Bedre overblik over ladestandere kan få flere til at vælge elbil
En af de største udfordringer for mange nuværende og potentielt kommende elbilister er usikkerheden omkring offentlige opladere – især hvor ladestandere er, om de er ledige, og om de overhovedet virker.
Et nyt studie fra National Bureau of Economic Research i USA viser, at alene bedre adgang til oplysninger om ladestandere i realtid kan øge salget af elbiler med op til 8 procent frem mod 2030.
Studiet analyserede data fra den åbne tjeneste PlugShare, der samler alle offentlige ladeudtag, og omfattede over 1.800 spørgeskemasvar fra både nuværende og potentielle elbilister. Kun 33 procent af ladestanderne viser status for, om laderen er ledig, i realtid. Flere ladeudbydere begrænser samtidig disse vigtige oplysninger til egne apps – en fragmentering, der skaber frustration hos elbilister.
Undersøgelsen viser, at alene det at vide, hvor funktionelle ladere befinder sig, har stor betydning for folks villighed til at vælge elbil.
Se også: De mest populære elbiler i Danmark
Opladning af elbil skal være som at tanke benzinbil
Elbilers succes hviler altså ikke alene på en udvidelse af ladeinfrastrukturen. Det handler mindst lige så meget om at gøre de mange ladestandere mere tilgængelige og gøre hele konceptet om opladning af elbilen på farten mere gennemsigtigt.
En aktør, der har gjort en stor indsats for at gøre opladning af elbilen mere gennemsigtigt, er Google. Google Maps, som er den klart mest anvendte navigationsapp i verden, introducerede i 2024 oplysninger i realtid om ledige offentlige ladestandere direkte i kortet, mens man har navigation slået til.
Funktionen er en stor hjælp til at udbrede kendskabet til offentlige ladestandere langs ens køretur og kan på sigt bidrage til, at mange elbilister får et mere afslappet forhold til det at oplade elbil, så opladning begynder at foregår mere efter samme tanke, som når man kører forbi nærmeste tankstation på farten for at fylde benzin eller diesel på en fossilbil.
Øget synlighed af ladestandere uanset udbyder – for eksempel i Google Maps – giver en bedre brugeroplevelse for elbilister, som ikke skal belemres med at finde en specifik app fra den pågældende ladeudbyder frem for at finde oplysninger om en lader.
Se også: Guide til billigste ladeboks til elbiler
Perspektivering
Er du afhængig af at oplade elbilen ved brug af offentlige ladere? Så kan du på Mobilsidens statistikside blive klogere på, hvor mange ladepunkter der er i din kommune, hvilke ladeudbydere der er størst og hvor mange ladere der er af de forskellige typer.
Kan du oplade din elbil derhjemme, anbefaler vi, at du læser vores komplette guide til valg af ladeløsning, ladeboks og installation.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026