Test: Apple Watch 4 – Mangler det vigtigste
Det er efterhånden to måneder siden at Apples smartwatch, Apple Watch, blev lanceret i en ny udgave. Vi fik uret kort efter præsentationen og har nu haft rig mulighed for at prøve det ordentligt af. Samtidig har vi også fået testet Samsungs konkurrent til det, Galaxy Watch, så vi har noget at sammenligne med. Galaxy Watch var vi ret vilde med, men hvad har Apple Watch at byde på? Her er vores anmeldelse af Apple Watch Series 4.
Test: Samsung Galaxy Watch – Tiden er kommet
Normalt tester vi produkter i kortere perioder, det vil sige et sted mellem en og to uger. Det er lidt en anden oplevelse at teste et produkt i længere tid, da man ofte oplever nogle andre ting.
Hvordan har Apple Watch fungeret som min faste kompagnon på armen de sidste par måneder? Svaret får du herunder. Men lad os starte med at se på den fordele og ulemper vi er stødt på. Vi har testet udgaven med 44mm urkasse.
Fordele:
- Byggekvaliteten er fænomenal
- Skærmen
- Let og behageligt at have på
- Ydelsen
- God højttaler
- Gennemført software
- Præcis GPS og puls måling
Ulemper:
- Prisen
- Batteritiden
- Kan ikke måle søvn
- Ingen standardbeslag til urrem
Pænere design på Apple Watch 4
Man kan ikke komme uden om det: Står man og sammenligner Watch 4 med sidste års Watch 3, så ligner forgængeren noget fra fortiden. Det nye tyndere design og skærmen der går længere ud til kanterne, samt glasset der buer ned mod urets ramme, giver det et langt mere moderne look, nærmest futuristisk.
Watch 4 er i forhold til forgængeren blevet både højere og bredede, men det har også fået en større skærm. Til gengæld er det blevet tyndere og vejer mindre, så det føles faktisk ikke større end Watch 3.
Man finder samme placering af knapperne, men det betyder ikke de er helt uændrede. Apples Digital Crown har fået vibrator indbygget, som svagt vibrerer når man scroller i gennem menuerne i WatchOS. Det er en mindre tilføjelse, men effekten er af det er slående. Sideknappen ligner den fra sidst, men stikker ikke længere ud fra urets ramme, men flugter i stedet med den.
I mellem den digitale krone og sideknappen er mikrofonen nu blevet placeret. På den modsatte side sidder en forbedret højttaler, som ifølge Apple skulle spille 50 procent højere. Den vender vi tilbage til.
Test: Ticwatch Pro – En skuffende oplevelse
Specifikationer på Apple Watch 4
apple watch series 4 specifikationer og pris | |
Mål og vægt | 44 x 38 x 10,7 mm & 48 gram for 44mm udgaven |
Skærm | 1,78 tommer AMOLED, 448×368 pixel, beskyttet med Ion-X-glas |
Processor | Apple S4 med 64-bit dual-core-processor |
Batteri | Op til 18 timer |
Internt Lager | 16GB |
Software | WatchOS |
Andet | Optisk og elektrisk hjertesensor, accelerometer, gyroskop, bagside i safirglas, bluetooth 5,0, vandafvisende til 50m |
Vejledende pris | Fra 3.299 kroner |
En større skærm
Skærmen på 44mm udgaven af Apple Watch 4 er på hele 1,78 tommer, hvor Watch 3 havde en 1,65 tommer. Sammenligner vi med Samsung Galaxy Watch, så er skærmen på det 1,3 tommer. Både Apple Watch og Samsungs ur har en AMOLED skærm, men Apples er betydeligt skarpere, men der er også en forskel på 48 ppi, på en lille skærm.
Skærmforøgelsen på de sølle 0,13 tommer lyder ikke af meget, men det føles helt anderledes. Det ekstra skærmareal gør det lettere at se ting og navigere rundt i WatchOS.
Det er en ufatteligt lækker skærm med flotte farver og rigeligt lys til, at man kan se den selv med en skinnende sol i ryggen. Der er en indbygget sensor, som skruer op og ned for lyset alt efter behov.
WatchOS er bedst
Jeg tror det kan være svært at lave en brugerflade, hvor styring og indhold er tilpasset den lille skærm. En meget anden opgaven end brugerfladen til en mobiltelefon. Android har deres Wear OS, Samsung har deres Tizen Wearable OS og Apple har WatchOS. Jeg har efterhånden været alle tre brugerflader igennem og de gør det alle sammen godt. Nogle ting gør de bedre end de andre. Navigationen i Tizen, hvor man drejer på urskiven er jeg kæmpe fan af. Det føles utroligt naturligt, men Tizen lider af manglende stemmestyring, dårlige og manglende apps, mangel på træningstilbehør og for lange animationer.
For mig virker det til at WatchOS har det hele. WatchOS 5 er utroligt flydende og styringen med den digitale krone er fremragende. Dog ikke så god som Samsungs klikkende urskive, men det er ikke langt fra. Den nye vibrator feedback i kronen er skøn.
Det er let at finde rundt i og det går generelt rigtig hurtigt og helt uden hakken. Der er et stort udvalg af urskiver, som kan tilpasses på mange måder, men desværre ingen support for tredjeparts urskiver. Man kan håbe det kommer engang.
Det er ekstremt let at interagere med nofitikationer og svare på dem, fordi Siri er ombord. Man kan også bare smide en hurtig emoji af sted, hvis det giver mere mening. Her er Apple Pay, App udvalget, HomeKit til styring af fx Philips Hue, musikstyring og meget mere. Det fungerer altsammen rigtig rigtig godt og det føles som et fuldendt styresystem. Når nu Apple har så meget fokus på sundhed, så undrer det mig at der mangler måling af søvnrytme i uret. Jeg tager altid mit ur af inden jeg skal sove, men tænker mange mangler det.
Som noget nyt er der også et accelerometer, som meget akkurat kan måle om man falder, glider eller lignende. Har man slået sig så kan uret give besked til nødkontakter og eventuelt alarmcentralen. Jeg har slået det til på uret, men har simpelthen ikke kunne få den til at registrere et fald. Men det er testet nærmere i den her gode video:
Træning med Apple Watch 4
En af smartwatches primære funktioner, udover at vise klokken og notifikationer, er måling af løbeturen, cykelturen, vandreturen eller hvad det nu kan være. I Apple Watch bruger man appen Træning til dette, i kombination med appen Sundhed. I Sundhed kan man indstille alder, højde, vægt, køn osv, men det er i Træning at alt det sjove sker.
Apple Watch bruger en ny elektrisk pulsmåler, som må siges at være meget nøjagtig. Den virker dog ikke mere nøjagtig end den på Samsung Galaxy Watch, men uret behøver ikke sidde helt så stramt til, for at det kan aflæse pulsen. I forhold til Galaxy Watch, så virker der til at være en lille forsinkelse på pulsmålingen i Apple Watch 4, men ikke mere end omkring 5-10 sekunder.
En fordel ved Apple Watch er også mængden af tredjeparts træningsapps og tilbehør. Det finder man ikke andre steder end i Apples univers.
Skulle man have glemt at starte eller stoppe et træningspas, så husker Apple Watch dig på det. Vi ved jo alle at man ikke rigtig har trænet, hvis man ikke har tracket det, så tak for den funktion Apple.
GPS finder uret ekstremt hurtigt, så man lynhurtigt kan starte et træningspas. Specielt rart her i vinterperioden. Her er indbygget GLONASS, Galileo og QZSS teknologi og målingen virker meget præcis. Selv dybt i skovene i Hareskoven er der ingen problemer med GPS signalet.
Træning med Apple Watch er en fornøjelse og det er simpelt og hurtigt at komme i gang med. Det virker ikke helt så lækkert og gennemført som Samsung Health, som jeg personligt mener er undervurderet, men for den helt almindelige person er det virkelig godt. Er man elitesportudøver skal man kigge andre steder, såsom Garmins lækre fēnix ure.
Batteritiden skuffer på Watch 4
Brugerflade, hastighed og design er altsammen rigtig lækkert, men for mig er batteritiden på et smartwatch vigtigt. Jeg har ikke lyst til at skulle være afhængig af en lille magnetisk trådløs oplader hver eneste dag. Man skal kunne tage væk en weekend uden opladeren og komme hjem med strøm på uret.
Heldigvis er batteritiden på Apple Watch 4 forbedret. Ifølge Apple holder det cirka 18 timer, men jeg oplever lidt længere batteritid end dette. I løbet af en normal dag bruger jeg uret til at tjekke klokken, læse notifikationer og tracke omkring halvanden times træning med GPS. Når jeg sætter uret til opladning om aftenen, så har jeg omkring 40 procent batteri tilbage, dvs. næsten nok til en dag mere.
Det er fint at der er en forbedring, men jeg synes stadig ikke det er godt nok. Nogle gange fanger jeg mig selv i lige at kigge batteriprocenten, for hvad nu hvis det løber tør? Det er surt at gå rundt med et ur på armen, som er slukket. Hvilket jeg efterhånden har prøvet et par gange med Apple Watch 4.
Sammenlignet med Samsung Galaxy Watch, hvor jeg fik omkring 5 dage ved samme brug, så har Apple virkelig noget at arbejde med her. Det er ærgeligt for resten er uret er så utroligt gennemført.
Opkald på Apple Watch 4 er en fornøjelse
Med Samsung Galaxy Watch beklagede jeg mig over bl.a. den manglende assistent og den dårlige højttaler. Hvordan skal man kunne besvare beskeder uden en assistent til at diktere? Den oplevelse er helt anderledes på Apple Watch 4. Her er Siri god til at lytte og diktere. Man løfter bare uret op og siger “Hej Siri, send en besked til konen”, hvorefter Siri spørger hvad man vil sende. “Hvornår er maden klar?”, hvorefter Siri sender den afsted. Det fungerer rigtig godt.
En anden ting der fungerer rigtig godt er højttaleren. Den spiller højere og mere klart. Notifikationslyde er rigeligt høje og fungerer godt i samarbejde med markedets bedste haptic feedback, altså vibratoren. Opkald lyder højt og klart, så selv på en trafikkeret vej kan man høre personen i den anden ende. Jeg tager mig i ofte at tage opkald på uret derhjemme fordi det fungerer så godt.
Har du en iPhone? Så vælg Apple Watch 4
To måneder med Apple Watch er gået og det har været en god oplevelse. Med en startpris på 3.299 kroner er uret ikke billigt, men jeg synes det er pengene værd.
Du får den bedste og mest gennemførte smartwatch software, en utroligt lækker byggekvalitet, som samtidig er behageligt at have på håndleddet. En flot skærm og en rigtig god træningspartner. Har du ikke din mobiltelefon på dig, så er det let at besvare opkald, beskeder og andet med Apple Watch. På andre smartwatches har jeg ofte manglet ting, men Apple Watch virker som en helstøbt løsning, som giver mening at rende rundt med.
Jeg ville virkelig ønske at jeg ikke var så afhængig af opladeren til det, men jeg kommer heller ikke udenom, hvor god en oplevelse det er at bruge Apple Watch. Selv efter to måneders brug er jeg ikke træt af det. Jeg er helt klart fan og tager det automatisk på når jeg bruger min iPhone.
Vil man have længere batteritid, så tag et kig på Samsung Galaxy Watch. Det er billigere og virker til både Android og iOS. Det er heller ikke perfekt, men også et rigtig godt smartur.
Var det ikke for det middelmådige batteri, så havde der måske været en topkarakter til Apple Watch Series 4, men det må i denne omgang nøjes med 5 ud af 6.
Den videre fortælling
Siden redaktionen publicerede denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden gik videre med historien. Efterfølgende d. 6/11/2018 publicerede vi nyheden om Huawei lancerer nye wearables: Huawei Watch GT og Band Pro 3 – Artiklen finder du her. Tjek også seneste nyt om temaet ved at trykke her..