Børn ser skadeligt indhold på sociale medier
56 procent af alle børn mellem 13 og 18 år har set skræmmende eller voldeligt indhold på nettet – en stigning på fem procentpoint siden 2022. Det viser nye tal fra det norske medietilsyns undersøgelse Børn og medier 2024, hvor mere end 3.000 børn på 122 skoler deltog. Undersøgelsen blev gennemført i første kvartal i år.
Mængden af skadeligt indhold, som børnene ser ser, stiger med alderen.
Se også: Mindre skærmtid forbedrer mental sundhed hos børn
Forældre giver lov, selv om børnene ikke er gamle nok
De mest anvendte tjenester blandt børn og unge er Snapchat (70 procent), TikTok (58 procent) og Instagram (46 procent). Næsten halvdelen af børn under 18 år svarede i undersøgelsen, at deres forældre har sat regler for, hvilke platforme de må bruge, og 36 procent siger, at deres forældre holder godt øje med, hvad de laver.
Undersøgelsens resultater
|
Blandt børn under 13 år har ni ud af 10 fået lov af deres forældre til at bruge YouTube. Fire ud af 10 får også lov til at bruge Snapchat eller Messenger, og tre ud af 10 får lov til at bruge TikTok.
Det er på trods af, at alle sociale medier har en aldersgrænse på 13 år. De risikerer dermed at blive udsat for indhold, der kan være skadeligt for dem.
Se også: Børnesikring af mobilabonnement – sådan gør du
Alle andre får lov
Ifølge Mari Velsand, der er direktør i det norske medietilsyn, er en af de vigtigste årsager til, at forældre lader børn under 13 år bruge sociale medier, at “alle andre får lov”.
Af frygt for at ens barn bliver holdt uden for fællesskabet giver mange forældre altså deres barn lov til at bruge sociale medier, selv om de ikke er gamle nok og derved bliver eksponeret for skadeligt indhold.
Se også: Hvornår må børn få deres første smartphone?
Børn har hemmelige profiler
Siden forrige undersøgelse er der blandt forældre kommet øget opmærksomhed på TikTok og de potentielle skadelige virkninger, som appen kan have på unges mentale sundhed. 17 procentpoint færre børn under 13 år får lov af deres forældre til at bruge det sociale medie, viser den nye 2024-undersøgelse.
Instagram har også oplevet et fald på otte procentpoint.
Færre får lov til at dele billeder og videoer på platforme som TikTok og Instagram nu end tidligere, men de fleste – omkring syv ud af 10 – får stadig lov til at bruge dem.
Mere end halvdelen af børn og unge har private brugere på platformene, hvilket betyder, at kun følgere kan se, hvad de deler.
Samtidig viser undersøgelsen, at 21 procent af de unge mellem 9 og 18 år har profiler på sociale medier, som deres forældre ikke kender til, og 17 procent bruger apps, som deres forældre ikke kender til, til at holde kontakten med venner.
Ifølge undersøgelsen er det børn helt ned til 13-14 år, der rapporterer, at de har hemmelige profiler eller apps, og andelen stiger med alderen.
Se også: Næsten alle børn i 7. klasse er på sociale medier, før de må
En svær balancegang for forældre
Det er ikke første gang, at vi hører om den massive udbredelse af smartphones og sociale medier blandt børn og unge. En rapport fra Børns Vilkår viste i maj, at 94 procent af alle børn i 7. klasse har en profil på sociale medier, selv om de ikke er gamle nok, og at flere har set ubehageligt indhold de sociale medier.
I Frankrig har unge børns tidlige adgang til sociale medier fået regeringens opmærksomhed. En undersøgelse bestilt af Frankrigs præsident Emmanuel Macron anbefaler, at børn bør forbydes adgang til de fleste sociale medier, indtil de er 18 år, fordi techgiganterne forsøger at tjene penge på dem.
Den nye, norske undersøgelse peger på et vanskeligt dilemma, som mange forældre nok kan nikke genkendende til. De fleste ønsker ikke at give deres børn adgang til en smartphone og sociale medier så tidligt, som de ender med at gøre det.
Udbredelsen af sociale normer iblandt børn og ønsket om ikke at holde sit barn uden for fællesskabet gør altså, at man som forælder må bøje sig for presset og efter bedste evne for søge at beskytte sit barn mod skadeligt indhold på de sociale medier og samtidig sikre deres deltagelse i det moderne sociale liv, hvor smartphonen og sociale medier fylder utroligt meget.
Se også: Eksperter vil forbyde sociale medier for børn under 18 år