Test: ASUS Zenfone 7 Pro – Batteri og ydelse helt i top
ASUS er tilbage med en ny generation af Zenfone, som for første gang nogensinde byder på en “Pro-model”. Jeg har haft den nye Zenfone 7 Pro til test, hvor den de sidste par uger har været brugt min primære mobiltelefon. Er den pengene værd? Absolut. ASUS Zenfone 7 Pro er en fremragende mobiltelefon, som fortjener meget mere opmærksom. Ligesom de fleste andre mobiltelefoner, så er den dog ikke perfekt. Her er min test af ASUS Zenfone 7 Pro.
Det er over et år siden vi anmeldte ASUS Zenfone 6, som dengang gjorde sig fortjent till karakteren 5,5 ud af 6. Der er dog sket meget siden da, og konkurrencen i dette segment er blevet større samtidig med, at de billigere telefoner blevet billigere. Hvordan klarer ASUS’ sig denne gang? Det tager vi et nærmere kig på nu.
Zenfone kommer i denne omgang i to modeller: Zenfone 7 og Zenfone 7 Pro. På trods af “Pro”- efternavnet, så er de to telefoner faktisk overraskende ens. Du kan kigge nærmere på forskellene på ASUS Zenfone 7 og Zenfone 7 Pro og deres pris her. Den nye Zenfone-serie bygger videre på samme velfungerende opskrift: High-end ydelse, stort batteri og en skærm helt uden afbrydelser til en fornuftig pris.
Læs også: Find den bedste mobiltelefon til dig
Fordele og ulemper ved ASUS Zenfone 7 Pro
Fordele:
- God, lysstærk 90 Hz skærm
- Utrolig lang batteritid og hurtig opladning
- Masser af power
- Behageligt design og solid byggekvalitet
Ulemper:
- Kameraet overgås af konkurrenterne
- Ingen IP-certificering
- Ingen trådløs opladning
- Ingen voLTE / middelmådig lyd ved opkald
- Skuffende stereolyd
- Overdreven “skin-smoothing” i kameraet
- Zenfone er blevet meget dyrere
Se også: Køb ASUS Zenfone 7 og Zenfone 7 Pro her
ASUS Zenfone 7 Pro – anderledes design
ASUS Zenfone 7 og 7 Pro har identisk design og ligner ved første øjekast “den typiske mobiltelefon”. Men her skal man ikke lade sig snyde, for denne telefon byder altså på nogle spændende overraskelser.
Først og fremmest så er ASUS Zenfone 7 Pro ikke nogen lille og let sag. Den er større på alle leder og kanter end en Samsung Galaxy S20+, som har en 6,7 tommer skærm, og samtidig meget tungere. Zenfone 7 Pro er 16,5 cm lang og næsten 1 cm tyk og vægten er på voldsomme 230 gram. En af de tungeste mobiltelefoner jeg nogensinde har testet. Så man skal være forberedt på, at ASUS Zenfone 7 Pro er en stor og tung mobiltelefon, og det kan muligvis kræve lidt tilvænning- det gjorde det for mig.
Men den er også ganske godt bygget og virker solid. Her er en ramme i aluminium og en bag- og forside i glas, beskyttet af henholdsvist Gorilla Glass 3 og 6. Selvom Zenfone 7 Pro er en stor og tung mobiltelefon, så er den overraskende behagelig i brug. Den kan dog føles tung efter lidt tid i hånden.
På højre side sidder en kapacitiv fingeraftrykslæser, som samtidig fungerer som powerknap. Er man som mig venstrehåndet, så kan den være svær at nå om til, hvorfor jeg har benyttet mig af en anden type oplåsning.
På fronten af ASUS Zenfone 7 Pro finder man ingen kamera, dog er det stadig muligt at tage selfies. Den kommer nemlig med et flip kamerasystem, hvorved bagkameraet ved hjælp af en lille motor kan vendes. Det giver nogle fordele (og nogle ulemper), som jeg nok skal gennemgå senere i denne test. I min test af ASUS Zenfone 7 Pro har jeg brugt denne kamerafunktion flere gange om dagen, helt uden problemer. Ifølge producenten selv, så er den klassificeret til 100 flips om dagen i 5 år.
ASUS Zenfone 7 Pro virker velbygget og solid. Den er ergonomisk udformet og rar at bruge, men man skal være opmærksom på størrelsen og vægten.
Specifikationer på ASUS Zenfone 7 Pro
Specifikationer på ASUS Zenfone 7 Pro | |
Skærm | 6,67″ Super AMOLED, 90 Hz, 20:9-format, HDR10+
1080 x 2400 pixel Gorilla Glass 6 |
Mål og vægt | 165.1 x 77.3 x 9.6 millimeter 230 gram |
Processor | Snapdragon 865+ |
Batteri | 5000 mAh
30 watt hurtigopladning |
RAM | 8 GB LPDDR5 |
Lagerplads | 256 UFS 3.1
Plads til MicroSD |
Kamera | 64 MP sensor, f/1,8 blænde, optisk billedstabilisering
12 MP sensor med ultravidvinkel, f/2,4 blænde, 113 graders synsfelt 8 MP sensor med telefoto. f/2,4 blænde, optisk billedstabilisering, 3x optisk zoom og op til 12x digital. |
Software | Android 10 Zen UI 7 |
Andet | Dual SIM
5G-modem Stereohøjtalere WiFi 6 Kapacitiv fingeraftrykslæser |
Vejledende pris | 6.599 kroner for 8 GB RAM og 256 GB lagerplads |
En vanvittigt hurtig mobiltelefon
Der er ikke sparet på indmaden i ASUS Zenfone 7 Pro, som blandt andet byder på state of the art UFS 3.1 lagerplads og lynhurtig LPDDR5 RAM. Under motorhjelmen finder man det nyeste og det hurtigste, som kan opstøves til Android-telefoner. Her er det Snapdragon 865+, 8 GB RAM og 256 GB lagerplads, som desuden kan udvides med MicroSD-hukommelseskort. ASUS Zenfone 7 Pro er uden tvivl blandt det hurtigste mobiltelefoner på markedet lige nu og de mange hestekræfter kan mærkes. Alt bliver afviklet med et overskud og der opleves aldrig at den tøver eller hakker.
Den gode ydelse er fungerer godt i kombination med den hurtigere 90 Hz-skærm, som får den til at føles flydende og hurtig. Skærmen er på 6,67 tommer og er, på grund af flip kameraet, ikke forstyrret af et frontkamera i en notch eller hole punch. Der er masser af lys i skærmen og ligeledes, så kan der ved sovetid dæmpes meget for lysstyrken. Farverne er fine, opløsningen i fuld HD er tilfredsstillende og her er rig mulighed for, at fintune indstillingerne, så det passer bedst til netop dit behov. I skærmopdateringshastigheden kan man vælge i mellem 60 og 90 Hz samt “automatisk”, hvor den selv skifter mellem de to frekvenser alt efter indholdet på skærmen. Det er lidt ærgeligt, at her ikke er 120 Hz, som man finder hos flere af konkurrenterne, men 90 Hz er også tilfredsstillende.
Læs også: Guide: De hurtigste Android-telefoner
Brugerfladen er både simpel og noget rod
Softwaren ombord er Android 10 med brugerfladen Zen UI – denne gang i version 7. Ved første øjekast, så minder Zen UI ganske meget om ren Android, men her er flere forskelle.
Zen UI er let at komme i gang med og man kan tydeligt mærke, at ASUS har fået optimeret softwaren og animationerne til den hurtigere skærm. Selvom Zen UI kan virke simpelt, så er der ikke mangel på funktioner og muligheder. Her kan tilpasses utroligt mange ting og faktisk kan det hurtigt blive uoverskueligt, når man kommer ind i telefonens indstillinger.
Dette skyldes for det meste, at ASUS ikke har formået at opdele telefonens indstillinger på en brugervenlig måde. Ofte har jeg fundet en indstilling, som på et senere tidspunkt bliver svær at finde frem til. ASUS burde rydde op og omorganisere indstillinger i Zen UI, hvor mange gode funktioner ligger gemt og deaktiveret og andre bare burde fjernes. Derudover er der også lidt udfordringer med oversættelserne nogle steder i softwaren.
På overfladen er Zen UI 7 nydeligt, godt og simpelt. Men dykker man ned i og vil finde og ændre indstillinger, så kan det hurtigt blive en kompliceret oplevelse.
Oplåsning af ASUS Zenfone 7 Pro har for mig krævet en del tilvænning. Normalt benytter jeg primært ansigtsoplåsning og hvis det ikke er en mulighed fingeraftryk. Der er desværre ingen fingeraftrykslæser i skærmen på Zenfone 7 Pro, men der sidder en udmærket kapacitiv læser i højre side, som også fungerer som powerknap. For mig som er venstrehåndet, så kan den fysiske knap være svær at nå. Derfor prøvede jeg ansigtsoplåsning, hvilket betyder flip kameraet skal aktiveres og “flippe” hver gang. Det giver en træls forsinkel i oplåsningen, hvorfor jeg er endt med det gode gammeldags mønster til oplåsningen.
ASUS Zenfone 7 Pro bliver ved og ved
ASUS Zenfone 7 Pro har virkelig imponeret mig med dens utroligt lange batteritid. Der gemmer sig et 5000 mAh batteri i Zenfone 7 Pro, som, på trods af den store skærm og kraftige hardware, har holdt den kørende i over to dage, ikke langt fra de tre dage. Og dette er med skærmopdateringshastigheden sat til udelukkende 90 Hz. Så ikke nok med at batteriet er stort, så er Zenfone 7 Pro og dens software godt optimeret og sparer på telefonens ressourcer.
Man skal virkelig give den gas, hvis man skal kvæle Zenfone 7 Pro på en enkelt dag. Og hvis man sparer på forbruget, så tør jeg slet ikke tænke på, hvorlænge den holder sig kørende. Jeg er normalt fint tilfreds med én dags batteritid, men efter to uger med batteriet i Zenfone 7 Pro, så kan det nok godt kræve lidt tilvænning.
Når der skal oplades, så går det desuden også tjept. Med en ny 30W hurtig opladning, så går Zenfone 7 Pro fra 0-60 procent på lige over en halv time. Vil man passe godt på batteriet og sikre en længere levetid, så kan dette konfigureres i batteri-indstillingerne.
Desværre er der ikke trådløs opladning i ASUS Zenfone 7 Pro.
Læs også: Mobiltelefoner med bedst batteritid – disse telefoner holder længst
Lyden i ASUS Zenfone 7 Pro imponerer ikke
ASUS Zenfone 7 Pro kommer udstyret med stereohøjtalere, som jeg faktisk var ret spændt på at lytte til. Jeg er nemlig også i gang med test af ASUS ROG Phone 3, som har vist sig at have nogle virkelig gode højtalere. Så forventningen til lyden i Zenfone 7 Pro var høj, men skuffede desværre.
Højtaleren i bunden spiller ganske fint. Her er rigeligt med dynamik og en god lydstyrke, hvilket ikke kan siges om højtaleren i toppen. Den spiller lavt og skingert, og personligt mener jeg ikke, at man kan kalde det for “stereolyd”. Den ringere højtaler i toppen skyldes angiveligt flip kameraet og den mindre plads det hermed skaber til en højtaler.
Samtalekvaliteten har heller ikke imponeret mig. Der understøttes først og fremmest ikke voLTE (WiFi-opkald), hvilket er skuffende. Derudover er lyden ved opkald ikke fantastisk, men dog brugbar.
Forbindelserne er der derudover ikke en finger af sætte på. Både mobildata, WiFi, Bluetooth, NFC og mere har fungeret helt problemfrit i den tid jeg har haft ASUS Zenfone 7 Pro til test.
ASUS Zenfone 7 Pro og flip kameraet
Når det drejer sig (fangede du den?) om kameraet, så skiller ASUS Zenfone 7 Pro sig ud fra mængden. Her er nemlig slet ikke noget frontkamera. Det betyder ikke, at man ikke kan tage selfies. Tværtimod kan man tage nogle virkelig gode selfies, da den er udstyret med et såkaldt flip kamera. Det betyder at bagkameraet automatisk kan dreje sig 180 grader, hvorved man kan benytte de gode bagkameraer til selfies. Inden vi går i dybden med kvaliteten, så kigger vi nærmere på kamerahardwaren:
- Hovedkamera: 64 megapixel f/1.8, OIS og PDAF
- Ultra vidvinkel: 12 megapixel f/2.2, 113 grader
- Telefoto: 8 megapixel f/2.4, 3 x optisk zoom, 12 x maks. zoom, OIS og PDAF
- Frontkamera: bagkameraer benyttes
- Video: 8K ved 30 fps og 4K ved 30, 60 120 fps
Et populært setup med hovedkamera, ultra vidvinkel og telefoto, som giver masser af masser af muligheder. Lad mig starte med hvad jeg godt kan lide ved kameraet i ASUS Zenfone 7 Pro: den leverer naturlige billeder, hvor efterbehandlingen og farvemætningen ikke er gået amok. Den er utroligt god til at tage billeder med baggrundssløring, hvor både selve sløringen ser godt ud og der er ikke mange fejl at spotte. Billeder taget med ultra vidvinkellinsen er også rigtig fine, så længe der er lys nok til stede. Op til 3 x optisk zoom giver også en god kvalitet, selvom farverne bliver ret kedelige.
Desværre lider Zenfone 7 Pro af en hel del forsinkelse, når der tages mange billeder i træk. Man kan ikke bare skyde løs, men vente på at den har behandlet billederne. Det burde ikke være et problem med den hardware der sidder i telefonen. Ofte bliver man mødt med “behandler billede”, når man forsøger at se de billeder man netop har fanget.
Zoomer man meget ind og nærstuderer billederne, så bliver man ofte mødt med en ret skuffende kvalitet med alt for meget støj – også selvom det er billeder taget ved højlys dag.
Hvad jeg virkelig synes er et kritikpunkt er den “skin-smoothing” som sker, når der tages billeder af personer. Selvom alle former for skønhedsfilte er deaktiveret, så fjernes rynker, alderstegn og andet, så man pludselig bliver 20 år yngre. Det ser vanvittigt ud og det bliver endnu værre, når jeg tager billeder af børnene. Skønhedsfilter på børn? Nej tak ASUS.
Forhåbentlig er ovenstående noget en softwareopdatering kan løse – og noget som ASUS har tænkt sig at løse. Alt i alt er kameraet i ASUS Zenfone 7 Pro nogenlunde, men ikke videre imponerende. Der findes billigere telefoner som kan tage bedre billeder, men ikke mange som kan vende kameraet 180 grader. Her er mange funktioner og de fleste fungerer godt, og derudover er kamera-appen glimrende.
Her er billeder taget med ASUS Zenfone 7 Pro
Læs også: Denne smartphone har det bedste kamera
Konklusion: Køb den for batteriet og ydelsen
ASUS Zenfone 7 Pro er uden tvivl en god mobiltelefon, som virkelig imponerer med dens lange batteritid og hurtige ydelse. Her får man også en god stor skærm helt uden afbrydelser og med 90 Hz-opdateringshastighed. En software med mange funktioner og en velbygget telefon.
Det er samtidig en stor og tung mobiltelefon, som ikke leverer den bedste lyd fra dens stereohøjtalere eller ved opkald. Her er heller ingen IP68-certificering, trådløs opladning (eller 3,5 mm jackstik). Flip kameraet og dets motor har fungeret problemfrit, men jeg har ikke været meget imponeret over kvaliteten de tre kameraer leverer. Derudover synes jeg det er til stor kritik, at rynker, alderstegn og andet fjernes fra ansigter og hud, selvom alle skønhedsfiltre er slået fra.
Nyeste Zenfone-serie er steget betragteligt i pris, hvor Zenfone 6 startede ved 3.999 kroner, så koster Zenfone 7 fra 5.999 kroner og Pro-modellen, som her er anmeldt, 6.599 kroner. Til sammenligning kan man til omtrent samme penge få en Samsung Galaxy S20+ eller OnePlus 8 Pro, som ASUS Zenfone 7 Pro har meget svært ved at hamle op med. Lige udover dens store batteri og råstyrken fra Snapdragon 865+, så slår de to telefoner Zenfone 7 Pro på alle områder.
Har du brug for virkelig lang batteritid, så er ASUS Zenfone 7 Pro et rigtig godt valg. Så får du samtidig en af markedets hurtigste telefoner. Hvis ikke, så findes der bedre alternativer.
ASUS Zenfone 7 Pro lander på 4 ud af 6 stjerner