Amazon lancerer gennemført Android Kindle
Så oprandt dagen: Amazon fik sat deres farve-Kindle i søen med et brag af champagneflasker, og et skvulp der hørtes i hele gadget-verdnen. Og hvorfor så det?
På papiret er Kindle Fire en Trabant mod iPad 2s Bugatti Veyron SuperSport: 800 MHz dual-core processor mod iPad 2s 1,2 GHz A5 dual-core monster.
Kindle Fire har en mindre skærm end iPad 2, omend med bedre opløsning. Listen fortsætter: Kun 8 GB hukommelse, ingen 3G, ingen GPS, intet kamera, kun to-fingers multitouch (iPad 2 kan utroligt nok registrere 11 fingre ad gangen) – så hvorfor skulle man så vælge en Kindle Fire?
Tja – hvorfor skriver jeg denne artikel på en MacBook Air? På papiret en håbløst underdimensioneret maskine: Lille harddisk, lille skærm, minimal RAM, mindre batteri – hvorfor ikke en fuldfed MacBook Pro med hele svineriet?
Fordi MacBook Air’en er perfekt til mit behov, er ultra-bærbar, føles som min hurtigste maskine nogensinde takket være SSD-harddisken og et godt sammenskruet OS.
Jeg tror det er lidt det samme med Kindle Fire: Den kører alt indholdet fra Amazons biks – musik, bøger, blade, apps og video – fuldstændigt flydende, og er derfor perfekt dimensioneret til sin opgave. Men der er også blevet arbejdet for at det blev sådan; læs med her.
De startede med at tage Android 2.1, og fjerne ALT overflødigt fra HVER en streng af koden: Alle drivere til ting der ikke var i en Kindle Fire, alle overflødige funktioner, alt hvad der satte farten ned.
Så koblede de den modificerede Android-bastard tæt sammen med deres Cloud EC2 service, hvilket gør Kindle Fire i stand til at få behandlet de tunge opgaver i skyen på Amazons servere, og så blot sende “resultatet” retur til tabletten; mindre behov for processorkraft, hukommelse og batteri!
Kindle Fire kan klare næsten alt hvad en iPad 2 kan klare – men den har endnu et es i ærmet: Den er prissat under halv pris af den billigste iPad 2.
Det betyder, at hele det segment, der i dag synes iPad 2 er for dyr, pludselig får et alternativ, der kan næsten det samme, til under halv pris. Dét er sagens kerne!
Det næste i sagen
Siden vi publicerede denne artikel er der kommet mere til sagen. mobilsiden gik videre med historien. Allerede d. 13/9/2011 fulgte vi op med en artikel med tematikken Asus Eee Pad Transformer – tablet til skolebrug (produkttest) – Den videre beretning kan læses her. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.