Snart er det slut med forfalskede telefonopkald

Finland har stor succes med at blokere spoofing: Telefonopkald der forfalskes til at se ud som om, at de kommer fra et dansk telefonnummer. Danmark arbejder på samme løsning.

Snart er det slut med forfalskede telefonopkald

Teknologien, der bruges til SMS-beskeder og telefonopkald, er ældgammel og kan misbruges til det, der kaldes spoofing. Det er, hvor svindlere forfalsker deres opkalds-ID, så det hos modtageren ser ud som om, at opkaldet kommer fra en anden end person end bagmanden selv.

I mange år har bagmænd spoofet deres udenlandske telefonnumre, så det ser ud som om, at det er et dansk nummer, der ringer til tilfældige danskere i forsøget på at gennemføre svindel- og bedrageriforsøg ved eksempelvis at lokke penge eller personlige oplysninger ud af danskerne.

De danske telefonnumre, som uden deres viden har fået spoofet deres telefonnummer, bliver ofte kontaktet af dem, som modtager de forfalskede opkald, hvis de i deres telefon kan se, at der har været et ubesvaret opkald fra det danske telefonnummer.

Forvirringen er dog ofte stor, da vedkommende, som har fået spoofet sit telefonnummer, ikke se på på sin telefon, at vedkommendes telefonnummer er blevet misbrugt og er derfor uforstående over for, hvorfor modtageren af svindelopkaldet forsøger at ringe tilbage til vedkommende.

Se også: Ny Android-funktion kan redde dig fra phishing og malware

Politiet kan ikke gøre noget

Muligheden for, at lyssky, udenlandske bagmænd kan gemme sig bag uskyldige danskeres telefonnummer til at udføre telefonsvindel mod andre danskere har været et stort problem i mange år.

Grunden til, at der ikke er blevet gjort noget ved problemet, er, at politiet ganske enkelt ikke kan gøre noget ved det – hverken over for dem, som får deres telefonnumre misbrugt, eller dem, som bliver udsat for svindelforsøg.

”Vi gør selvfølgelig en masse for at forhindre bedragerier, herunder både forebyggelse og efterforskning. Men den konkrete spoofing er ikke noget, vi i politiet kan gøre noget ved,” siger Kresten Munksgaard, der er leder af Forebyggelse og Analyse ved National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, til TV 2.

Det eneste man som dansker kan gøre er at skifte telefonnummer ved at kontakte sit teleselskab.

Se også: Ny opdatering forbedrer sikkerheden i iPhone

Telebranchen arbejder på teknisk løsning

Der er dog godt nyt til dem, som gerne vil slippe af med spoofing-opkald og beholde deres mobiltelefonnummer.

Telebranchen arbejder nemlig allerede på en teknisk løsning, som kan sætte en stopper for spoofing-opkald. Den tekniske løsning består i at blokere et teleopkald, hvis et dansk telefonnummer, der er ramt af spoofing, ringer fra udlandet, hvor bagmændene befinder sig, samtidig med at mobilnummeret er koblet til en dansk sendemast.

Problemet er dog, at løsningen ikke kan implementeres med den nuværende lovgivning (EU’s E-databeskyttelsesdirektiv), fordi den tekniske løsning kræver, at teleselskaberne må bruge borgernes trafikdata til konstant at overvåge, hvor de befinder sig på et bestemt tidspunkt.

Telebranchen afventer altså grønt lys fra myndighederne til at blokere for de mange spoofing-opkald og -beskeder.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) oplyser til TV 2, at en løsning snart er klar:

”Resultatet af det samarbejde vil snart blive præsenteret, så vi kan få sat en stopper for sms- og telefonsvindlen og på den måde dæmme op for de digitale svindleres ublu metoder og udnyttelse af helt almindelige danskere,” oplyser han.

Finland har siden sommeren 2022 brugt den løsning, som Telebranchen forsøger at få gjort lovlig. Det har stort set elimineret problemet, idet mere end 200.000 fupopkald bliver blokeret om dagen.

Se også: Nu kan du optage telefonopkald på din iPhone med iOS 18.1