Mysteriet om Wi-Fi-vaskemaskinen, der sendte 3,7 GB data dagligt

En ejer af en LG-vaskemaskine koblede sin maskine fra sit Wi-Fi efter at have opdaget en massiv mængde udgående trafik dagligt. Årsagen til datatrafikken var ikke lige til at finde ud af.

Mysteriet om Wi-Fi-vaskemaskinen, der sendte 3,7 GB data dagligt

En ejer af en LG-vaskemaskine, der også er selvudnævnt technørd, har i et opslag på det sociale medie X spurgt brugere, hvorfor hans smarte hvidevare brugte gennemsnitligt 3,7 GB data dagligt.

Han var bekymret for vaskemaskinens tilsyneladende afhængighed af at være koblet på internettet og tvang den derfor til at tage en kold tyrker ved at koble den fra netværket.

Hvad var årsag til det massive dataforbrug fra en … vaskemaskine? Var den blevet hacket, kidnappet, eller havde nogen pillet ved den? Eller var det virkelig bare et normalt forbrug af data for en moderne smart hvidevare?

Andre brugere på det sociale medie var mere end villige til at bidrage til lyse mysteriet med LG-vaskemaskinens hunger efter data. Et screenshot viste, at maskinen på den pågældende dag havde uploadet 3,57 GB og downloadet omkring 100 MB data, og at datatrafikken var mere eller mindre konstant. Ifølge et screenshot af ASUS-routerens brugerflade stod vaskemaskinen for blot omkring fem procent af ejerens daglige internettrafik.

Læs også: Smart home-produkter er en åben invitation til it-kriminelle

Downloadede den DLC’er, eller var den udsat for hacking?

Ejeren syntes, at det hele var lidt sjovt, og jokede med, at hans vaskemaskine måske var blevet misbrugt til at at downloade såkaldte DLC’er (Downloadable content). Men helt forkert var han ikke på den: Maskinen downloader faktisk vaskeindstillinger for forskellige typer tøj, men nu uploadede den jo langt mere, end den downloadede.

Læser man sig gennem tråden, ser man, at ejeren også overvejede muligheden for, at nogen brugte hans maskine til at mine kryptovaluta.

”Jeg lejer gerne vores LPU (Laundry Procession Unit) ud på timebasis,” skrev han for sjov. Også her kunne der faktisk være noget om snakken. En anden bruger henviste nemlig til en historie om hackere, der havde taget kontrol over smarte hvidevarer fra LG.

En af de mere uskyldige teorier om den store datamængde handlede om, at maskinen uploadede vaskedata til LG, så producenten kunne forbedre sin LLM (Large Laundry Model) – måske som forberedelse på lanceringen af sin seneste ”AI-vaskemaskine/tørretumbler” ved CES, jokede den berørte ejer.

Læs også: Verdens første smart dør er dyr og besværlig at bruge 

Er ASUS-routeren skurken?

På nuværende tidspunkt er der dog flest, der tror, at ASUS er skurken på grund af et problem med fejlrapportering. Det er ikke sikkert, at vi nogensinde får det rigtige svar på mysteriet, og ejeren bruger nu sin maskine offline. LG har ikke kommenteret sagen offentligt.

En anden relativt uskyldig årsag til den store mængde uploadet data kan være en fejl i routerens firmware. I et opfølgende opslag dagen efter det oprindelige nævnte ejeren en ”unøjagtighed i ASUS’ routerværktøj,” der havde at gøre med datamængden brugt til Apple iMessage. Andre ejere af smarte vaskemaskiner fra LG har kunnet vise dataforbruget fra sine routeres brugerflade, og de maskiner har typisk brugt mindre end 1 MB om dagen.

Læs også: EU skærper sikkerhedskrav til IoT-produkter

Den reelle fare ved hacking af opkoblede enheder

Selvom denne historie ikke var så alvorlig, og ejeren tog det hele med et smil, kan opkoblede enheder hackes – og det kan få langt mere alvorlige konsekvenser.

Hvad kan der for eksempel ikke ske, hvis hackere trænger ind i medicinske eller industrielle IoT-enheder? Det fik vi et eksempel på tidligere på ugen, hvor det kom frem, at netværksopkoblede skruenøgler fra Bosch brugt verden over havde en lang række svagheder.

I den forbindelse pegede forskere på, at trådløse industrielle skruenøgler kan udsættes for angreb eller ransomware og en trussel om at tage livet af alle skruenøglerne på én gang. Det ville også være muligt at i hemmelighed ændre på skruenøglerne, så de ting, man foretager med værktøjet, ikke er lavet sikkert, fordi værktøjet er ændret til at skrue forkert. En løsning på skruenøglernes svagheder skulle være på vej.

Læs også: Philips Hue er på vej med smarte sikkerhedskameraer