Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]

Anmeldelse: Fjerde afsnit i Microsofts Surface Pro-saga er forfinet de rigtige steder - men er ikke helt i mål endnu.

Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]

Microsoft kender alle. Selskabet står, som du nok ved, bag verdens mest udbredte operativssystem Windows, og den lige så kendte produktivitets pakke: Office.

Men det er al sammen software, derfor skabte det røre IT-branchen da selskabet i 2012 sprang ud som tablet- og PC-producent med et slag. Surface Pro var født.

Hvad er i grunden en Surface? Spørger du Microsoft, er svaret enkelt – det er en tablet, der kan erstatte din PC. Den kan alt hvad du forbinder med en tablet, altså alt fra adspredelse som spil og film til surfen på nettet. Og så kan det den være en PC.

Det betyder at ud over det sjove og lette, vil den klare også kontoropgaverne. Og i den større og dyrere Pro-version, som testes her, er den såmænd også opsat på at klare tunge opgaver som foto/videoredigering, softwareudvikling, 3D-modellering og meget, meget mere.

Se også: Microsoft nye Surfaces – Dansk pris og tilgængelighed

microsoft surface pro 4

Specifikationer Microsoft Surface Pro 4

Mål: 292,1 x 201,4 x 8,4mm – 786 gram /766 gram (m3-version)
Type cover: 288 gram, 4,65mm
Display: 12,3 tommer, 2736 x 1836 pixels, 267 PPI,
Ydelse: 6. gen Intel Core dual-core m3/i5/i7, 4/816GB RAM
Grafik: Intel HD 515 (Core m3), HD 520 (Core i5), HD 540 (Core i7)
Batteri: 38,2 Wh
Lager: 128/256/512/1000 GB + micro-SD
Kamera: 8 MP med autofokus/ 5MP front
Tilslutninger: USB 3.0, mini DP, dock
Software: Windows 10 Pro
Pris: fra 7.699 kroner, 1.199 kroner for Type Cover 4

Microsoft Surface Pro 4
Foto: Mobilsiden.dk

En kæmpetablet…

Er du vant til tablets i iPad-klassen, og i øvrigt glemmer den nye iPad Pro for en stund, vil du få et mindre chok første gang du møder en Surface Pro 4.

Den er stor, den er tung og den er kantet.

Profilen på 8,4mm er ikke synderlig tynd for en tablet og vægten på 786 gram vil hurtigt trætte dine håndled.

Men giv den lidt tid, for efter det første møde vil du hurtigt bemærke at skærmen på 12,3 tommer er i en helt anden klasse, end hvad tablets typisk byder på.

Formatet er 3:2 hvilket resulterer i 60% mere skærmareal end på en iPad Air 2 – eller omtrent det samme som det, en typisk 13” laptop byder på.

Samtidig er formatet et velfungerende kompromis mellem højde og bredde, der også er anvendelig i portrætformat. Genialt til læsning af magasiner eller hjemmesider.

Dine trætte håndled kan også sagtens få et hvil, for Pro 4 gemmer på samme smarte kick-stand anordning som i Pro 3. Den kan indstille tabletten i rette vinkel uanset om du vil bruge den som tegneflade eller oprejst som filmafspiller.

Læs også: Surface Book – Her får MacBook Pro baghjul

Microsoft Surface Pro 4
Foto: Mobilsiden.dk

… eller en kompakt laptop

Surface Pro 4, sælges ikke med Type Cover 4, men det bør den, for den er nødvendig til at åbne op for Surfacens PC-kompetencer. Den løber op i små 1200 kroner – men er alle pengene værd, for den forvandler tabletten til en regulær laptop.

Den er 4,6mm tyk og præget af en lækker ruskindsoverflade der både beskytter skærmen og huser et tastatur og en væsentlig større trackpad end i sidste års model.

Tastatur og trackpad er begge forbedret markant: tasteoplevelsen er nu tæt på at være på niveau med high-end laptops, mens touchpadens 40% større flade omsider giver både hurtig betjening og præcision.

Den hæfter sig magnetisk på bunden af tabletten, og bruger samme smarte trick som sidste år hvor den folder sig op under displayet for at opnå større stabilitet. Det giver alt i alt en glimrende tasteoplevelse, som dog lyder lidt hul i forhold til traditionelle tastaturer.

Hele pakken ender med at have et fodaftryk der er mindre end et A4-ark og blot måler 13mm i højden. Vægten lyder på i alt 1.078 gram + 204 gram for 31W-opladeren som inkluderer en USB-ladeport. Med andre ord: denne bærbar/tablet kan følge med overalt.

Du skal faktisk helt op, eller rettere sagt ned, i en mikro-bærbar som Apples retina Macbook for at få en mindre enhed – med hvad der dertil følger af begrænsninger.

Læs også: Sammenligning: Surface Pro 3 & 4, Surface Book og iPad Pro

Selvom Pro 4 er kompakt, er der flere muligheder for udvidelse, dels kan du slutte tilbehør via USB 3.0 eller en skærm vid mini-DP stikket. Lagerpladsen fås mellem 128 og 1000 GB, og kan udvides med et micro-SD.

Er det ikke nok, kan ladestikkets porten sluttes til en rektangulær dock der giver 4 USB-porte, netværksstik, 2 gange mini-DP i en pakke der ikke vejer mere end 550 gram. Den koster godt nok 1.799 kr, men så er den også bagudkompatibel med Surface Pro 3.

Microsoft Surface Pro 4
Foto: Mobilsiden.dk

Skærm og lyd i høj klasse

Der skal dvæles lidt ved skærmen, for den er noget af det, der gør Surface Pro 4 væsentlig bedre end sin forgænger. Den er akkurat 0,3” større end i Pro 3, men det er især den højere opløsning der vækker fornyet glæde.

Pro 3 var ikke synderlig uskarp med sit display på 3,1 megapixels, men Pro 4 råder nu over 5,0 megapixels og det trækker alle detaljer mærkbart op. De mange pixels resulterer i en skarphed på 267 PPI, hvilket er en anelse mere end hvad retina iPads som Air 2 og Pro byder på – og det er rigeligt skarpt.

Det er dog ikke nogen ubetinget velsignelse med de mange pixels, for det skaber af til problemer skaleringen af apps i Windows 10.

Eksempelvis var musemarkøren krympet ned til halv størrelse, og hvis du arbejder med andre skærme med alere PPI kan der opstå skaleringskvaler. Adobes programpakke kunne for eksempel ikke veksle mellem lav og højopløste displays – enten er tekst for stor på den ene skærm eller for lille på den anden.

Se også: Surface Pro 4 – med ny pen og nyt tastatur

Men ser du bort fra de små irritationsmomenter, er der en del at glæde sig over.

Skærmen er lysstærk, farverne er spillevende og kontrasten er tårnhøj. Eneste små kritikpunkter er at den reflekterer en del genskin og at min testede enhed led af ’backlight-bleed’ noget som Microsoft normalt ombytter hvis det er for grelt.

Lyden leveres af to frontvendte højtalere der pumper et glimrede lydbillede ud i rummet. Der spilles for det meste klart, med en bund der vækker spil og film til live.

Skruer du dog helt op, mudres lydbilledet. Men det er fortsat noget af det bedste du vil finde i en tablet, lige med undtagelse af iPad Pro, som kan blæse Surface Pro 4 af banen med sine fire højtalere.

Microsoft Surface Pro 4
Surface Pro 4 pennen (nederst) byder på flere forbedringer i forhold til forgængeren. Apple pencil er mere hul og plastisk, men er bedre egnet til at tegne med. Foto: Mobilsiden.dk

Pennen: glimrende hardware, tvivlsom software

Siden Surface-serien blev til, har Microsoft forsøgt at bringe digitiseren, eller den elektroniske pen, tilbage til den elektroniske værkstøjskasse.

I sin fjerde afskygning er pennen mere praktisk og præcis end nogensinde. Den registrerer nu op til 1024 niveauers tryk, hvilket emulerer en almindelig pens opførsel til punkt og prikke.

Og pennen er kram. Den er nu lidt længere og tungere end før, hvilket leder tankerne mod kvalitetspenne fra Rotring. Toppen er en knap der virker som viskelæder, mens siden er flankeret af en usynlig knap bag en plaststribe som giver højreklik i Windows’ menuer.

For samtidig at gøre penoplevelse endnu mere naturtro, kan du nu udskifte tippen med forskellige spidser af forskellig hårdhed og som giver indtrykket af at have en pallette af skriveværktøjer til rådighed. En glimrende investering for de 80,- kroner de koster.

Læs også: Microsoft Surface 3 – Fiks og bærbar med lang batteritid [TEST]

Som digital notesblok bør Surface Pro virkelig komme til sin ret. Et klik på viskelæderet og du føres til din sidste note. Det virker enkelt og ligetil, pennestrøgene opfattes prompte og der synkroniseres både mde andre enheder og andre Windows programmer så du nemt kan overføre noter eller udklip fra andre programmer.

Jeg er fan af programmet, men begriber dog ikke hvorfor OneNotes tidligere genkendelse af håndskrift nu er skrottet. Sikken en skam.

Microsoft Surface Pro 4
Du kan skifte tippen ud på Pro 4 pennen (til venstre). Apple Pencil (til højre) kan derimod registrere når du tilter pennen. Foto: Mobilsiden.dk

Er du til mere til grafiske opgaver vil du også støde ind i en række udfordringer. Eksempelvis er Adobes Illustrator og Photoshop ikke udviklet med pen og touch-input i mente – det bliver hurtigt irriterende at tegne med Type coveret fæstnet men fjerner du den, forsvinder alle dine shortcuts. Det ender derfor med at være irriterende i Photoshop og decideret frustrerende i Illustrator.

Samtidig ærgrer det mig, at Adobes dyre CC-programmer ikke har funktioner som ellers er at finde i deres gratis apps til tablets. Du kan dreje, zoome ind og ud med to fingre, men så stopper touch-understøttelsen også der. Du kan ikke svirpe to fingre frem eller tilbage for at spole henholdsvis frem og tilbage – og når pensler og børster skal dimensioneres foregår det med klikken igennem værktøjsbjælken. Det her kunne altså være smartere.

Microsoft Surface Pro 4
Foto: Mobilsiden.dk

Stærk processor, krævende Windows

Selve driften af Windows 10 styresystemet og dine apps varetages af Intels nyeste Core-processorer. Alt efter hvor meget du spenderer kan du få enten den passivt kølede Core m3 processor, den kraftigere Core i5 processor eller rykke op i den dyreste og hurtigste Core i7-klassen.

De enkelte modeltrin adskilles af omkring 20 procent i ydelse. Det retfærdiggør det 1.100 kroner dyre spring fra Core m3 til Core i5, mens 3.000 kroners forskellen fra Core i5 til Core i7 er noget sværere at anbefale.

I den testede Core i5, 4GB version har ydelsen vekslet mellem det glimrende til det forundrende.

Mange opgaver klares uden besvær, og selv opgaver såsom avanceret foto og videoredigering klares uden væsentlig tøven.

Jeg oplever dog af og til nogle mystiske tænkepauser i den daglige brug. Eksempelvis kan jeg ikke begribe, at en PC med så megen muskelkraft kan hakke når der surfes med Googles Chrome-browser. Andre mærkelig kunstpauser optræder når Windows Store åbnes, eller når OneDrive sættes i gang.

Det er ingen dealbreakere, men det er svært at forstå at den på visse punkter må se sig overhalet af langt billigere tablets. Mange af de små ventetider kan dog effektivt elimineres ved at ty til den lidt større version med 8GB RAM. Det giver en merudgift på omkring 2.200 kroner, men så får du også dobbelt op på lagerpladsen fra 128 til 256 GB.

Men når programmerne ellers er varmet op spiller det bare. Surface Pro 4 er en snappy sag der vil klare alle dine kontoropgaver – og mere til.

Et lille tilbageskridt

Med Surface Pro 4 introducere Microsoft en såkaldt hybrid-køling, der veksler mellem passivt at køle processoren og aktiv køling med to hypertynde blæsere skjult inde i det tynde kabinet.

Og det virker! Surface Pro 4 er helt og aldeles lydløs når der bare surfes på nettet eller skrives i Word. Kaster du dig ud i et videoredigeringsprojekt eller kommandoaktioner med X-COM vil oplevelsen tage en anden drejning.

Den diminutive blæser køler som den skal, og computeren drosler ikke ned for ydelsen, men den larmer med en højfrekvent summen som selv kollegerne i det tilstødende lokale kan bemærke. Med andre ord, ingen X-COM eller andre 3D-spil i arbejdstiden.

En anden uheldig udvikling er i batteriet, som nu er ca. 10 procent mindre, hvilket barberer omkring det samme procentdel af driftstiden. Det rækker til 5 til 5½ times aktivt brug, men altså lige kort nok til en hel arbejdsdag, medmindre du skruer helt ned for ydelsen og displayets lysstyrke.

Til gengæld er opladeren en effektiv sag, der banker batteriet fra 0 til 100 procent på bare 2½ time.

Microsoft Surface Pro 4
Windows 10 er ikke lige så enkel at bruge i tablet-mode som Apples iPads. Foto: Mobilsiden.dk

Windows 10: et skridt frem og et tilbage

Dengang Microsoft lancerede Windows 8 var visionen klar: fremtiden var touch-baseret og Windows skulle i fremtiden betjenes med fingrene frem for musen.

Men desværre (for Microsoft), var brugerne ikke helt enige. Med Windows 8.1, måtte Microsoft bringe noget af Windows 7 funktionaliteten tilbage, og nu er Windows 10 tilbage som et styresystem med mus og tastatur i hovedsædet.

Det stiller Surface Pro 4 mellem to stole. Det er nu ikke længere så enkelt at betjene enheden med klør fem, men touchpad’en kommer nu til sin ret. Jeg frygter dog, at den touch-baserede fremtid nu bevæger sig længere væk – og det er jo synd, når nu man har 12,3 tommer lækkert touch-display ved hånden.

Mens begge filosofier har deres fordele og bagdele, er det derimod ikke nemt at forsvare mængden af bugs som Windows 10 er plaget af.

Under den lille måned Pro 4 har været i brug, har der været kroniske problemer mellem USB-porten og min trådløse mus, et par deciderede sammenbrud, samt en håndfuld småkvabbabelser med drilske låseskærme, et OneDrive der logger sig selv ud og en Edge-browser der til tider får et grønligt skær.

Selvom Windows 10 har et halvt år på bagen, er den desværre langt fra fejlfri endnu.
Dertil kommer, at applikations-udvalget (som ganske vist er kæmpestort) stadigt er fanget i et mus-og-tastatur paradigme, hvor touch-skærme, og digitizere, sjældent udnyttes optimalt.

Microsoft Surface Pro 4
Foto: Mobilsiden.dk

Et bedre kamera

Tablet kamera bliver hurtigt overset, men de kan dog være praktiske at have, hvis et dokument lige skal scannes eller et motiv hurtigt skal deles.

Derfor er det også velset at Microsoft nu giver Surface Pro 4 et kamera der omsider kan fokusere både nært og fjernt. Resultaterne er stadig langt fra hvad de fleste mobiler kan præstere, men så længe du ikke zoomer ind, vil billederne se tilfredsstillende ud med gode farver.

I frontkameraet er det samme historie, resultaterne er hæderlige, uden dog at imponere.

Microsoft Surface Pro 4
Surface Pro 4 ligner iPad Pro på afstand – men er tættere på at være en reel tablet/laptop hybrid. Foto: Mobilsiden.dk

Sidste år var der generel jubel i redaktionen over Microsofts Pro 3 hybrid. Dengang lod det til, at selskabet omsider havde fundet den rette opskrift på den perfekte hybrid.
Skærm, design, hardware – alt spillede bare.

Se også: Surface Pro 3 anmeldelse – En kærlighedshistorie [TEST]

Med fjerde generation, vil du genfinde stort set alle kvaliteter fra sidste års topscorer – bare med bedre skærm, bedre design og bedre hardware.

Alligevel kan jeg ikke blive nær lige så henrykt over Surface i 2015-versionen, for Windows 10 er fyldt med bugs og lader tablet-delen i stikken, mens driftstiden er kortere.

Samtidig begynder flere hyperlette alternativer at dukke op, Apples Macbook er mindre og lettere, iPad Pro fungerer bedre som tablet, Asus UX 305 er billigere og Dell XPS 13 varer længere og er mere effektiv som bærbar. Pro 4 er en multikunstner med hvad der følger af begrænsninger.

Med en startpris på 7.699 kroner (uden type cover) er prisen samtidig steget en del, og krydser du mange bokse af på udstyrslisten ender du hurtigt på den forkerte side af 15.000 kroner.

Vi slutter derfor på 5 ud af 6 stjerner for hvad der, trods alt, er den bedste hybrid i markedet i dag.

Fordele:

  • Flot skærm og lyd
  • Tynd og lækkert format
  • Markant bedre type-cover
  • Glimrende til notestagning

Ulemper:

  • Blæser larmer til tider
  • Mange bugs
  • Apps får ikke det bedste ud af pen og touch
  • Dyre opgraderinger
 

Historien efterfølgende

Siden vi bragte denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. Allerede d. 26/11/2015 gik redaktionen videre med artiklen om Black Friday rammer Danmark: her er de bedste køb [UPDATE #3] – Læs her. Absolut seneste nyt om temaet kan du finde her.