Samsung Galaxy S25 får større skærm og “langsommere” chip

Samsung Galaxy S24-serien blev lanceret for kort tid siden. Det forhindrer dog ikke nye rygter om den kommende S25 i at dukke op allerede nu.

Samsung Galaxy S25 får større skærm og “langsommere” chip

De små telefoner er en døende race. Det cementeres nu af Samsungs planer om at øge skærmstørrelsen på den kommende Galaxy S25 yderligere.

Læs også: Samsung lancerer Galaxy A55 og A35 med mange opgraderinger

Bliver på størrelse med konkurrenterne

Samsung kom i februar med en marginalt større 6,2 tommer skærm i Galaxy S24 sammenlignet med skærmpanelet på 6,1 tommer i forgængeren. Et nyt rygte fra Sydkorea antyder, at tendensen vil fortsætte. Et nyt indlæg på den lokale blog Naver antyder, at vi vil se en 6,36 tommer stor skærm i næste års Galaxy S25.

Det vil placere Galaxy S25 i samme størrelsesorden som Xiaomi 14, der også har en 6,36 tommer skærm. Apple rygtes også at bringe en 6,3 tommer skærm til iPhone 16 Pro.

Samsungs Galaxy S25-generation rygtes også udelukkende at have Exynos-chipsæt i alle lande – sandsynligvis Exynos 2500. Galaxy S25 og S25+ kan få den samme 50MP ISOCELL GN3-kamerasensor, som allerede blev brugt i S23- og S24-serierne. Et andet ikke så nyt rygte går på, at vi kan se en Sony-hovedsensor i Galaxy S25-serien.

Se også: Priser og tilbud på Samsung-telefoner

Kun lille forskel på Exynos og Snapdragon

Det er interessant, at Samsung ser ud til at øge skærmstørrelsen. Ligeså er det interessant, at Samsung lader til at gå all-in på egne Exynos-chips. I mange år har Samsung nemlig brugt Qualcomm-chips helt eller delvist.

Det har ellers hidtil været sådan, at det kun var os i Europa, som fik Samsungs topmodeller med Exynos-chip lige med undtagelse af Galaxy S23-serien, hvor Samsung brugte Snapdragon-chip i hele verden. I den næste Galaxy S25-serie lader det altså til, at Samsung kun vil bruge Exynos.

Exynos-chippen har ry for at være en dårligere processor end Qualcomms – dog har det vist sig at forskellen er minimal.

Benchmarktest viser nemlig, at den nyeste version af Exynos-chippen, Exynos 2400, kun har fire til otte procent lavere ydeevne end den tilsvarende Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3-chip.

Læs også: Sådan bliver Samsungs næste foldbare Galaxy Z Fold 6