MobX Play – stream musik til din autoradio (produkttest)
Vi har på Mobilsiden.dk fået en MobX Play ind ad døren. I korte træk er MobX Play en mobilholder, der kan bruges til at sende musik fra mobilen til din autoradio.
Enheden sender musikken via en valgfri frekvens, som indstilles på radioen, så musikken kommer ud af bilens højtalere, i stedet for via telefonens indbyggede højtalere.
Det første indtryk
Enheden monteres enkelt, et vilkårligt sted i bilens kabine, ved hjælpe af et bagstykke med kraftigt dobbelt-klæbende tape.
På bagstykket monteres selve holderen, der kan drejes og vinkles i flere retninger, så telefonens display bliver nemt at aflæse fra førersædet.
Byggekvaliteten virker solid og flere steder er enheden belagt med en gummi-membran, der får holderen til at fremstå mere robust og eksklusiv.
Kasse med display
I bunden af holderen sidder en lille kasse med et display på fronten og et stik på toppen, der fungerer som oplader til iPhone 4S og mindre
(iPhone 5 har andet stik og kan ikke anvendes til denne enhed – En udgave til iPhone 5 skulle være på vej).
På siden af kassen findes i alt fire knapper – to på hver side. Knapperne bruges til at indstille frekvensen, hvorpå musikken skal sendes. Knapperne virker godt bygget og af god kvalitet.
I toppen af holderen findes en indgang til et jackstik. Når en telefon skal kobles til enheden sættes et jackto-jack stik i holderen og den anden ende sættes i mobiltelefonens hovedtelefon-udgang.
Ikke kun til iPhone
MobX Play er ikke kun forbeholdt Apple-brugere med iPhone. Enheden kan også kobles med andre telefoner.
Under testen er anvendt iPhone 4S, Samsung Galaxy S III og Nokia Lumia 800 med Windows Phone 7.8.
I bunden af holderen er et USB-stik til ladning/strøm til telefonen og enheden. Strømmen bliver tilført enheden via et kablet til bilens cigartænder.
Der findes også line-out i bunden, der kan anvendes til direkte kabling til autoradioen, såfremt man ønsker dette.
Anvendelse – lidt bøvlet af finde en frekvens der virker
Når telefonen er tilkoblet findes en frekvens ved at trykke på ”Scan” knappen på siden. Enheden finder nu en frekvens med minimal forstyrrelse, og frekvensen vises i displayet på enheden.
Herefter indstilles autoradioen på samme frekvens og musikken burde nu strømme ud af bilens højtaleren…..MEN – helt så nemt går det ikke.
Enheden er blevet testet i Københavnsområdet, hvor mange lokale og nationale radioer kæmper om de tilgængelige frekvenser. Det betyder at der er stor sandsynlighed for forstyrrelser fra andre aktører.
Hvis man følger brugervejledningens troubleshooting, er løsningen på forstyrrelser, at finde en ny frekvens (ingen dansk brugervejledning).
Efter 8-10 forsøg med nye frekvenser valgt af MobX Play, lykkedes det ikke at finde en frekvens uden støj.
Det er dog muligt at justere signalstyrken fra enheden, men denne metode virkede tilsyneladende ikke i vores testeksemplar.
Stædigheden blev dog stor og ved ihærdigt arbejde lykkedes det, at finde en frekvens på autoradioen, hvor der umiddelbart ikke var støj fra andre radioer.
MobX Play blev herefter indstillet på samme frekvens (99,3 MHz), og nu begyndte musikken fra telefonen at strømme ud af højtalerne.
Det er dog ikke, hvad entusiaster vil kalde for en hifi-oplevelse, men mere en retro-oplevelse med fortidens grammofonplader i tankerne.
En let susen kunne for det meste høres mellem tonerne fra musikken, streamet via Spotify. Det samme resultat blev opnået med en anden mobiltelefon og ved afspilning af musikfiler hentet til telefonen.
Enheden lover da heller ikke en hifi-oplevelse, og jeg tog da også mig selv i at benytte den i flere dage, på trods af den lette susen fra højtalerne.
Håndfri tale
Sidder du i bilen og lytter til musik via MobX Play får du en ekstra feature, hvis du modtager et opkald, eller selv ønsker at ringe op.
MobX Play kan nemlig også fungere som håndfrit sæt, ved at sende lyden fra telefonen ud gennem bilens højtalere. Den del af kommunikationen fungerer på et acceptabelt niveau, men stadig med lidt støj og knas på linjen.
Når det kommer at sende lyd fra en telefon tilsluttet MobX Play går det knap så godt. Telefonens indbyggede mikrofon bruges til at indfange lyden i bilens kabine, hvilket har flere ulemper.
For det første bliver støj fra kabinen nemt blandet med den primære samtale, så lydbilledet for modtageren fremstår rodet og med mange ”hvad siger du?” til følge.
En anden ulempe er telefonen placering i holderen. Telefonen hviler på en lille kasse i bunden, hvilket betyder, at såfremt telefonen har mikrofonen placeret i bunden, vil lyden til mikrofonen blive blokeret.
Dermed bliver der fysisk lukket af for mikrofonen, på samme måde, som hvis man holdt en hånd foran mikrofonen.
Hvis man ønsker håndfri samtale i bilen, kan man ikke sammenligne resultatet med et noget dyrere fast installationssæt eller dedikerede håndfri højtalere.
Konklusion – god ide, men ikke uden problemer
MobX Play er godt bygget, nem at montere og enkel at betjene. Hele meningen med produktet falder dog lidt til jorden, når det næsten er umuligt at finde en frekvens uden forstyrrelser.
Dermed ikke sagt at produktet ikke er anvendeligt, men det er vigtigt, at man kender enhedens begrænsninger og svagheder.
Når det så er sagt er ideen med produktet rigtig god – en trådløs overførsel af musik til bilens musikanlæg. Desværre falder den gode tanke lidt til jorden, når man samtidig skal have et langt strømkabel fra cigartænderen til enheden.
En passiv holder med en jack-to-jack forbindelse til bilens aux-in (der findes på de fleste autoradioer) havde givet det samme ”ledningsrod”, men med en væsentlig bedre lyd – dog uden opladning af telefonen.
MobX Play får 3 ud af 6 stjerner og kan købes via Jamicro.dk til 599 kroner.
Hvis du foretrækker trådløs overførsel af musikken fra telefonen, så tag et kig på HTC Car Clip, vi tidligere har anmeldt til topkarakter.
Emnet er ikke færdigdebatteret
Vores redaktion har fulgt sagen og her er de seneste opdateringer. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 21/12/2012 blev fortællingen ført videre med en artikel med tematikken Lyt til gratis musik med DR på mobilen – vi har testet – Klik her og læs den fulde artikel.. Temaet er fortsat relevant. Klik her for de seneste nyheder..