Test af Volkswagen ID.7 – komfortabel kilometerknuser til familien
Volkswagen ID.7 markerer en vigtig milepæl for mærket som det elektriske flagskib, der skal løfte arven efter den legendariske Passat.
Læs vores test og bedømmelse af Volkswagen ID.7 og se de bedste alternativer til den her.
Se også: Specifikationer, priser og billeder af VW ID.7
Volkswagen ID.7: Stilren luksus og maksimal kørekomfort
Volkswagen ID.7 placerer sig solidt som en rummelig sedan i mellemklassen og er Volkswagens hidtil mest ambitiøse bud på en elektrisk luksusbil til både familier og firmabilister.
Med en startpris fra 369.995 kroner for Pure-varianten sigter den direkte efter konkurrenter som Tesla Model 3, Hyundai Ioniq 6, og rammer samtidig også den dyrere prisklasse med biler som BMW i5.
Bilens design er set udefra stilrent og rammer bredt, selvom det for nogle kan fremstå en kende konservativt. Det er dog tydeligt, at aerodynamik har været i højsædet for at maksimere rækkevidden.

Indvendigt er kabinen en fryd for øjet og repræsenterer en stor opgradering i kvalitet i forhold til tidligere ID-modeller.
Her er der fokus på en afslappet og behagelig køreoplevelse frem for sportslige præstationer, hvilket gør den til en yderst interessant bil for dem, der foretrækker en lav og strømlinet bil frem for de ellers så populære SUV’er.
Se også: Alle elbiler fra Volkswagen
Hvor stor er Volkswagen ID.7?
Volkswagen ID.7 er en velvoksen bil med en længde på 4.961 millimeter, en bredde på 1.862 millimeter og en højde på 1.536 millimeter.
Med en akselafstand på hele 2.971 millimeter er den betydeligt længere end en Tesla Model 3, hvilket mærkes med det samme, når man træder ind i kabinen.

Vægten lander på omkring 2.172 kg, hvilket er typisk for klassen, men den føles alligevel agil nok til bykørsel og har en udmærket venderadius på 10,9 meter.
Bilen er udstyret med fem sæder, og der er rigtig god benplads på bagsæderne og et stort, praktisk bagagerum, hvilket gør den velegnet som familiebil.
Bagagerummets udformning er dybt og rummeligt, men selve åbningen i sedanen kan virke en smule smal trods hatchback-klappen.

Bagagerummet i sedan-udgaven (hatchback) rummer 532 liter, hvilket kan udvides til 1.586 liter med bagsæderne lagt ned. Vælger man stationcar-udgaven, Tourer, vokser bagagerummet til 605 liter.
Desværre har ID.7 intet frunk under motorhjelmen, hvilket ellers er en fordel hos konkurrenter som Tesla.

Bagsædet byder på enorm benplads, men siddestillingen bagi er ikke helt optimal for voksne på grund af et højt gulv, da batteriet i bunden tvinger knæene lidt op.

Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads
Hvor lang rækkevidde har Volkswagen ID.7?
Rækkevidden er et af de stærkeste kort hos ID.7. Den fås med tre forskellige batteristørrelser på henholdsvis 59 kWh, 77 kWh og 86 kWh.
I varianten Style S med det største batteri på 86 kWh opnår bilen en imponerende maksimal WLTP-rækkevidde på op til 698 kilometer. Basismodellen har en fornuftig rækkevidde på 471 km, mens man med mellem-batteriet på 77 kWh når 592 km på en opladning.
Det officielle strømforbrug er angivet til mellem 13,8 og 16,3 kWh/100 km (138-163 Wh/km) alt efter variant og udstyr.

Det placerer ID.7 helt i toppen af sin klasse og gør den til en reel udfordrer til de længst rækkende modeller fra Tesla og de dyrere premium-mærker.
Især på motorvejen nyder den godt af sin lave vindmodstand, hvilket gør den til en ægte kilometerknuser.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen
Hvor hurtigt oplader Volkswagen ID.7?
Når det kommer til opladning, følger ID.7 godt med strømmen. AC-opladning ved hjemmeladeren foregår med 11 kW, hvilket betyder en fuld opladning på mellem 6 timer og 30 minutter for det mindste batteri og op til 9 timer for det største. Der er ikke mulighed for 22 kW AC-opladning.
Ved en lynladestation (DC) imponerer ID.7 med en ladeeffekt på mellem 160 kW og 200 kW, alt efter hvilken batteristørrelse man vælger.
En opladning fra 10 til 80 procent tager mellem 26 og 28 minutter under optimale forhold.

Selvom visse konkurrenter med 800-volt teknologi, som Hyundai Ioniq 6, kan lade hurtigere, er ID.7’s ladekurve stabil, og 10 minutters opladning kan under ideelle forhold give over 200 kilometers ekstra kørsel.
Se også: Disse elbiler oplader hurtigst
Hvordan kører Volkswagen ID.7? Og hvor hurtig er den?
Basisudgaverne Pure og Life er udstyret med en elmotor på 150 kW (204 hk) og trækker på baghjulene. Style og Style S opgraderer til den nye effektive motor med 210 kW (286 hk), mens topmodellen GTX Max har firehjulstræk og en samlet ydelse på 250 kW (340 hk).
Accelerationen fra 0-100 km/t klares på 6,5 sekunder for Style-modellen og helt ned til 5.4 sekunder for GTX-varianten. Tophastigheden er begrænset til 180 km/t.
Køreoplevelsen i ID.7 er præget af høj komfort. Der er utroligt stille i kabinen, selv ved høje motorvejshastigheder, og bilen føles som et godstog på skinner med en eminent retningsstabilitet.
Køreoplevelsen på især de lange ture bliver endnu bedre af, at Volkswagens førerassistentsystemer og adaptive fartpilot ,Travel Assist, er blandt de absolut bedste på markedet og utroligt behageligt at køre med.

Affjedringen er sat op til at prioritere velvære frem for sport, men takket være baghjulstrækket føles den aldrig tung eller kedelig.
Lasteevnen og trækkapaciteten er ligeledes godkendt, hvor den variant, der må trække mest, kan håndtere op til 1.800 kg på krogen.
Det er på niveau med de fleste konkurrenter i sedan-klassen, men lavere end visse SUV-konkurrenter.
Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration
Hvordan er softwaren i Volkswagen ID.7?
Softwaren i ID.7 er en af de mest mærkbare forbedringer fra Volkswagen i nyere tid. Den centrale 15-tommer infotainmentskærm er vokset betydeligt og kører på et nyt, hurtigere system, der er langt mere brugervenligt end de tidligere udgaver.
Skærmen har høj opløsning, flotte farver og en hurtig responstid. Volkswagen har lyttet til kritikken og flyttet genveje til klimaanlægget ud på startskærmen, så de altid er tilgængelige.

Til irritation er de berøringsfølsomme knapper på rattet, i dørene og under infotainmentskærmen, men de er i 2026-modellen udskiftet til fysiske knapper, hvilket øger betjeningskomforten betragteligt.
Softwaen i ID.7 er egenudviklet, men understøtter både trådløs Apple CarPlay og Android Auto. Softwaren er betydeligt bedre end tidligere, men er dog stadig mange funktioner, der er gemt væk i undermenuer, hvilket kan kræve lidt tilvænning.

Føreren har en lille skærm indbygget i instrumentbordet, men det primære fokus er på det avancerede head-up display med augmented reality, som projicerer pile og informationer direkte op på forruden.
Smartphone-appen fungerer stabilt og giver mulighed for at forvarme kabinen, låse bilen op og overvåge ladestatus direkte fra lommen, men den kan endnu ikke fungere som bilnøgle.
Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer
Udstyr i Volkswagen ID.7
Udstyrsniveauet i ID.7 er generelt højt på det danske marked. Standardudstyr i basismodellerne inkluderer blandt andet 19-tommer letmetalfælge, 15-tommer skærm, augmented reality head-up display og navigation.
Der er dog stadig en del fristende ekstraudstyr i form af pakker. Assistentpakken med 360 graders kamera og Park Assist Plus koster 23.995 kroner, mens Eksteriørpakken med Matrix LED forlygter og el-bagklap løber op i 32.995 kroner.

Rådet herfra er at gå efter Life-varianten, hvor man får det mest af udstyret med, hvor basismodellen er noget mere skrabet. Er der penge til det, er Style et stort step-up.
De fremragende ErgoActive-sæder med køl og massage er en del af de dyrere interiørpakker, men de er alle pengene værd for folk, der kører meget.
I forhold til konkurrenter som Tesla får man mere “traditionel luksus” og bedre sæder, men prisen på de enkelte udstyrspakker kan hurtigt få totalprisen til at stige betydeligt.

Se også: Elbiler med meget udstyr
Volkswagen ID.7: Pris, leasing og garanti
Priserne for Volkswagen ID.7 starter i Danmark ved 369.995 kroner for Pure-modellen og går op til 549.995 kroner for GTX Max.
Den årlige CO2-ejerafgift er i 2026 på 460 kroner halvårligt for alle varianter.
Prisen er yderst konkurrencedygtig, især for indstigningsmodellerne, da man får rigtig meget bil og komfort for pengene sammenlignet med de dyrere premium-mærker som BMW og Mercedes.
Hvad angår privatleasing, er der på nuværende tidspunkt ingen aktuelle leasingpriser tilgængelige for ID.7. Tidligere har vi set priser omkring 3.595 kroner om måneden, men uden opdaterede tal kan vi ikke foretage en præcis udregning af leasingfordelagtigheden.
Garantien på Volkswagen ID.7 i Danmark følger mærkets standardvilkår på 5 år eller 150.000 km, hvilket er i gennemsnitligt sammenlignet med konkurrenterne. Man får dog bedre garantier i mellemklssen, som hos Hyundai (5 år) og Kia (7 år).
Batterigarantien dækker i 8 år eller 160.000 km, alt efter hvad der kommer først, hvilket er industristandarden for moderne elbiler, men også her er der bedre garantier, som Toyota med 10 års serviceaktiveret garanti.
Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler
Fordele og ulemper ved Volkswagen ID.7
Der er mange fordele og ulemper ved Volkswagen ID.7. Her er de vigtigste:
Fordele ved Volkswagen ID.7
- Ekstremt høj kørekomfort og et meget lavt støjniveau i kabinen.
- Imponerende rækkevidde på op til 698 km, der gør den perfekt til langture.
- Meget rummelig kabine med massiv benplads på bagsædet.
- Opdateret og hurtigere infotainmentsystem med oplyste knapper.
- Fremragende forsæder med gode muligheder for massage og køling.
Ulemper ved Volkswagen ID.7
- Intet frunk til opbevaring af ladekabel foran i bilen.
- Irriterende betjening af elruder med kun to knapper til fire vinduer.
- Designet er meget konservativt og skiller sig ikke meget ud.
- Siddestillingen på bagsædet kan føles akavet for voksne pga. det høje gulv.
- Prisen på de nødvendige udstyrspakker kan hurtigt gøre bilen dyr.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Volkswagen ID.7: Virkelig god langtursbil og familiebil
Volkswagen ID.7 er uden tvivl mærkets hidtil bedste elbil. Den formår at kombinere en ekstremt støjsvag og komfortabel køreoplevelse med en rækkevidde, der fjerner enhver form for rækkeviddeangst.
Selvom softwaren og manglen på knapper stadig er små irritationsmomenter, og designet ikke vinder priser for originalitet, så fungerer bilen præcis, som den skal: Som en velkørende, komfortabel, praktisk og rummelig rejsemakker.
Det er en bil, der vil appellere stort til firmabilister og familier, der ikke ønsker at springe på SUV-bølgen.
Volkswagen ID.7 får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 80/100 (virkelig god) i test.
Se også: Disse elbiler klarer sig bedst i test
Bedste alternativer til Volkswagen ID.7
Der er mange alternativer til Volkswagen ID.7, fordi den placerer sig mellem billigere og dyrere modeller. Det oplagte alternativer er sedaner i mellemklassen, men den er også et alternativer til sedaner i den store mellemklassen, fordi den er så rummelig.
Blandt de bedste alternativer til Volkswagen ID.7 er:
- Tesla Model 3
Bedømmelse: 81/100 (virkelig god)
Pris: Fra 269.990 kr.
- Hyundai Ioniq 6
Bedømmelse: 79/100 (god)
Pris: Fra 279.995 kr.
- BYD Seal
Bedømmelse: 77/100 (god)
Pris: Fra 319.995 kr.
Se også: Sammenlign alle elbiler i stor mellemklasse


