Vil Google også lukke ned for Pixel-telefonerne?
På torsdag lancerer Google Pixel 7 og Pixel 7 Pro i Danmark og det er første gang, vi ser Pixel-telefoner officielt i Danmark. Selvom det helt sikkert vil glæde mange, så er der nok også mange, der frygter for fremtiden for Pixel-telefonerne.
I sidste uge stod det nemlig klart, at Google lukker sin spil-streamingtjeneste Stadia. Man kan argumentere for, at tjenesten var færdig allerede da den blev lanceret. Google har mange gange lanceret nye stort annoncerede tjenester, som de har lukket relativt kort tid efter.
Derfor har det nærmest være en selvopfyldende profeti, at Stadia ville lukke. Brugerne har ganske enkelt ikke haft tillid til, at Google ville holde liv i tjenesten i særlig lang tid, så hvorfor skulle de bruge tid og penge på den?
Kan vi have tillid til Google?
Kan vi så have tillid til, at Google ikke tager livet af deres telefonserie Pixel, som kommer til Danmark i denne uge? Heller ikke Pixel-telefonerne sælger særligt godt og udgør kun en dråbe i moderselskabet Alphabets omsætning.
Ifølge tal fra Canalys har Apple og Samsung for eksempel 78 procent af mobilmarkedet i USA, mens Google kun har 3 procent. Det er da en fremgang fra 1 procent af markedet fra for et år siden, men det er stadig i småtingsadelingen.
Se også: Priser på Pixel 7
Tager Pixel-telefoner alvorligt
Google lancerer Pixel 7 og 7 Pro i flere lande end normalt og det er et klart tegn på, at de tager deres telefon-serie alvorligt, mener mobilekspert og chefredaktør på mobilsiden.dk Daniel Søgaard Hald.
“Jeg synes, vi ser en tendens til, at Google tager hardware mere og mere seriøst. Pixel-telefonerne er blevet mere konkurrencedygtige, og de er skarpt prissat. Ikke nok med det, så udbygger Google også deres økosystem med en væld af smarthome-produkter, hovedtelefoner og snart også et smartwatch. Jeg tror ærligt talt, at Google gerne vil tage deres Pixel-telefoner og anden hardware seriøst”.
Han vurderer dog, at det bliver svært for Google at tage markedsandele fra Samsung og Apple. Det er nærmere mobilproducenter som OnePlus, Xiaomi og Motorola, der må levere kunder til Google, vurderer han.
Se også: Funktioner og priser på Pixel 7
Arbejder i forvejen meget med mobiltelefoner
Når Google laver Android, skal de bruge referencehardware til at udvikle og teste styresystemet. Når Android udvikles, arbejder Google med de samme mobilprocessorer, det samme kamerahardware, de samme modemmer og netværk, som du finder i de bedste smartphones. Det skal de for at sikre, at styresystemet fungerer korrekt på rigtige enheder og ikke kun på en softwarecompiler.
Der er stor forskel på referencehardware og en rigtig telefon, men førstnævnte er et skridt på vejen til sidstnævnte. Google har allerede et stort hold med ekspertise inden for alle aspekter af telefonhardware og -design, uanset om Google rent faktisk laver en telefon eller ej. At lave en telefon er det derfor bare næste skridt og ikke en ny retning, som det var tilfældet med Stadia. Derfor peger meget mod, at Pixel-telefonerne er kommet for at blive.
Vi ser også nye Pixel-produkter inden for områder, de også allerede arbejder intenst med, nemlig smartwatch og tablet. Der kommer således en Google Pixel Watch i denne uge sammen med Pixel 7 og 7 Pro og i starten af næste år skulle der komme en Pixel Tablet, den første tablet i mange år fra Google.
Se også: Find billig abonnement
Alligevel ikke usandsynligt at Google lukker ned for Pixel
Selvom mange ting altså taler for, at Google vil satse helhjertet på Pixel-telefonerne i fremtiden, er det alligevel ikke helt usandsynligt, at Google kan finde på at droppe sine telefoner.
“Jeg tror, vi kommer til at se Google satse endnu mere på Pixel-smartphones og anden hardware. Men Google er også meget opmærksomme på, hvad de tjener penge på og hvad de ikke tjener penge på. Bliver de ved med at have en forsvindende lille markedsandel på telefoner, vil de med tiden aflive Pixel-serien”, vurderer Daniel Søgaard Hald.
Stadia led en lang og grim død og mange mener, at de skulle have trukket stikket langt hurtigere. Sådan bør det ikke gå med Pixel-telefonerne, hvis Google alligevel skulle finde på at trække stikket på dem, forklarer Daniel Søgaard Hald, men de har trods alt nogle forpligtelser over for brugerne.
“Vi har set Google satse på smartphones tidligere med deres Nexus-serie, men også de blev med stor skuffelse droppet. Ender Google med at give op på Pixel-telefonerne, vil vi se dem supportere nuværende enheder i den lovede tid, men ikke længere. Der vil blive solgt ud af lageret, men ikke produceret nye modeller”.