Snart kan du installere iPhone-apps uden om App Store
Apple har været under pres fra EU, da EU’s nye forordning om digitale markeder (også kendt som Digital Markets Act eller DMA) kræver, at selskabet skal tillade brugere at installere apps på deres iPhone og iPad uden om App Store – det der også kaldes sideloading. Et af kravene i forordningen er, at brugerne skal kunne installere apps fra en hvilken som helst tredjepartskilde.
Sideloading af apps betyder, at man kan installere apps på sin enhed fra andre kilder eller appbutikker end producentens egen appbutik – i dette tilfælde App Store fra Apple.
Se også: Sådan sælger du din brugte iPhone
Apple tvinges til at tillade appinstalltioner uden for App Store
Apple har aldrig tilladt sideloading i iOS. Apple argumenterer for, at muligheden vil svække sikkerheden markant og øge risikoen for, at brugerne installerer skadelige apps, som ellers ikke ville slippe igennem Apples strenge krav for at blive tilgængelig for download i App Store.
EU argumenterer dog for, at Apple begrænser konkurrencen ved at forhindre andre appbutikker og hjemmesider i at distribuere apps til iPhone og iPad. Som det er lige nu, kan Apple nemlig selv diktere, hvilke apps ejere af iPhone og iPad kan downloade.
Apple har indtil marts 2024 til at overholde de nye regler. Hvor ændringen træder i kraft, er endnu uvist, men der er altså ikke mange måneder endnu at løbe på. Noget tyder på, at der ikke går lang tid. I hvert fald har Apple for nylig indberettet ændringer i App Store som en risikofaktor, der kan påvirke virksomhedens bundlinje, i en såkaldt Form 10-K-indberetning til den amerikanske myndighed U.S. Security and Exchange Commission.
Læs også: Apple har store ambitioner med iOS 18
Apple arbejder på at tillade sideloading
9to5Mac har dog nu fundet tegn i kildekoden til den nye iOS 17.2-betasoftware på, at Apple arbejder på at muliggøre sideloading i iOS.
Tidligere har vi hørt, at Apple havde forberedt iOS 17 til at tillade sideloading, og nu viser koden fra iOS 17.2-betasoftwaren, at der er noget om snakken.
En analyse af koden viser et nyt offentligt API kaldet “Managed App Distribution”, som vil give tredjepartsapps tilladelse til at installere andre apps. Udviklere af får altså mulighed for at oprette deres egne appbutikker som alternativ til App Store.
Med API’et kan man også downloade, installere og opdatere apps fra eksterne kilder. API’et kan også tjekke, om en app er kompatibel med en bestemt enhed eller iOS-version.
Mediet har også fundet henvisninger til en områdelås i API’et, der antyder, at Apple kan begrænse den til kun at fungere i bestemte lande. Det giver mening for en tilladelse, der håndterer sideloading i EU-lande), hvor funktionaliteten er påkrævet. Apple har formentlig ikke interesse i at muliggøre det i de områder, hvor myndighederne ikke kræver det.
Apple har ifølge Bloomberg intentioner om at appellere til EU om, at it-giganten ikke bør være omfattet af forordningen. Uanset udfaldet af appellen er Apple dog nødt til at indordne sig under den nye lovgivning, der træder i kraft 6. maj, indtil der falder en afgørelse. Appellen skal afgives senest 16. november.
Læs også: Nyheder om iOS og Android