret baggrund.

Samsung Galaxy A9 2018
Nederst i viewfinderen kan man skifte i mellem vidvinkel, primært kamera og 2x optisk zoom. Foto: Mobilsiden.dk

Selve implementeringen af de fire linser er rigtig god, hvor man meget simpelt kan skifte i mellem dem. Men kvaliteten af dem skuffer desværre. A9 (2018) tager udmærkede billeder i dagslys og både billeder med dybde og vidvinkel ser fine ud. Bare man ikke zoomer alt for meget ind, hvor man hurtigt får en noget grumset oplevelse. Der er også utroligt stor forskel på billederne fra det primære kamera og vidvinkel, hvor farver, skarphed og detaljer er langt fra hinanden. 

Når lyset forsvinder, så kæmper Galaxy A9 (2018) med alt hvad den har, men det er sjældent godt nok. Indendørs billeder og billeder i mørke bliver sjældent gode og der er alt får meget støj. 

Det er lækkert at have fire linser at skifte i mellem, men det giver ikke mening når kvaliteten af billeder ikke er bedre. OnePlus 6T har kun to kameralinser, men tilgengæld er de langt bedre. Jeg tager kvalitet over kvantitet.

Her er billeder taget med Samsung Galaxy A9 (2018):

Samsung Galaxy A9
Samsung Galaxy A9 (2018) med det primære kamera. Taget om eftermiddagen, mens det var overskyet. Foto: Mobilsiden.dk

Galaxy A9 (2018) er god, men ikke god nok

Jeg er sikker på at mange vil blive lokket af Galaxy A9 (2018)’s tiltrækkende udseende og de flotte farver, og de fleste vil sikkert være godt tilfredse med den. Men sammenlignet med hvad man ellers kan få til prisen, så er det svært at anbefale den. Den vinder på lagerplads med MicroSD udvidelse, en god skærm og godt batteri, men taber på ydelsen, kameraet, højtaleren samt en efterhånden gammel Android version. Et plus for nogle vil også være 3,5mm jackstik og FM Radioen. 

Samsung Galaxy A9 (2018) er uden tvivl en udmærket mobiltelefon. Men med en pris på 4.499 kroner, så placerer den sig en anelse over den billigste udgave af OnePlus 6T. I OnePlus 6T får man større skærm, langt bedre ydelse, bedre kamera og hurtigere softwareopdateringer. Den har også bedre byggekvalitet og ikke mindst højtaler. Det er også være at huske på, at der kommer en afløser for Samsungs flagskib lige om lidt, hvilket betyder at dens forgænger, Galaxy S9, sikkert bliver billigere end Galaxy A9 (2018). 

Samsung er på rette vej med deres mellemklasse smartphones, men der er et stykke vej endnu. Samsung Galaxy A9 (2018) lander på 4,5 ud af 6 stjerner.

Læs også: Huawei Mate 20 Pro, Galaxy Note9 eller iPhone XS Max?

galaxy a9 2018

Sagen er ikke slut

Siden vi bragte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden har bragt sagen videre. d. 2/1/2019 gik vi videre med temaet i nyheden; De mest læste anmeldelser i 2018 – Artiklen kan læses her. Se også de seneste nyheder om emnet her.