Ny Tesla Model 3 får længere rækkevidde og forbedret interiør
Rygterne om en ny og forbedret Model 3 har svirret i nogle måneder og den skulle nu være meget tæt på en lancering. En ny rapport afslører nogle af de forbedringer den kommer med.
Se også: De bedste elbiler på markedet
En forbedret Tesla Model 3 på vej
Det var i slutningen af 2022 at de første rygter om en opdateret Tesla Model 3 dukkede op. Og det er da også på tide, for den elektriske sedan har ikke ændret sig meget siden den præsentation tilbage i 2017.
Model 3 er en af de mest populære elbiler i verden – og bestemt også herhjemme i Danmark. Der er det spændende, at der er en ny model på vej. Men hvad er det for nogle forbedringer og ændringer, som den kommende Model 3 vil byde på? Det fortæller en række kilder om kendskab til bilen om i en ny rapport.
Læs også: Ny Tesla Model 3 på vej: Sådan ser den ud
Længere rækkevidde
Den nuværende Model 3 har en ganske god rækkevidde og også hurtig opladning. Varianten med længste rækkevidde på en opladning, Model 3 Long Range, kører op til 602 kilometer. Det er vel rigeligt?
Ja, det er det for langt de fleste, men alligevel skulle den nye Model 3 blive mere effektiv og dermed få længere rækkevidde. Hvor meget længere vides ikke endnu, men der gættes på omkring 650 kilometer på en opladning.
Tesla har netop lanceret nye V4 Superchargere, der lader med en effekt op til 600 kW. Man kan derfor også forvente, at den nye Model 3 vil få hurtigere opladning, så den kan udnytte de nye ladere.
Forbedret interiør med førerdisplay
Den nye Model 3 vil stadig ligne en Model 3, men udvendigt vil der være enkelte ændringer, som for eksempel nye forlygter.
Men det er primært i kabinen, at der vil blive lavet om. Først og fremmest skulle den nye Model 3 få et digital førerdisplay, hvor man i den nuværende benytter infotainmentskærmen til dette. Det vil angiveligt være i stil med det man finder i Model S.
Det betyder samtidig, at der i den nye Model 3 ikke være vil de sædvanlige kontakter til blinklys, vinduesviskere og andet, men at disse vil være integreret i rat og på midterskærmen.
Lavere pris
Derudover skulle den kommende Model 3 også blive billigere end den nuværende. Det er ret overraskende, for Model 3 er en af de billigste elbiler på markedet i dag, og med de specifikationer ét af de bedste køb.
Men ny produktionsmetode samt færre dele gør det hurtigere og billigere at samle bilen, hvilket vil betyde lavere produktionsomkostninger. Det skulle være med til at gøre en ny Tesla Model 3 billigere end den nuværende.
Hvornår kommer ny Tesla Model 3?
Tesla er allerede nu i gang med at få skudt de sidste “gamle” Model 3 ud, hvilket betyder, at de gør klar til introduktion af den nye. Rygterne fortæller, at den vil blive præsenteret her i juni måned. De første skulle være klar til levering allerede til august. Så går du og overvejer en Model 3 lige nu, skal du måske lige vente lidt.