De mest ventede elbiler, der kommer sidst i 2022
Det samlede bilsalg ser ikke imponerende ud. Bilproducenterne er ramt af mangel på komponenter og chips, hvilket betyder højere priser og lange leveringstider. De helt elektriske biler er dog stadig i en meget positiv udvikling, hvor der i juli måned er solgt knap 45 procent flere elbiler, sammenlignet med sidste år. I denne artikel tager vi et kig på nogle af de mest ventede kommende elbiler, der kommer sidst i 2022 og starten af 2023.
Se også: Alle kommende elbiler i Danmark
OBS: Denne artikel er baseret på denne uges Fokus-video fra Youtube, hvor vi denne gang snakker om elbiler, vedvarende energi og iPhone 14. Vi svarer på seernes gode spørgsmål og sætter gang i en ny spændende konkurrence, hvor man kan vinde et sæt in-ear trådløse høretelefoner til 1.500 kroner. Se med i seneste Fokus her.
Se også: Test af elbiler
Disse spændende elbiler er på vej
Er du også vild med elbiler, er der mange spændende modeller på vej de næste måneder. Herunder tager vi et kig på nogle af dem elbiler, som vi her på redaktionen ser mest frem til. Er der nogle på listen du er meget spændt på? Så skriv en kommentar herunder.
Volkswagen ID. buzz
ID.Buzz er Volkswagens nye bud på et elektrisk folkevognsrugbrød – og spørger du os, er det lykkedes dem ufatteligt godt. ID.Buzz får en rækkevidde på lidt over 400 kilometer og har masser af plads. Leveringer skulle begynde i efteråret 2022.
Læs mere om Volkswagen ID. Buzz her.
MG4 Electric
MG4 Electric er en ny spændende kompakt elbil på vej til Danmark. Den ligner en konkurrent til VW ID.3 og lover rækkevidde på op til 450 kilometer – og ikke mindst en attraktiv pris.
BMW iX1
BMW har mange elbiler på vej, men vi synes iX1 er den mest spændende af dem. Det er deres mindste SUV, der nu bliver elektrisk. Den forventes at få en rækkevidde mellem 413 til 438 kilometer.
Læs mere om BMW iX1 her.
Polestar 3
Polestar har oplevet stor succes med deres Polestar 2. En elbil som vi i vores test var ekstremt imponerede over. Polestar har dog endnu ikke tilbudt en elektrisk SUV/crossover, som netop er det de fleste forbrugere vil have. Til oktober står svenskerne dog klar til at præsentere Polestar 3. Polestar 3 får rækkevidde på op til 600 kilometer og vild ydeevne på omkring 870 hestekræfter (650 kW).
Volvo EXC90
Til efteråret vil Volvo præsentere deres elektriske flagsskibs SUV. Vi ved ikke meget om den endnu, men det er et vigtigt produkt for producenten. Indtil videre er den døbt både Volvo Embla og EXC90. Vi kan ikke lade være med at være spændte på at se hvad Volvo kommer med.
Tesla Model S Plaid
Det skulle tage noget tid, men nu har Tesla Model S Plaid endelig kurs mod Danmark. Leveringer af den vanvittige Tesla Model S Plaid går i gang i starten af 2023. Ydeevne? 0-100 km/t på 2,1 sekund. Pris? Fra 1.447.016 kroner.
Læs mere om Tesla Model S Plaid her.
Kia Niro EV
Mobilsiden.dk var en tur i Barcelona med Kia, hvor vi fik lov at prøve den kommende Kia Niro EV – og den virker meget lovende. Den nye Niro har fået flere gode forbedringer, nyt interiør i stil med Kia EV6 og en fristende pris fra 309.900 kroner. Niro EV har rækkevidde på op til 460 kilometer, en rummelig kabine og bagagerum på 475 liter.
Toyota bZ4X
Toyota har ikke fået den bedste start med elbilen bZ4X, men det laver ikke om på, at det er en lovende elbil. Toyota bZ4X kører godt, har masser af plads, en fornuftig rækkevidde og pris og god garanti. Vi ser meget frem til den.
Mercedes EQS SUV
Også Mercedes har en hel del elbiler på vej, hvor SUV’en EQS er topmodellen. En stor elbil, der fanger vores opmærksomhed med dens vilde teknologi. Mercedes EQS SUV har en rækkevidde på op til rækkevidde på 633 km, pris fra 1.310.000 kroner og op til 536 hestekræfter.
Læs mere om Mercedes EQS SUV her.
Fisker Ocean
Fisker Ocean er en af de elbiler vi ser mest frem til, men endnu ikke er helt sikre på. Vi mangler stadig at se Fisker levere de mange Ocean, der er blevet forudbestilt. Kan de, kan de ikke? Det må tiden vise. På papiret ser Fisker Ocean i hvert fald meget lovende ud og vi sidder spændt og venter på nyt om den. Leveringer skal starte fra november.
Hyundai Ioniq 6
Hyundai har imponeret mange med deres seneste elbiler. Ioniq 5 med det vovede design har fået meget ros og har vundet et hav af priser. Den er også den bedst bedømte elbil på mobilsiden.dk lige nu. Ioniq 6 er en ny elbil fra Hyundai, der byder på et meget anderledes design. Vi er spændte på at se den i virkeligheden. Den har en rækkevidde på op til rækkevidde på 610 kilometer.
Læs mere om Hyundai Ioniq 6 her.
Nissan Ariya
Nissan Ariya har været længe undervejs, men er stadig en af de mest spændende elbiler, der er på vej. Ariya blev præsenteret i juli 2020, hvor designet hurtigt fangede vores interesse. Den har en rækkevidde på op til 403 km, 215 hk og når 0-100 km/t på 7,5 sek. Prisen på Ariya starter ved 366.900 kroner.
NIO ET5
Vi ser både frem til, at Nio åbner i Danmark samt de elbiler de kommer med. Den Nio-elbil vi ser mest frem til er ET5, der design- og teknologimæssigt ser mest lovende ud. Vi var tidligere ude at køre en SUV’en ES8, der gav os er rigtig godt indtryk – og samtidig spændte på at se, hvad Nio kan præstere i Danmark.
Læs mere om Nio ET5 her.
BYD Tang
Verdens bedst sælgende elbilproducent kommer til Danmark senere i år. BYD er kinesisk og et ekstremt populært bilmærke. Det ser vi selvfølgelig frem til. BYD kommer med et udvalg af elbiler, hvor TANG – en stor elektrisk SUV – er en af de mest interessante. De første BYD forventes at rulle ud på danske veje til oktober.
Læs mere om BYD Tang her.