Samsung Galaxy Note 3 – endnu engang overbevisende (mobiltest)
Store smartphones, såkaldte phablets, ryster mange på hovedet af. Størrelsen er for de fleste skræmmende, men den har også tilhængere. Samsung har solgt over 40 millioner styks af Galaxy Note 1 og 2 på verdensplan. Så selvom jeg ikke personligt er i målgruppen erkender jeg, at andre har stor glæde af denne produkttype.
Selvom både Sony og HTC har storskærms-produkter på hylderne, er Samsung noget helt specielt. Den medfølgende stylus, udvider funktionaliteten til et interessant og uset niveau, og Galaxy Note er således meget mere, end blot en stor skærm.
Siden den første version i begyndelsen af 2012 har Note gennemgået en række udviklingstrin, hvor funktionerne er forfinet så meget, at vi reelt står med en elektronisk schweizerkniv uden sidestykke.
Galaxy Note 3 er telefonen du køber, hvis du har et særligt behov, for en avanceret mobil løsning.
Som de andre Notes
Samsung følger deres kendte designlinje, og Note 3 ligner fortsat både de tidligere Notes, samt Galaxy S4. En lille nyskabelse på designet er det dog blevet til. Selvom telefonen er skabt i plastik, har bagsiden et læderagtigt udseende, med hvad der ligner en lædersyning langs kanten.
Men du skal ikke lade dig narre, for det er fortsat plastik hele vejen igennem. Den hvide udgave af telefonen føles som plastik, mens den sorte rent faktisk har en læderfølelse, selvom det blot er plastik.
Alt i alt er der tale om et velkendt design der virker.
Vægten er 168 gram, en smule mindre end forgængerens 179 gram. De samlede mål er lidt mindre, til trods for, at skærmen er vokset fra 5,5 til 5,7 tommer. I tråd med tiden formindskes design, mens skærmstørrelsen forøges.
Ud over en højere PPI er Super AMOLED skærmen nu med Full HD opløsning på 1080 x 1920 pixels, og skærmkvaliteten er ualmindelig flot, selvom Samsung har tradition for overdreven farvebrug. Heldigvis kan dette manuelt nedjusteres via menuen.
Særdeles kraftig hardware
Galaxy Note 2 var kraftig men Note 3 har uden sammenligning noget mere power i maven. Vi taler om 4G LTE i Cat4, hvilket giver download-hastigheder på op til 150 mbit/s og 50 mbit/s, i hvert fald teoretisk.
Quad-core 2.3 GHz processoren med Adreno 330 GPU gør et godt job, og på den rå benchmarkmåling med Antutu kommer Samsung Galaxy Note 3 ud med en score på 36.500. Altså en af de kraftigste Android-telefoner på markedet.
I dagligt brug er der ingen lag eller pauser, og interfacet kører hurtigt og effektivt. Samsung har ellers nærmest overlæsset systemet med funktioner, og alligevel er det ikke gået ud over performance.
Samsung Galaxy Note 3 er testet med Android 4.3.
Mange muligheder for tilpasninger
Brugerfladen er som på andre Samsung-telefoner TouchWiz systemet. Kender du en af de tidligere modeller, vil du hurtigt føle dig hjemme og bekendt med de generelle funktioner.
Note 3 er som Samsungs topprodukter, et væld af muligheder for individuel brugertilpasning. Der er kommet nye flotte baggrunde, og alle funktionsgenvejene kommer til syne, ved at trække ned i topgardinet med to fingre. Du kan gå direkte til funktionen, ved at holde kortvarigt på ikonet, en yderst tidsbesparende funktion når indstillingerne skal justeres.
På Galaxy S4 gjorde Samsung et stort nummer ud af nye funktioner som Luftvisning, Smart-skærm og Smart-rul. Disse er stadig en del af mulighederne i systemet, men i marketingsammenhæng er de på Noe 3 tonet kraftigt ned, og mange af dem, er slet ikke aktiveret fra starten.
Note 3 har lidt samme udfordring som mange andre telefoner, at toplinjen er et vælg af informationsgrafik om alt muligt, her kunne det ønskes, at nogen en dag ryddede op i disse, eller at brugeren kunne vælge hvilke der skal være synlige.
I menuen kan app-genvejene vises alfabetisk, i listeform eller ud fra din egen opbygning. I denne redigeringstilstand kan programmerne fjernes blot ved at trække dem op på ”Afinstaller” i toppen, ligesom det også er muligt, at få detaljerede informationer om den enkelte applikation.
På forsideskærmen kan oprettes mapper til apps, men det kræver dog at mappen oprettes, før der kan komme noget i det. Du kan ikke blot trække to ikoner oven på hinanden, for at danne en mappe.
En række af de indbyggede widgets kan justeres i størrelsen, så de passer bedre ind, og fylder mere eller mindre.
Hvis tastaturet er for stort til, at du kan nå fra side til side med fingeren ved enhåndsbetjening, kan det gøres mindre og flyde ovenpå, eller formindskes og sidestilles til enten højre eller venstre side.
Standard-tastaturet er dog i sig selv godt og yderst velfungerende, men det er underligt at grafiske smileys omdanner beskeden til en MMS, noget jeg aldrig før er stødt på i en smartphone. Normalt er det blot den enkelte telefon, der omsætter tegn til grafik, uden fra en standard tekstbesked.
Avancerede note-funktioner
Hvis du synes de foregående Note-telefoner var avancerede, så er det intet imod hvad du finder i Note 3. Når først stylus-pennen trækkes ud, åbnes et væld af muligheder. Stylus hedder i Samsungs sprog ”S Pen”.
Du kan både omsætte skrevne kragetærer til læsbar tekst, og klippe tekstuddrag fra websites, og indsætte det som almindelig tekst i SMS-beskeder, blot ved træk og slip. Ting der skal huskes kan organiseres og gemmes i skarpbogen.
Man kommer hurtigt i gang med notatfunktionerne. Det kræver blot at holde S Pen en lille smule over skærmen, og klikke på den knap, der er placeret på siden. Air Command (Luft –kommando) popper her frem, og fra viften kan vælges en række muligheder, der omfatter brug af pen.
Noget af de mest overbevisende er, at et skrevet telefonnummer, eller adresse, kan danne grundlag for opkald eller opslag i kort. Denne funktion kaldes Action Memo (Handlingsnotat). Prøv f.eks. at skrive ”Vestergade” og oplev hvor effektivt adressen kan genkendes, og vises i kort-programmet.
Skarpbogen er et andet anvendeligt værktøj. Hvis du har et uddrag på eksempelvis en website du vil gemme, kan der tegnes en ramme omkring det, hvorefter det lægges i skrapbogen, som er en selvstændig applikation. Skarpbog er et super godt koncept, der er meget mere end blot et klassisk screenshot.
Selve screenshot-funktionen findes der stadig, og S Pen kan her benyttes til at skrive på skærmen, hvorefter udklippet kan deles.
En nyskabelse er Pen Window (Pennevindue), er en mystisk størrelse. Tegn en ramme og placer en funktion i den. Der kan tegnes flere rammer, og lægges flere funktioner op side om side. Lommeregner, opkald og kontakter, kan altså være aktive på skærmen på én gang. Idéen er interessant, men jeg har lidt svært ved at se, hvordan det skal bruges i praksis.
Vil du noget mere avanceret, kan der faktisk også skabes Powerpoints direkte på Note 3, og SMS’erne kan skrives med håndskrift, hvorefter den genkendes af systemet.
Den kraftige processor gør internetsurf til en stor fornøjelse. Alt sker lynende hurtigt, og browseren indeholder endda små interessante funktioner, som at tekstområder kan forstørres blot ved at holde fingeren en smule over skærmen på området. Samsung har også lavet en flot grafisk håndering af flere browservinduer, og den indeholder også adgang til privatbrowsing.
Browseren har desværre ikke text reflow, hvor teksten på et zoomet område tilpasses skærmbredden, så her må du nøjes med det zoom der gives ved at dobbeltklikke på teksten, eller leve med at scrolle fra side til side.
Hvis du mere ind i detaljerne omkring disse ting i Note 3, så se vores web-TV indslag, hvor vi gennemgår mange af dem punkt for punkt.
Galaxy Note 3 har 3G, 4G LTE og naturligvis adgang til Wi-Fi, inklusive den nye AC-standard, hvilket Note 2 ikke havde.
Irriterede S Pen stylus
De avancerede Note-funktioner hele årsagen til, at købe Note 3. Men det er også her, at du skal investere en del tid i at lære dem at kende, ellers får du ganske simpelt ikke den fylde udnyttelse af produktet.
Selvom S Pen har mange muligheder er der små problemer. Præcis som på Note 2 følger stregen man tegner, ikke pennen helt. Stregen tegnes altid efter pennen, noget der kan forvirre gevaldigt. Jeg håber Samsung på et tidspunkt får løst dette, så der kan blive tale om en realtime oplevelse.
Derimod er det smart at stylus bor inde i produktet, så den altid er med. Hvis du forlægger betjeningspinden, gør telefonen opmærksom på det – en smart detalje.
S Pen glider i øvrigt smertefrit hen over skærmen, og er ganske let både at tegne og skrive med, om end det kræver en del øvelse, at blive rigtig dygtig til det. Uanset hvad er der tale om en plastikspids på en glasplade, hvilket aldrig vil give samme oplevelse, som traditionel blyant og papir.
Godt kamera med mange funktioner
Samsung introducerede med Galaxy S4 en bunke nye kamerafunktioner, og disse er ført med over på Galaxy Note 3. Det betyder blandt andet mulighed for at tage billeder med både hoved- og frontkameraet på én gang, og optage HD-video samt skyde fotos mens der optages.
Kameraet har også billedestabilisator, HDR og en masse andre spændende muligheder.
Dertil kommer at kameraet på 13 megapixels tager nogle virkelig flotte billeder, der bestemt er en topmodel værdig. Front kameraet er i øvrigt på 2 megapixels, og med mulighed for videooptagelse i Full HD (30 fps).
Selvom der er virkelige mange funktioner, er det ikke nødvendigt at benytte dem, da billeder i autofunktionen i det store hele bliver rigtigt gode. Men der er nok at lege med, endda en golf-funktion har set dagens lys.
Videooptageren understøtter Full HD i 4K (Ultra HD) 3840 x 2160 pixels i 16:9 format, så du kan lave optagelser og få glæde af det, på et 4K TV i hjemmet, hvis du har et sådant. Der er også lydzoom hvor mikrofonen vil fokusere lyden på det område, der er zoomet ind på. Den høje opløsning understøtter dog ikke dobbeltkamera-brug, eller at der kan tages snapshots mens optageren kører. Videostabiliserings-funktioner virker heller ikke i denne tilstand, og hvert klip er begrænset til 5 minutters optagelse.
Samsungs videofunktion giver mulighed for, mens optagelsen kører, at re-fokusere på et nyt område, blot ved at klikke på udvalgt punkt på skærmen. Denne detalje findes i flere smartphones, men underligt nok ikke i Nokias kameratopmodel Lumia 1020.
Galleriet kan udover lokale billeder på enheden, også vise indhold fra Dropbox, hvilket bestemt kan være meget nyttigt. Der kan desuden skrives bag på billederne med håndskrift, skrives oven på billederne, samt laves foretage redigeringer direkte på skærmen.
Videoklips kan som på de tidligere topmodeller afspilles i et vindue oven på brugerinterfacet, så der kan besvares mails og beskeder, mens der ses film.
Der er ingen tvivl om, at Samsung har noget af de mest avancerede på kamerafronten, hvis man da ser bort fra Nokia Lumia 1020.
Også god til det basale
Basale funktioner som opkald og SMS-beskeder er ikke et problem for Samsung Galaxy Note 3, der både har god lydkvalitet, samt helt stabile forbindelser via Bluetooth og trådløst netværk. Det er i hvert fald ikke noget, der har givet problemer i testperioden.
Den store skærm giver mulighed for at have tallene fremme på tastaturet hele tiden, så de er let tilgængelige.
Telefonen er ganske udmærket at sende beskeder fra, hvilket også gælder mails, der understøtter alle de kendte konti samt mulighed for visning af mails i tråde.
Vores testmodel havde 32 GB indbygget hukommelse, der kunne udvides med yderligere 64 GB via microSD kort. Batteriet er på 3.200 mAh, og giver uden problemer strøm nok til en hel arbejdsdag. Mange vil nok også synes om, at batteriet kan tages ud, blot ved at pille bagbeklædningen af telefonen.
Rimelig god batteritid
Det lader til, at der efterhånden er ved at ske noget positivt på batterioplevelsen i smartphone-verdenen, hvilket også slår igennem på Galaxy Note 3.
Batteriet er næsten umuligt at køre træt ved ”almindeligt brug”, men det er klart, at hvis alle de mange muligheden enheden byder på udnyttes, så tærer det lidt på strømmen.
Jeg har ikke oplevet at køre tør på en arbejdsdag, så Samsung klarer sig på dette punkt ganske fint, men husk på, at dette er meget individuelt og ikke mindst, afhængig af lysstyrke og mange andre ting.
Jeg vil beskrive det sådan, at jeg med Note 3 ikke har skulle løbe af stikkontakt til stikkontakt.
Hemmelig magasinfunktion
HTC har fået ros for deres nyhedsliste Blinkfeed, der på HTC One udgør hele forsiden. Det vil Samsung ikke stå tilbage for, og har indarbejdet en Samsung-fiseret Flipboard version i TouchWiz brugerfladen. Slide op fra bunden af skærmen, hvorefter en lækkert designet nyhedsliste kommer frem.
Der er forskellige muligheder for indstillinger af hvilket indhold der vises, men umiddelbart lader den ikke at integrere sig med ens almindelige Flipboard-konto.
Funktionen er interessant, men HTC Blinkfeed er bedre udført.
Stort tilbehørsprogram
Der findes en lang række tilbehørsmuligheder til Samsung Galaxy Note 3. På coverdelen er det smart, at et originalt Samsung-cover kommer med en ny bagside, så man altså ikke forøger tykkelsen, ved at have to bagsider.
Jeg har anvendt en type med lukket front, men med plads til kreditkort inden i klappen der åbner. Der fås også en med vindue i, så de basale funktioner kan benyttes, uden at aktivere hele skærmen. For begge typer gælder det, at mens der tales kan coveret lukkes, så man ikke står og bøvler med et halvåbent beskytteleses-cover – trods alt er telefonen rigeligt stor i sig selv.
Dertil kommer naturligvis Samsung Galaxy Gear, det nye smartwatch. Det kan du læse mere om, i dens egen test.
– Test: Samsung Galaxy Gear – smartwatch i første-gear
Note 3 har mange sensorer og forbindelsesmuligheder. GPS og Glonass finder lynhurtigt ens position i Google Maps, der funktioner godt på den store skærm. Dertil kommer IR LED til fjernbetjening, NFC, Bluetooth 4.0 (LE) samt barometer, temperatur og fugtigsmåler. Men du finder også bevægelsessensorer, lysføler og mange andre.
Galaxy Note 3 er på alle måder en top-spec-smartphone.
Konklusion: Er den så alt det?
Samsung slog ud med armene da de i starten af 2013 præsenterede Galaxy S4, der for midt vedkommende skuffede på flere punkter. Armbevægelserne var lidt mindre med Note 3, og den mere ydmyge tilgang klæder den koreanske virksomhed.
Samsung Galaxy Note 3 er markedets bedste og mest avancerede storskærms-smartphone. Mens konkurrenterne har store skærme, for at have store skærme, har Samsung bare SÅ meget mere. Og med Galaxy Note 3 giver en stor skærm for alvor mening, når man har behovet.
Note 3 er en phablet smartphone der skal kan anvendes hver eneste dag, som et ualmindeligt effektivt arbejdsredskab, og når alt kommer til alt, er den rimelig kompakt, specielt når du tænker på, hvad du egentlig har med dig af muligheder.
Værsgo’ Samsung. Her er for anden gang i træk 6 ud af 6 stjerner jer på Galaxy Note.
Gid I en dag også vil lave en tablet, der fungerer lige så godt, og ikke mindst lave en Galaxy S5, der følger samme stil.