Kia EV9 ADVNTR: Stor SUV i offroad-udgave
Den store SUV med plads til syv personer, Kia EV9, kan allerede nu fås i Danmark, men i en nær fremtid får vi måske også SUV’en at se i en terrængående udgave.
Designere fra Kia Design Center America har nemlig udtænkt et nyt offroad-koncept for Kia EV9, som netop er blevet vist frem ved SEMA-messen i USA. Det er en messe, hvor bilproducenter typisk fremviser koncepter og nye tendenser inden for tilbehørsprodukter.
Se også: Se priser, specifikationer og billeder af Kia EV9
Stor SUV med offroad-design
Kia EV9 ADVNTR er baseret på den almindelige EV9, men offroad-konceptversionen adskiller sig ved at være udstyret med nye specialfremstillede front- og bagskærme, en forstærket frontskørt og robuste dæk, der giver større manøvredygtighed i hårdt terræn.
Den nye EV9 ADVNTR er desuden løftet knap 8 centimeter i forhold til den normale Kia EV9 og har nye tagrælinger, der kan transportere bagage og vandreudstyr eller fungere som fundament for et telt monteret på taget.
Ud over Kia EV9 har den sydkoreanske producent også vist en terrængående udgave af den førerløse bil PV5 frem. Den har fået kaldenavnet WKNDR.
De øvrige specifikationer ventes at være identiske med den normale EV9: Et 99,8 kWh batteri, og så vil den formentlig kun komme med firehjulstræk og 384 hk. Rækkevidden bør være et godt stykke under de 512 km, som EV9 Long Range Performance AWD er opgivet til.
Se også: Se Kias udvalg af elbiler i Danmark
Kia EV9 ADVNTR: Pris og tilgængelighed
Kia har endnu ikke oplyst, om Kia EV9 ADVNTR bliver lanceret i en produktionsudgave. Det er derfor også uvist, hvornår den i så fald skulle blive lanceret.
Der er af samme grund heller ikke nogen pris på Kia EV9 ADVNTR.
Vi ser dog ofte, at konceptbilerne bliver lavet med henblik på at føre dem ud i livet i en eller anden form. Og vi ser også en tendens til, at flere producenter forsøger sig med terrængående udgaver af elbiler.
Hvis Kia EV9 ADVNTR bliver lanceret i Danmark, forventer vi en pris, der bliver en anelse dyrere end den nuværende EV9. Vi forventer en pris omkring 699.900 kr.
Se også: Se alle SUV’er i Danmark
Alternativer til Kia EV9
Ønsker du en offroad-elbil, er der ikke mange at vælge mellem. Der findes dog offroad-elbiler som Volvo EX30 Cross Country, Hyundai IONIQ 5 XRT, Fisker Ocean Force E og Porsche Taycan Cross Turismo.
Alle ovenstående terrængående elbiler har dog ”kun” plads til fem personer. Hvis Kia lancerer EV9 ADVENTR, vil den derfor blive den første syvpersoners elbil, der er lavet til offroad-kørsel.
Se alle elbiler med plads til syv personer.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er bedst i test?
Se alle de billigste elbiler i Danmark
Stem på din favorit til Årets elbil 2025
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026