Test, bedømmelse og pris på Volvo EX30
Den nye Volvo EX30 har gode specifikationer, praktisk interiør og en pris fra kun 274.000 kroner. Men er den et godt køb? Læs med her.
Se også: Alle elbiler fra Volvo
Den nye EX30 er Volvos mindste og billigste elbil – og faktisk blandt de billigste elbiler i Danmark lige nu.
Det er ikke kun prisen på EX30, der ser lovende ud. Den har et nydeligt (og bæredygtigt) interiør, en stor infotainmentskærm med Android Automotive, en rækkevidde på op til 480 kilometer, hurtig opladning og så er det Volvo! Volvo er kendte for biler af høj kvalitet med høj sikkerhed.
Er den nye Volvo EX30 stor nok som familiebil? Hvad er godt og hvad kunne være bedre ved den? Læs vores test og se den samlede bedømmelse af Volvo EX30 nedenfor.
Konklusion på test af Volvo EX30
Samlet set klarer Volvo EX30 sig godt i test. Den får en samlet score på 78 point ud af 100. Det giver den bedømmelsen “God”.
Hvordan klarer den sig i forhold til andre elbiler i bybil-klassen? Ret godt, for EX30 placerer sig her på en 4. plads, kun overgået af MG4 Electric, Renault Megane Electric og Peugeot e-208. Dertil er Volvo EX30 den 3. bedste SUV i under 300.000 kroner.
Har det været muligt at fastholde den sædvanlige høje kvalitet, som man forventer af en Volvo til den lave pris? Kabinen i EX30 er flot designet, minimalitisk, praktisk og den virker godt skruet sammen. Materialerne er gode, hvis man husker at tage prisen i betragtning. Der er derudover godt med udstyr selv i basismodellen.
Man får derfor meget for pengene i Volvo EX30. I vores Kvalitet/Pris Ratio får den bedømmelsen “Meget kvalitet for pengene”. Læs mere om Kvalitet/Pris Ratio.
Se også: Varianter, priser og alt om Volvo EX30
Se flere billeder af Volvo EX30
Det gode ved Volvo EX30
Volvo EX30 er en flot bil. Det er ikke kun på det udvendige design, at den brillerer, for også indvendigt er den meget nydelig. Den byder på et velkendt skandinavisk design i en moderniseret udgave med endnu mere minimalisme end tidligere.
Kvaliteten fejler ikke noget – og så er et plus, at mange af materialerne er bæredygtige. Som man kan forvente af en Volvo er EX30 godt skruet sammen, den virker holdbar og materialerne er gode.
EX30 byder på en nytænkt kabine. Her er masser af smart opbevaring, store rum og mulighed for opladning af enheder.
Køreoplevelsen er også god. Man sidder utrolig godt i forsæderne, der yder god støtte, siddestillingen er god og styringen er tilpas præcis. Der er god ydevne, hvor selv basismodellen for de fleste hurtig nok.
EX30 har en stor 12 tommer infotainmentskærm over midterkonsollen, hvor softwaren er baseret på Google Android Automotive. Skærmen er udmærket, systemet er tilfredsstillende hurtigt og det er brugervenligt. Dertil er der adgang til alle Googles tjenester og appbutik.
Se også: Prøvekør en Volvo EX30
Dette kunne være bedre ved Volvo EX30
Godt nok er bagsædet i EX30 nydeligt, sæderne i en god kvalitet og der er højt til loftet. Men der er desværre ikke meget benplads. Den er heller ikke så bred, som flere af dens konkurrenter. At være tre personer på bagsæderne er en ikke en komfortabel oplevelse.
Bagagerummet på 318 liter er ikke ret stort, og blandt de mindre i klassen.
Der er intet førerdisplay i Volvo EX30. I stedet fungerer infotainmentskærmen som førerskærm. En god løsning på denne mangel ville være et head-up display, men det er der desværre ikke.
Der er meget få fysiske knapper i EX30, hvor langt de fleste ting styres via infotainmentskærmen. Det kræver noget tilvænning – og vil selv efter en længere periode være mere besværligt end rigtige knapper.
Se også: Kommende elbiler i Danmark
Alternativer til Volvo EX30
Vi byder velkommen til Volvo EX30 i Danmark, hvor den skal konkurrere mod MG4 Electric, Renault Megane E-Tech Electric, VW ID.3, Cupra Born, BYD Dolphin og flere.