BBC klager over Apple Intelligence: Skaber falske nyheder
Apple er ramt af massiv kritik i disse dage, efter at selskabets nye AI-drevne nyhedsoversigtsværktøj, der er lanceret som en del af Apple Intelligence, har skabt decideret falske nyheder.
Apple Intelligence blev lanceret som en del af iOS 18.1 i november og iOS 18.2 i december, men AI-funktionerne bliver først tilgængelige i EU i april 2025.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Laver falske nyhedsresuméer
Et AI-drevet resumé i Apple Intelligence fik det til at se ud, som om BBC News havde skrevet en artikel, der hævdede, at 26-årige Luigi Mangione fra den nylige sag om drabet på en direktør havde skudt sig selv. Det har han ikke.
Den vildledende notifikation fra Apple Intelligence blev hurtigt spredt på de sociale medier og har nu fået BBC til at klage over Apple Intelligence. Nyhedsmediet mener, at sådanne fejl skader dets troværdighed og opfordrer Apple til at skride til handling.
”Den tillid, som vores publikum har til alt vores indhold, ligger til grund for alt, hvad vi gør. Vi er uafhængige, upartiske og ærlige. Vi er forpligtet til at opnå de højeste standarder for nøjagtighed og upartiskhed og bestræber os på at undgå bevidst eller væsentlig vildledning af vores publikum,” oplyser BBC om hændelsen.
I november skete det samme, da Apple Intelligence fordrejede en historie fra New York Times og fejlagtigt hævdede, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu var blevet anholdt. Den rigtige nyhed handlede derimod om, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) havde udstedt en arrestordre.
Se også: iPhone-ejere: Apple Intelligence skuffer fælt
Nyhedsorganisation kræver funktionen fjernet
Hændelsen har udløst kraftige reaktioner fra flere medier og pressefrihedsorganisationer mod Apple.
Organisationen Journalister uden Grænser (RSF) er gået endnu længere og har opfordret til et forbud mod generative AI-værktøjer som Apple Intelligence til nyhedsformidling.
”AI’er er sandsynlighedsmaskiner, og fakta kan ikke afgøres med et terningkast. RSF opfordrer Apple til at handle ansvarligt ved at fjerne denne funktion. Den automatiserede produktion af falsk information, der tilskrives et medie, er et slag mod mediets troværdighed og en fare for offentlighedens ret til pålidelig information om aktuelle forhold,” oplyser Vincent Berthier, der er RSF’s chef for teknologi- og journalistik.
Det er ikke første gang, at it-giganternes AI-løsninger har skabt problemer. Tidligere på året oplyste Googles AI-oversigt i søgemaskinen, at man kunne få ost til at klæbe til pizza ved at overveje at bruge “ikke-giftig lim”.
Se også: Hvilken AI-chatbot skal jeg vælge? Se de 11 bedste chatbots
Perspektivering
Disse gentagne problemer med falske nyhedssammendrag i Apple Intelligence – og en lang række andre AI-tjenester gennem årene – understreger, at AI-løsninger fortsat har gevaldige problemer med at håndtere nuancer, kontekst og at adskille fakta fra fiktion.
Mens Apple står over for et stigende pres for at rette op på disse fejl, fortsætter debatten om AI’s rolle i journalistikken med at tage til.
Den seneste hændelse med Apple Intelligence tjener som en påmindelse om begrænsningerne ved automatiske AI-værktøjer til at levere nøjagtige nyhedsoplysninger og vigtigheden af fortsat at lade os mennesker være en del af processen.
Se også: Undersøgelse: Danskerne gider ikke at bruge “hypede” AI-chatbots